Læsetid: 5 min.

Veksølunds konstans

Nye værker af gamle kendinge hos Jørgen Hansen
14. juni 2001

Udstilling
Århundrederne skifter, årstiderne skifter, men Veksølund forbliver tro mod den generation og de kunstnere, som for en menneskealder siden var med til at skabe stedet. Skulpturerne er nye, men kunstnerne er næsten alle de gamle. Og det er nu dejligt, at der stadig skabes skulptur, som er skulptur, dvs. værker, som har bevaret kontakten til navnet, det latinske verbum: sculpere, at udskære. Det er ikke garanti for noget som helst, hvad kunstnerisk kvalitet angår, men det fremmer den sanselige tilnærmelse.

Stedet
De naturlige materialer, sten fra forskellige bjerge, rustent jern, gips og træ har det godt på Veksølund, og Jørgen Hansen forstår kunsten at udnytte stedets muligheder: De gamle avlslænger, havens velholdte bølgende plæner og revne gange, de gamle asketræers skygge og landsbykirkens nærhed. Trods den begrænsede plads fungere samspillet stort set uden at skulpturerne på forstyrrende vis invaderer hinandens territorier.
Støbejernets varme og granittens hårdhed bruges af Erik Heide med effekt. På Veksølund er det ham, som først kommer os i møde. Det sker med en opmarch af granitsteler, hver med et cirkulært ’øje’, anbragt mellem en gående og en stående jernskulptur af den type, som vi kender så godt. Andetsteds er det Sigrid Lütken, som i en triptikon løfter smukt rustne fugle mod himlen og illustrerer Danmarkshistorien i bemalet støbejern på en trumle.
For Egon Fischer er lakeret aluminium et kært og villigt materiale, når man vil fortælle historier, og det gør han. Legen er stadig i centrum og værkerne: Slæden, Rejsen, Skyer og skygger, Signal og Vogn med paraply på kasse, signalerer gamle dage.

Sten og ler
Jørgen Haugen Sørensen er mere uforudsigelig, samtidig med at hans barske greb er meget personligt – fra gårdspladsens vældige granitskulptur af kvadre i suveræn balance til udstillingen af arbejder i koloreret ler i sydfløjen. Det er som om, han zapper mellem fortid og nutid, spøg, gru og alvor.
Leret, som er bemalet i grelle farver, inkorporerer ting: Klude, en »Deprimeret dåse« og en damesko. Barsk er en skulptur af tre gabende hoveder, det midterste, »fanget af tiden«, med en bjælke, hvor munden skulle have været. I en triptykon danser to gespenster på kranier, mens sidepanelerne har andre af krigens og forplantningens rædsler. Grusomt, men ikke bevægende. Dog i Helt helt vinder hans barokke fantasi, når en ultramarinblå torso, med cirkelrunde kødsår har et ansigt, som er en gren, pyntet med en rød tøjbold.
På plænen udenfor har svenske Claes Hake rejst en ni meter lang mur, som en bjergprofil af grå Bohus granit, hvortil læner sig en kæmpestor, blank stålring. Bjergets soliditet undsiges af en vandret spalte mellem nedre og øvre del og to blankpolerede løse blokke som åndelige støttepædagoger af diabas. Titlen lyder, resigneret: Jeg glemmer hende aldrig.
Til nabo har han Bjørn Nørgaard, dels den frapperende absolut sidste nadver, The very last Supper, og dels en helt ny, og meget elegant totempæl, den første af planlagte syv.
Den er næsten syv meter høj udskåret i elm og eg. Bagsiden har et trinagtigt abstrakt parti, som en hilsen til Brancusi, mesteren over alle mestre i kunsten at skære skulptur ved minimale indgreb, mens forsiden åbenbarer et tema, to figurer, den ene på hovedet af den anden, og øverst en barneskikkelse, som et tegn vandret i luften, måske en hilsen til Rudolph Tegner.
Den stærke følelse for materialet, som karakteriserer disse to kunstnere får kontant modspil i Lone Høyer Hansens rødlakerede Fænotype, en pudeform med tre konkave indsnit. Hun tilhører en anden generation, og her gives ikke ved dørene. Hun arbejder på sagen, og sagen er former, negative og positive, tomhed, tyngde, hulrum og som om..., hvilket ses i hendes indendørs arbejder: Fikseret Skulptur, Fiktiv Skulptur og Fænomen Skulptur.

Kølig kontrol
Helt modsat er Kirsten Lockenwitz’ tavse, krystallinske sten inspireret af store monumenter, pyramider og rundkirker, hvormed hun henviser til »menneskets evige drift gennem tiderne til at ære det, som er større end det selv.« Med små fremspring og indridsede linjer bliver fladerne strammet op, målt og aktiveret. Udstrålingen er den samme, hvad enten materialet er nero africa granit eller fra Rønne.
Klarhed og perfektionisme slår ofte følge med kølighed, det gælder Lockenwitz, og det gælder Henning Damgaard Sørensens rum fuldt af ornamentale relieffer af træ og guld. Gyldne tavler med kubiske klodser fastgjort til den bølgende baggrund er fastholdt af brede sorte rammer og styret af stramme regler.
Han er – for kontrastens skyld? – placeret mellem Lisbeth Nielsens naturalisme og Wiig Hansen, hvis stadige tilstedeværelse på Veksølund er et smukt eksempel på kærlighed og troskab mod en store kunstner.

Fra ler til sten
Eli Benveniste er søgende. Han priser stenen, og fortæller, hvordan han lavede den samme skulptur seks gange, inden han nåede frem til det sted, hvor han forestillede sig, at stenen holdt op, og skulpturen skulle til at begynde. Han skriver om den mærkeligt akavede og menneskelige stenbue, som står i græsset, hvordan han langsomt fik formen i bevægelse, »den stive, tynde, lidt fjollede hårde i forhold til den afværgende blide, bløde... den hårde skubber den bløde ud af balance, men den bløde giver efter og bruger sin større vægtfylde til at trække den hårde med sig ned i faldet,« så de danner en bue.
Gruspladsen i syd er reserveret stenmestrene Bent Jørgensen, Jun-Ichi Inoue og Ole Christensen, som døde sidste oktober. Han mindes ude og inde med arbejder fra forskellige perioder. I en tekst fortæller Vagn Sten den enkle sandhed, at det var i naturens vækst og former, at Christensen fandt inspiration, og at meget er begyndt ved, at han halvt ubevidst genkaldte sig iagttagelser ved at håndtere små klumper af ler; og når hans hænder havde fanget en form, glemte de den ikke igen.
I 1990 viste han for første gang offentligt sine små modeller eller udkast. På Veksølund fylder de to skabe og bringer én meget tæt på kunstneren og hans evne til i granitten at kombinerer sine iagttagelser. Han forener det kønslige, og ofte kvindelige, med naturens frugtbarhed, blødgør stenen og får den til at trives.
Lad mig slutte ved Jun-Ichi Inoues solide bordplade omgivet af otte siddeblokke, hvorfra man kan betragte Pontus Kjerrmans fontæne til Vejle og Inoues skilderhus af en skulptur bygget af stenflaget. Det indre er tilgængeligt, og lyset slippes ind gennem cirkelhuller og en stjerne i taget. Det er flot, men den magi, som han opnåede med sin sarkofag, nu også på Veksølund, mangler.
Kastanjerne er ganske vist afblomstrede, men græsset er grønt og asken sprunget ud før egen, så en skovtur til Veksø kan kun anbefales.

*Veksølund Skulpturudstilling, Kirkestræde 6, Veksø. Åben ti.-fr. 13-17, lø.-sø. 10-17. Til 16. sep.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu