Agra, højst tre timers kørsel fra Delhi, er allerede hjemsted for Taj Mahal, et af verdens ni vidundere. Den tidligere hovedstad i Mughal-området er nu under verdens bevågenhed på grund af søndagens topmøde mellem Pakistans general Pervez Musharraf og Indiens ministerpræsident Atal Behari Vajpayee. Spørgsmålet er, om mødet vil føre til et afgørende gennembrud i forholdet mellem Pakistan og Indien.
Det er sikkert udmærket, at de to statsledere mødes i Agra og ikke i den nærliggende by Fatehpur Sikri, som var kejser Akbar den Stores første valg af hovedstad. Fire årtier senere blev byen forladt på grund af manglende vandforsyninger. Fatehpur Sikri, som nu er en spøgelsesby, kan prale af at have subkontinentets højeste byport, Buland Darwaza (opført under kejser Akbar), der i dag ikke fører noget steds hen. Såvel Musharraf som Vajpayee håber, at mødet vil bringe fred og samarbejde. Der er dog stadig langt til venskab mellem to af Asiens mest entusiastiske atomvåbenmagter.
Vores historie starter med, at Vajpayee inviterer militærlederen Musharraf til at forhandle og gå fredens lange vej. Generalen svarer med et forslag om at starte et nyt kapitel i historien. Siden har han, mere end Vajpayee eller den indiske regering, snuppet overskrifterne i Indien, Pakistan og resten af verden. Ifølge Musharraf er mødet bragt i stand af USA, hvilket den indiske regering hårdnakket nægter, men medgiver dog at den amerikanske regering aktivt har opmuntret til mødet. Forud for topmødet erklærede Musharraf sig selv Pakistans præsident. Forinden havde hans udenrigsminister annonceret i Washington, at Pakistan afholder valg i 2002. Klapsalverne havde end ikke lagt sig, da Musharraf under skarp kritik placerede sig på den højeste civile post. Kritikken haglede fortsat ned, da generalen løftede sløret for endnu en overraskelse ved at tage afstand fra præstestandens støtte til den fundamentalistiske dagsorden, hvilket blev budt velkommen. Derefter gik han på skærmen i pakistansk fjernsyn og opridsede de punkter, som Indien og Pakistan skal nå til enighed om. Ikke blot har han været på samtlige indiske tv-kanaler men lader sig også hellere end gerne interviewe til indiske aviser og blade.
Topmødet er måske et en-til-en møde, men det er dagsordenen ikke. For Musharraf er Kashmir, d.v.s. kravet om selvbestemmelse til en del af Kashmirs militante grupper, et nøglespørgsmål. Han vedkender, at han ikke forventer at nå frem til en løsning på topmødet, »men jeg vil tale åbent og ærligt med premierminister Vajpayee og vil understrege vigtigheden af Kashmir-spørgsmålet«. For Vajpayee kan topmødet åbne de døre, som blev smækket i, da Kargil-krigen brød ud i 1999 og kølede forholdet mellem de to lande.
Musharraf har også gentaget Pakistans ønske om en ikke-angrebspagt, fremsat første gang i 1981, som kategorisk er blevet afvist af den indiske regering. Det var Indien, som først talte om en ikke-angrebspagt tilbage i 1950erne, da Jawaharlal Nehru var premierminister, og ønsket bestod indtil sidst i 1970erne, men det afviste Pakistan dengang. Siden 80erne har den indiske regering forkastet en ikke-angrebspagt, fordi det vil betyde, at indiske styrker ikke kan slå ned på infiltrering og terrorisme støttet af Pakistan i Jammu og Kashmir.
Et andet irritationsmoment på vejen til topmødet er Musharrafs støtte til et konglomerat af Kashmirs militante grupper under navnet All-Party Hurriyat Conference. APHC, eller Hurriyat som det hedder, er en kilde til indenlandsk, udenlandsk, diplomatisk og politisk strid. Hurriyats ønske om at deltage i fredsforhandlingerne med det argument, at de er nødvendige for at løse Kashmir-problemet, blev pure afvist af Indien. Musharrafs svar var mere afmålt, og han har indvilliget i at møde dem om aftenen før topmødet ved et teselskab, som Pakistans højkommissær i Delhi er vært for. Det har bragt sindene i kog, og Vajpayees koalitionsregering har takket nej til invitationen. Også kongresleder Sonia Gandhi vil blive væk fra teselskabet.
Det er slående, at intet valgt medlem af statsrådet eller det nationale parlament er blevet inviteret til Musharrafs reception, hvilket Vajpayees regering finder uacceptabelt. Derfor nøjes Musharraf nu med et kortvarigt møde med Hurriyat, før teselskabet begynder.
Hvad kan man forvente af et topmøde, som afholdes i en sådan atmosfære? Ikke de store overraskelser. Ingen aftaler om brugen af atomvåben og ingen fremskridt i Kashmir-spørgsmålet eftersom Indien ikke anerkender det som et stridspunkt. Men der er meget andet, som kan få konsekvenser for store dele af befolkningerne i de to lande. Den indiske regering har ensidigt besluttet at liberalisere visa-ordningen. Visum til Pakistan vil blive udstedt ved grænsen, og der oprettes flere buslinjer mellem de to lande. Der vil ske et øget samarbejde på de akademiske, sociale, politiske og kulturelle områder. Den indiske regering og Det Indiske Råd for Samfundsforskning vil give omkring 50 studie- og forskningslegater til pakistanere og vil lave et udvekslingsprogram. Sådanne tiltag kan ses som et svar på pres fra det civile samfund i Indien og Pakistan, som i de sidste par år aktivt har arbejdet på at skabe flere muligheder for kontakt, udveksling, rejse og arbejde mellem de to nabofolk.
På selve topmødet vil der måske ikke være hverken fyrværkeri eller hævede røster. I stedet vil man forsøge at genoptage den plan, som Kargil-krigen satte en stopper for, f.eks. en igangsætning af de otte arbejdsgrupper indenfor handel, erhverv, uddannelse, kultur, videnskab og teknologi. Pakistan forventes at få tildelt status som den nærmeste handelspartner. Planer om samarbejde mellem de to landes efterretningsvæsener kan blive et af topmødets mest kildne spørgsmål. Den indiske regering har allerede annonceret, at de øverste militærledere fra de to lande vil mødes hurtigst muligt efter topmødet. Ved nærmere eftertanke har Pakistan besluttet at indenrigs- og handelsministeren ikke er med i delegationen på topmødet, men spørgsmål indenfor dette område kan behandles efter topmødet.
Den indiske regering har iværksat tiltag for at opbygge et tillidsforhold mellem de to lande, mens Musharraf fortsat fokuserer på Kashmir-spørgsmålet. Regeringen i Delhi betragter i vidt omfang dette som et forsøg fra Musharrafs side på at vinde opbakning i Pakistan. Ellers synes der ikke at være grund til fortsat at forsøge at skabe tillid eller at have en handlingsplan klar til at blive sat i værk umiddelbart efter topmødet. Blandt topmødets punkter er indtil videre; tilladelse til Pakistan til at genåbne konsulatet i Mumbai, oprettelse af flere visumkontorer, en overdragelse af Jinnah House i Mumbai som så skal huse Pakistans konsulat, genoplive en plan for kontrollinjer på grænsen mellem Jammu og Kashmir.
Et resultat af topmødet kan blive en aftale om at igangsætte konstruktionen af en olierørledning fra Iran til Indien gennem Pakistan. Den iranske viceudenrigsminister har besøgt Pakistan efter sigende for at belyse dette spørgsmål. Et så storstilet økonomisk projekt for livsvigtig energiforsyning kan mere end nogen form for retorik få de to lande til at samarbejde om et fælles mål for fred og dermed undgå de ødelæggende konflikter. Det kan til gengæld udløse og reaktivere relationer og bånd mellem folk i de to samfund. Det er i det mindste forventningerne forud for topmødet mellem Musharraf og Vajpayee.
*Shastri Ramachandaran er redaktør ved The Times of India i New Delhi
*Oversat af Runa Trosborg
