Læsetid: 5 min.

Aktiv i branchen ord og billeder

Jørgen Nash er Nordens Rebel, og siden tresserne har han hyldet og realiseret »homo ludens« – sit indre legebarn
3. juli 2001

Tilbage til 60’erne
Drakabygget har dannet ramme om over fire årtiers intensiv, kunstnerisk virke. Den smukke gård, der ligger 165 m over havet på Hallandsåsen på grænsen mellem Skåne og Halland, erhvervede Jørgen Nash i 1960, og gården har i længere eller kortere perioder huset omkring 500 kunstnere fra hele verden, der har tilført kollektivet både inspiration og arbejdskraft.
I dag bor kunstnerparret Lis Zwick og Jørgen Nash der alene, omend de ofte har kunstnerbesøg. Situationisten og kunstnerlegenden Jørgen Nash tager velvilligt imod i sin purpurfarvede skjorte og sine røde seler. Han ser glad og sund ud, trods sine 81 år. Han viser scenevant rundt og peger ud på landskabet. 50 tønder land skov og mark er der. Synet indstilles på uendeligt.
Historien om Drakabygget er også historien om rebellerne, som gik ind i kunsthistorien og blev kanoniseret.
Om kunst, undfanget i sekundet og rundet af tressernes drøm om et mere retfærdigt og menneskeværdigt samfund med det legende menneske i centrum. Fra rebel til kanon, sådan er det gået for Nash og konsorter.
»Ja, når man bliver gammel og ufarlig, så kommer succesen,« ler Nash.
Jørgen Nash, er både lyriker, oversætter, billedkunstner, essayist og happeningmager og oprindelig en af de mest radikale, danske kunstnere, som det vilde årti, 60’erne, har fostret.
– Du indgik fra 1959 i bevægelsen Situationiste Internationale i Paris, der opstod helt tilbage i 1957 på initiativ af bl.a. din bror Asger Jorn. Men du blev ekskluderet – sammen med en masse andre medlemmer, og I dannede 2. Situationistisk Internationale på nordisk basis. I slog jer ned på Drakabygget og arbejdede for en fri, af autoriteter uafhængig eksistens. Kan du fortælle om den tid?

’Uenighed gør stærk’
»Ja, jeg gik med i 1959 og var også medredaktør af vores fransksprogede tidsskrift Situationiste Internationale, men i 1962 ville den franske filminstruktør og filosof Guy Ernest Debord – der sammen med Jorn ledede Situationiste Internationale – ekskludere den tyske situationistgruppe, og som medlem af centralkomiteen i Paris ønskede jeg at vise sympati for den og for arbejderbevægelsens kamp for bedre materielle kår under mottoet ’Enighed gør stærk’. Men skulle vi have et rigt kultur- og åndsliv, så ville jeg samtidig kæmpe for det diametralt modsatte motto: ’Uenighed gør stærk.’ Retten til at være anderledes, retten til at være uenig og bekæmpe hele det akademiske konsensushysteri, det var det, det drejede sig om. Eller oversat til bedre fransk: Enighedstyranniet. Jeg gik imod eksklusionen af tyskerne og så blev jeg smidt ud.«
– Men der var flere skandinaver, der blev ekskluderet, ikke sandt?
»Jo, og flere af dem har
boet her på Drakabygget, bl.a. Hardy Strid og Ansger Elde, der boede 36 år i Italien og var en meget anerkendt billedkunstner.«
– Men var du egentlig politisk vakt som ung?
»Jeg færdedes meget i venstreradikale kredse i min ungdom. Jeg var formand for Kommunistisk Ungdom i Silkeborg, hvilket min bror Asger og Aksel Larsen lokkede mig til, for egentlig var jeg slet ikke politisk interesseret. Det eneste, der optog mig, var piger, kunst, litteratur og sport. I nævnte rækkefølge. Jeg tog initiativ til dannelsen af Silkeborg Kajakklub i sin tid sammen med Victor Andreasen og min bror keramikeren Vagn Ove Jorn. Vi var i øvrigt de eneste, der kunne lave en grønlændervending i kajak.«
– Men lad os vende tilbage til det politiske.
»Fagbevægelsen er i dag blevet de nye kapitalister. Ved sidste LO-kongres åd og drak de for 11 millioner. Jeg forstår godt, at de unge, aktive mennesker viger fra fagbevægelsen i disse år.«
– Ja, man kan høre på dig, at du gennem hele livet har arbejdet for en fri, antiautoritær eksistens, for retten til at være sig selv.

Det legende barn
»Ja, men også for børnemagt. Børnene fik altid først ved middagen, og de var altid med ude. Vi producerede selv vore fødevarer eller byttede os til dem. Der var godt sammenhold dengang.
– Kan du fortælle om de situationistiske programpunkter?
»Situationistisk Internationale er i dag ved at blive lige så omtalt som COBRA, der fik sit egentlige, folkelige gennembrud så sent som for nogle årtier siden. Vi formulerede nogle teser, der forholder sig til, hvordan både kapitalismen og kommunismen i løbet af de seneste 60-70 år har kappedes om at afskaffe Homo Ludens, det legende menneske, som vi anser for at være det mest værdifulde i det moderne samfund. Du skal skynde dig at blive voksen, det er latterligt at være barnlig, du skal blive nyttig, osv. Vi synes, at svigter man barnet, så svigter man ikke bare sine egne børn, men også barnet i sig selv, dvs. alt det, der ikke er til salg, alt det som ikke er beregneligt, alt det som er spontant og uden bagtanker. Vi vil støtte homo ludens-kulturen. Den anden tese er kampen mod enighedstyranniet eller konsensushysteriet. Og tredje tese er at man ikke skal begræde fuldautomatiseringen af fabrikkerne og kropsarbejdets forsvinden, for det frigør de kreative kræfter i mennesket. Man kan også arbejde for at afskaffe publikum. Som da Asger gav os adresserne på alle sine kunder i Danmark, og vi i 1963 åbnede et lille avantgarde galleri, der hed Galleri Jensen i Møntergade. Men der var ingen kunst. I stedet inviterede vi alle kunstsnobberne og de kunst-interesserede til selv at lave kunst. Så uddelte vi vores manifest Co-Ritus ud og sagde: ’Kom og vær med’. To tredjedele af gæsterne drejede fornærmede om på hælen, mens de andre malede løs sammen med os. Alt det, tror jeg stadig på den dag i dag.«

Friheden er vejen
»Situationiste Internationale spillede en stor rolle i ungdomsrevolten i Paris i 1968, fordi Asger og Guy Debord leverede den åndelige ammunition til den. Debord, der jo i sin tid havde ekskluderet mig, formulerede dette således. ’Det første, der skal socialiseres, er friheden’. Derigennem kunne man forny socialismen, for den er stagneret både i øst og vest i forældede økonomiske og moralske problemstillinger. Friheden til at arbejde, hvor og når man vil. Friheden til at beskæftige eller lade sig beskæftige af andre. Friheden til at skabe kunst, uanset om nogen kan lide den eller ej. Friheden til at forme sit liv, som man vil. Friheden til at bruge alle offentlige kommunikationsmidler lige fra tv til telefon. Friheden til at opføre kunstværker og fester og orgier på offentlige pladser. Friheden til at danne stater i staten, så meget man lyster. Friheden til at leve uden vold, uden idealer, uden Gud, uden konge og fædreland. Friheden til at være nytteløs. Socialister i øst og vest mener, at friheden er målet. Vi situationister mener at friheden er vejen. Tag skridtet ud i friheden. Bliv situationist!«

*Jørgen Nash udstiller p.t. sammen med sin søn Carsten Nash og sin kone Lis Zwick i Galleri Påfuglen, Hårlandsgården, Hårlands Allé 12, Tisvildeleje. Dgl. 14-18. Til 22. jul.

*Artiklen er del af en serie, hvor vi sætter fokus på 60’ernes kunst, teater, musik, litteratur m.m. for at undersøge, hvordan årtiet igen i dag er blevet in

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her