Læsetid: 5 min.

’Vi ventede for længe’

Europa og USA var alt for lang tid om at gribe ind i krigen på Balkan. Men uden amerikanernes aggressive mægling var det slet ikke gået, mener den tidligere fredsmægler Richard Holbrooke
23. juni 2001

Kompromisløs
NEW YORK – Richard Holbrooke drejer rundt i sin stol og tager et indrammet farvefoto ned fra væggen på sit kontor.
»Se, her står jeg med FN’s blå hjelm over hovedet og iført en skudsikker vest,« fortæller han. »Den person med ryggen til er en dansk FN-soldat. Det er lige, inden vi skal afsted til Sarajevo i en dansk pansret mandsskabsvogn i december 1992.«
Historien er kendt. Den er flere gange nævnt i Holbrookes erindringer (To End a War, 1998) fra hans tid som præsident Bill Clintons særlige udsending i Bosnien og sammenskruer af Dayton-aftalen i 1995.
Af ren og skær nysgerrighed var den amerikanske diplomat rejst til krigsskuepladsen i 1992 for at interviewe flygtninge. Og som den eventyrer og journalist, der altid har levet i hans mave, kunne Holbrooke ikke nære sig for at tage på ’tommelfingeren’ i en dansk pansret mandskabsvogn fra Kiseljak til Sarajevo – lige gennem et område kontrolleret af bosnisk-serbiske styrker.
Men Holbrooke var ikke i besiddelse af et FN-identitetskort. Det ’fiksede’ en gammel ven fra flygtningeorganisationen Refugees International. Et ID-billede af en anden amerikansk diplomat, der var omkommet i Albanien, blev brugt.
»Her er mit falske ID-kort,« udbryder Holbrooke halvstolt. »Først senere forstod jeg, hvor farlig den tur havde været. En vicepremierminister blev dræbt et par uger senere på samme rute. Vi blev hele tiden stoppet af disse hæslige bosniske serbiske soldater. Jeg og min ledsager havde ingen officiel tilladelse,« erindrer han i et interview med Information.
»De danske FN-soldater opførte sig besindigt og roligt. Tidligere samme år havde jeg mødt en dansk frivillig, der bragte fødevarer ud til flygtninge i farlige områder i Jugoslavien. Han var en professionel fodboldspiller, og det gjorde et stort indtryk på mig, at han risikerede sit liv for at hjælpe mennesker i nød.«
Holbrooke modtog en klækkelig belønning for sin imponerende indsats som fredsmægler i krigen om Bosnien. I 1998 udnævnte Clinton ham til USA’s FN-ambassadør. Først et år senere - efter republikanernes obstruktion – blev den anerkendte amerikanske diplomat godkendt i Senatet. Det efterlod kun halvandet år inden valget i 2000 til at sætte spor. Holbrookes mangeårige drøm om at blive udenrigsminister under hans nære ven Al Gore skulle aldrig blive til noget. I dag sidder han på Council on Foreign Relations i New York, en slags mellemstation for eksdiplomater.
Ud over at være bestyrelsesmedlem i selskaber og fonde blev han i denne uge udnævnt til formand for Global Business Council on hiv and aids i London.
Richard Holbrooke er et mærkeligt, rastløst menneske, et bundt nervøs energi, der sjældent står stille og altid søger nye umulige udfordringer. Alene hans stil vækker minder om, hvordan det må have været at gå rundt i Slobodan Milosevic’ sko, når Holbrooke var på færde i Beograd. Den er lakonisk, direkte og på grænsende til det kompromisløse, når der bliver forhandlet.
Et eksempel. Her er hans svar på spørgsmålet – Hvorfor lykkedes det for Dem og ikke for EU’s og FN’s mæglere at bringe fred til Bosnien?
»Fremfor alt fordi EU’s mæglere og Lord Carrington, hans efterfølger David Owen og Cyrus Vance ikke havde opbakning fra NATO’s luftstyrke. Jeg trådte til, da NATO bombarderede de bosniske stillinger omkring Sarajevo i august 1995.«
»En anden årsag er, at de tidligere mæglere havde været alt for høflige over for serberne. De håndterede serberne som rationelle mennesker. Men de er ikke gode mennesker, de er onde.«
»En tredje grund er, hvad jeg kalder moralsk ligestilling. Carrington fortalte mig engang, at alle balkanfolk er lige frygtelige, hvad enten det er muslimer, serbere, kroatere, makedonere eller montenegrinere. Det er ikke en særlig nyttig holdning at indtage. Diplomater må skelne. At behandle ofre og mordere på nøjagtig den samme måde er ikke produktivt.«
»Jeg var meget aggressiv under forhandlingerne. Carrington og Vance var elskværdige, diplomatiske, høflige. Det er helt i orden, når man forhandler med japanere og kinesere, men ikke på Balkan.«
På dette tidspunkt i samtalen kan den intenst konkurrence-mindede Holbrooke ikke lade være med at fortælle en personlig anekdote, der som altid stiller ham i et godt lys og udstiller den anden person som en naiv idiot.
»Det er, hvad jeg plejede at sige til Carl Bildt (FN’s tidligere kommissær i Bosnien, red.). – Carl, dit problem er, at du er alt for svensk! Hermed mente jeg, at svenskerne er rationelle – lige som danskerne. De er afbalancerede og besindige mennesker, så når Radovan Karadzic og Ratko Mladic lovede Carl noget, stolede han på dem. I Sverige kan man slet ikke forestille sig, at nogen sidder og lyver én lige op i ansigtet under diplomatiske forhandlinger.«
»Ingen i Sverige kunne som Mladic og Milosevic finde på at sige: – Vi har ikke i sinde at angribe Srebrenica. Og så gør de det alligevel nogle dage senere og myrder tusinder af muslimer!«
– De nægtede altid at trykke hånd med Karadzic og Mladic. Derimod havde De et meget afslappet forhold til Milosevic. Hvor meget vidste De om hans ansvar for krigsforbrydelser?
»Jamen, Karadzic og Mladic var allerede indstævnet for krigsforbryderdomstolen i 1995. Det var Milosevic ikke. Min opgave var at afslutte krigen. Han var præsident for et land anerkendt diplomatisk af næsten alle verdens nationer.«
– Indtil fornylig var iagttagere enige om, at fred og stabilitet ikke vil komme til Bosnien, med mindre Karadzic og Mladic bliver arresteret. Er De enig?
»Mladic er ikke afgørende for Bosniens fremtid. Det er Karadzic derimod. Mladic er en morder, der bør bringes for retten for at bringe retfærdigheden til hyldest. Karadzic er en politisk leder, der lever under jorden. Jeg har sagt det før og gentager det. Den største fejltagelse under de sidste fem år af Clinton-regeringen var at undlade at arrestere Karadzic. Det kunne være sket.«
»For nogle dage siden kastede hans folk med sten, da regeringen lagde den første mursten til bygningen af en ny moské i Banja Luka.«
– Hvordan forklarer De, at det tog næsten tre år, inden Clinton og hans ministre greb ind?
»USA’s og EU’s manglende indgreb i 1991 førte efter min mening direkte til krige, som kunne have været undgået. Præsident George Bush og hans udenrigsminister James Baker gav op uden at prøve. Europæerne have hverken den nødvendige kompetence eller politiske styrke til at håndtere situationen uden USA’s medvirken.«
»Under valgkampen i 1992 kritiserede Clinton Bush for at være passiv og lovede selv at gøre noget. Men det løfte brød Clinton. Internt var regeringen uenig, der var modstand i Kongressen og i Pentagon mod at angribe serberne. I Europa strittede man imod. Ingen udviste lederskab. Først da krigen syntes at være overstået, blev jeg trukket ind på scenen. Jeg fik opgaven udstukket som en slags giftpille. Ingen andre kunne gøre det.«
– Når man tænker på, hvor hurtigt indgrebene kom i Kosovo og nu i Makedonien, bliver det endnu sværere at forstå, hvordan USA og Europa kunne lade stå til mellem 1991 og 1995.
»Vi burde på et langt tidligere tidspunkt have bombarderet de bosnisk-serbiske stillinger. Det ville have givet et bedre resultat – færre dræbte, en bedre opdeling af Bosnien og Milosevic’ tilbagetræden tidligere. I stedet måtte vi vente indtil efter massakren i Srebrenica.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu