Læsetid: 2 min.

Afrika på vej til at danne union

På den Afrikanske Enhedsorganisations 37. topmøde, der begyndte i går, nedlægger organisationen sig selv – og genopstår som union á la EU
10. juli 2001

Da de godt 35 statsledere rundt om fra det afrikanske kontinent i går samledes til et tre dage langt topmøde i Zambias hovedstad, Lusaka, var det for at begrave den 38-år gamle Afrikanske Enhedsorganisaiton (OAU), for dernæst formelt at vedtage oprettelsen af Den Afrikanske Union (AU).
Den nye union har Libyens præsident Moamar Gaddafi som ophavsmand og EU som forbillede, og den skal med tiden både have sit eget parlament, en kommission, en domstol, en centralbank og måske endda en fælles valuta.
OAU, der blev oprettet i 1963 for at danne fælles front mod koloniherrerne og mod apartheid-styret i Sydafrika, har på grund af manglende politisk vilje og et slunkent økonomisk fundament fejlet i kampen for at bremse Afrikas mange krige og i forhold til at få vendt den økonomiske og humanitære situation i positiv retning. Og iagttagere er da også noget lunkne i deres vurderinger af den nye unions styrke:
»Som det fremstår nu, er det et noget luftigt korthus, som vil kræve en meget lang indkøringsfase,« siger lederen af Center for Afrikastudier ved Københavns Universitet, professor Holger Bernt Hansen. »Oberst Gaddafi er hovedarkitekten bag AU, og alene det er grund til at se på projektet med skepsis. Men når de andre afrikanske lande bakker op om projektet, skyldes det nok en erkendelse af, at OUA har vist sig at være lidet handlekraftig. Jeg tror, en ledende skikkelse som Sydafrikas præsident, Thabo Mbeki, tænker: ’Lad nu Gaddafi være den, der tager initiativet til AU, og lad så os andre om at finde frem til noget mere pragmatisk’.«

Afrikansk optimisme
Men trods de lunkne forventninger skortede det i går ikke på optimistiske meldinger. »Der er tidspunkter, hvor politiske spring fremad er nødvendige, som det i Europa. Vi har taget sådan et spring fremad ved at danne Den Afrikanske Union,« sagde Senegals præsident, Abdoulaye Wade. Han er sammen med blandt andre Thabo Mbeki ophavsmand til en omfattende redningsplan for Afrika, det såkaldte Afrikanske Initiativ.
Planen, der skal vedtages på topmødet, sigter bl.a. mod at konsolidere demokratiet i Afrika, og Vesten opfordres til at finde checkhæfterne frem. Storbritannien, Tyskland og USA har allerede tilsluttet sig planen, og senere på måneden ventes G8-landene at følge trop.
Selve AU-traktaten trådte allerede i kraft i april, men under Lusaka-mødet skal medlemslandene bl.a. finde frem til, hvem der skal afløse tanzanieren Salim Ahmed Salim som generalsekretær. Derudover skal statsoverhovederne blive enige om, hvor den nye unions hovedsæde skal ligge – det forventes dog, at valget falder på Etiopiens hovedstad Addis Ababa.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her