Læsetid: 1 min.

Affalds-bjerget vokser

Gode intentioner og forsøg med sortering, har ikke standset væksten i affaldsmængden
19. juli 2001

På under ti år er affaldsmængderne i København vokset med knap 40 procent til 340.000 ton årligt.
Stigningen skyldes til dels befolkningstilvæksten, men i højere grad at københavnerne har fået flere penge og dermed også flere varer mellem hænderne.
»Uanset at folk er blevet bedre til at sortere affald fra, især miljøfarligt affald og til genbrug, stiger restaffaldsmængderne år for år,« siger Jes König, driftsdirektør i R98, der kører affald væk for 600.000 mennesker i hovedstadsområdet.
Også på landsplan har tendensen været stigende i flere år.

Sorteringsproblemer
Ifølge regeringens affaldsplan Affald 21 skal affaldsmængderne fra husholdningerne fremover begrænses ved hjælp af genbrug og genanvendelse – for eksempel kompostering af køkkenaffald.
Det kræver, at affaldet sorteres hjemme i køkkenet, så grønt kommer i en spand og restaffald i en anden. Det gør danskerne i dag i 21 kommuner, ifølge Videnscenter for Affald.
Men selv om tidligere undersøgelser viser, at over 80 procent af danskerne gerne vil affaldssortere, kniber det ofte, når de står foran spanden.
»Det er for besværligt,« lød det fra nogle af de borgerne, som ringede ind, da Århus Kommune fornylig indførte affaldssortering med en grøn og en sort pose.
Århus Affaldskontor har nu sat forventningerne ned fra 7.000 til 5.000 ton grønt århusiansk skrald i år.
Også i Vejle, som har mange års erfaring med sortering, kan det være svært at få borgerne til at bruge de grønne poser.
»De seneste målinger viser, at 35 procent af vores affald var komposterbart. Men det er faktisk ti procent mindre end for år tilbage,« siger Arne Bundgaard, driftsassistent på Vejle Kommunes affaldskontor.
Arne Bundgaard synes, at borgerne er blevet lidt sløsede med sorteringen.
På Nørrebro i København tror Palle Bruun Jensen, som er gårdmand i en boligforening med affaldssortering, at der skal informere ordentligt.
»Folk synes, at det er svært. I stedet for at sortere, sniger de sig ned med sorte sække i weekenden,« siger han.
Til næste år skal regeringen gennemgå de eksisterende sorteringsordninger og tage stilling til, hvordan affaldsproblematikken løses.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her