Fodbold
SAKHNIN »Jeg tror, kun Gud kan forhindre en nedrykning nu,« siger Mazen Ghanaim. Manageren for det israelsk-arabiske superligahold Abnah Sakhnin Sakhnins Sønner ser træt ud, men er sig ikke desto mindre sine værtsforpligtelser bevidst. Han byder på dadler (eftersom han helst ikke køber de israelske, er disse specielt hjemført fra Damaskus) og stærk kaffe.
»Siden oktober er det gået jævnt ned ad bakke,« siger han. Efter de voldsomme begivenheder i oktober sidste år, hvor 13 israelske arabere heriblandt to fra byen Sakhnin i Galilæa mistede livet under sammenstød med israelsk politi, fik klubben spilleforbud af sikkerhedsmæssige grunde. Alle arabiske klubber i Israel lå underdrejet i næsten tre måneder, og i Abnah Sakhnin har man haft vanskeligt ved at finde rytmen bagefter.
»Vi vandt over Nazareth, da vi startede igen, men ellers har det været nederlag på nederlag,« tilføjer Mazen Ghanaim. Han oplever holdets nedtur som endnu et resultat af den diskrimination, israelske arabere lever med i hverdagen.
Fattig klub
Hvad navnlig fik borgerne i Sakhnin på barrikaderne i oktober er den fysiske begrænsning, som hindrer naturlig vækst. Hvor vejen gennem den smalle dal møder byen ligger nogle landområder, som man havde håbet på at bygge på, og ikke mindst var der fremskredne planer om at bygge nyt stadion til Abnah Sakhnin.
»Men uden at informere nogen i Sakhnin, lagde forsvarsministeriet hånd på jorden og er nu igang med at anlægge en stor militærlejr,« klager Mazen Ghanaim.
Lejren er ved at blive udflyttet fra en jødisk forstad til Haifa, fordi man der skal bruge pladsen til boligbyggeri og vist nok ogsaa et nyt fodboldstadion.
»Kulturministeriet lovede os 2,5 mio. shekel (ca. 5 mio. kr.) til byggeriet, men nu har vi ikke noget sted at byg-
ge. Efraim Sneh (daværende vice-forsvarsminister, red.) kom til Sakhnin og kaldte forsvarsministeriets plan forrykt, men mere skete der ikke. Nu er der kommet en anden regering, så vi ved ikke engang om vi stadig kan regne med kulturministeriets penge,« siger han.
Mazen Ghanaim er lidt flov ved at vise omkring på sit stadion. Et nedslidt byggeri i beton udgør det for tilskuerpladser for allerhøjst 3.000, grønsværen har store bare pletter og omklædningsrummene kan bedst beskrives som spartanske.
»Vore spillere er professionelle, men de gør det ikke for pengenes skyld,« siger han. »Hele vores budget svarer til hvad de store klubber har for hver spiller! Du skulle se, hvilket stadion, de har fået i Jerusalem jeg var ved at falde bagover da jeg første gang var der. Hvad vi har egner sig knap nok til en trediedivisionsklub.«
Fodbold forener
Ghanaim har selv en fortid som en af byens stjernespillere. I 70erne, mens han var på toppen af sin karriere, var der to hold i byen. Begge sloges om førerpositionen lokalt, hvilket havde til resultat at begge klarede sig middelmådigt på landsplan.
Det var Mazen Ghanaim, som fik ideen at slutte de to klubber sammen, og som manager har han skaffet Sakhnin et symbol på samling.
»Før i tiden lagde man sin fodboldsympati efter hvilken familie, klan eller politisk anskuelse, man tilhørte. Det er slut nu, og i stedet har vi fået et hold som repræsenterer hele Sakhnin og ikke mindst har formået at rykke op,« siger han.
»Fodboldholdet betyder fantastisk meget for os,« siger Ghazal Abu Raya, som er talsmand for kommunen og i sin fritid lidenskabeligt fodboldinteresseret. »Det er der mange, som er, for vi har opdaget, at fodbold er en af de få muligheder, israelske arabere har for at opnå positiv omtale i den hebraiske presse. Af byens 25.000 indbyggere er de 4.000 medlem af støtteforeningen, hvilket er langt flere end der er plads til på stadion.
Han lægger stor vægt på, at 13 af de godt 20 spillere er lokale, hvilket er det største lokale islæt på noget israelsk superligahold.
»Med jævne mellemrum får spillerne tilbud fra andre klubber, men siger konsekvent nej,« bemærker han med stolthed i stemmen.
To billetfarver
For nylig spillede Abnah Sakhnin mod storholdet Hapoel Ramat Gan. Ved den lejlighed besluttede politiet, at jødiske tilskuere skulle have én farve billetter og arabiske tilskuere en anden, samt at ingen tilskuer måtte sidde nærmere end 40 meter fra døren til Sakhnin-spillernes omklædningsrum.
»Det er uhyggeligt at den slags kan finde sted i et moderne samfund,« siger Ghazal Abu Raya. »På det personlige plan er der ingen problemer, og vi har skam også jødiske spillere i Sakhnin. Det er, når vi taler om de overordnede ting og arabiske rettigheder, at problemerne viser sig.«
»De fleste af kampene forløber uden episoder. At nogle tilskuere råber Død over araberne og sikkert mener det lader vi os ikke forstyrre af. Den slags er vi vant til,« slutter Mazen Ghanaim.
Der havde heller ikke været grund til de drastiske forholdsregler ved kampen mod Hapoel Ramat Gan. Alle tilskuere forholdt sig i ro og Sakhnin tabte.
