Læsetid: 3 min.

Vals og verdensøkonomi

’Det offentlige skal blive privat og det private offentligt,’ mener kunstnerægteparret Ursula Reuter Christiansen og Henning Christiansen, der repræsenterer Danmark ved den 49. Venedigbiennale
13. juni 2001

Kunst
»Jeg er slet ikke i dansehumør.« Ursula Reuter Christiansen taler om den performance, der nu er vel overstået. Da dette interview fandt sted, var der ikke meget planlagt, for når hun og Henning Christiansen laver en performance, så sker det hele spontant.
Torsdag og søndag var der aktion, som performance hedder i Christiansen-terminologi, på taget af den danske pavillon. Hun i et brus af en rød kjole og rokokoparyk med venetiansk sejlskib. Han siddende i grøn skjorte, som lydaktør. Tilsat sang, tubaspil og Bjørn Nørgaards skulpturelle nøgenhed. Men det blev ikke til vals, for kun »nogle gange laver jeg en vals, selvom jeg ikke kender trinnene, men Henning er så musikalsk.«
De har før danset som del af en aktion. Hun danser på et rødt felt og han på et grønt, for det er deres respektive farver. Men det er ikke bare dans. Han forklarer, at aktionen hedder World Peace Economy IV og er relateret til Tobin-afgiften, der er en læsning på en bedre fordeling af verdens ressourcer.
»Men det er åbenbart vanskeligt. Der er så mange informationer.« Men hvad tænker de to om at deltage i så stor en begivenhed som Venedig Biennalen?

Derestaurationen
»Så vil jeg svare på Hennings vegne – og nu holder du kæft, ikke Henning – han er fuldstændig ligeglad med, om han skal udstille på en rejefabrik eller på Venedig
Biennalen. Det er det samme. Jeg har det omvendt og var fuldstændig stresset, tænkte, at nu skal jeg lave noget helt fantastisk. Men jeg må, som jeg altid har gjort, tage udgangspunkt i der, hvor jeg befinder mig i mit liv. Da jeg fik at vide, at jeg skulle deltage i biennalen, var min datter gravid, og jeg glædede mig vanvittigt til den lille baby. Det var det eneste, jeg kunne tænke på. Alt det, jeg malede, var fuldstændig ligegyldigt. Det lyder lidt underligt, men så skete der det, at jeg fik en slags depression. De tegninger, jeg lavede, var helt gale og desperate – det eneste jeg kunne gøre var at gribe en speedmarker og kradse ned i papiret for at give udtryk for det, der er uopretteligt, nemlig DERESTAURATIONEN, som jo er temaet for udstillingen.«

To temperamenter
Ursula Reuter Christiansen tænker her på derestauration og det uoprettelige som bevægelsen mellem forskellige faser, f.eks. fra mor til bedstemor eller fra den unge, hvide brud til den sorte modne kvinde.
Som jeg ser hende siddende ved cafeen på biennaleområdet, er hun netop klædt i sort og hvidt. Sorte bukser og kridhvid jakke. Røde læber, løst hængende hår og hæftig gestik. Henning, der sidder overfor, er derimod klædt som er han en ven af Beuys, og det er han jo også. Han har sommerhat på og ryger pibe. Hun fortæller videre:
»Jeg kan ikke restaurere mit liv. Jeg må finde mig i en ny position som bedstemor, jeg er en glad bedstemor. Vi skal alle sammen over en bro, broen som metafor for bevægelse. Jeg ser nu mig selv i forhold til min datter og min mor – der fylder 85 år samme dag som udstillingen åbner! Det handler om at bevæge sig videre og nå den nødvendige erkendelse af sin nye position.«
Henning Christiansen tilføjer: »Ursula er mere indadvendt og tænker i krop og hoved, hvor jeg bevæger mig ud og tænker på det, som sker omkring mig. Men det hænger jo sammen, og der er en spænding – og det har fungeret for os i mere end 31 år.«
Det er som et slogan fra 1970’erne: »Det offentlige skal blive privat og det private offentligt.«
Her bliver samtalen afbrudt. Ikke blot fordi det er begyndt at regne, og vi må rykke sammen under parasollen mens folk løber forbi i det Venedig, der for et øjeblik siden var rar og varm. Men nu tordner det, og regnen siler ned.
Og kunsten skal passes om et øjeblik.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her