En ny fransk rapport om diskrimination af indvandrere konkluderer, at den offentlige politik fremmer det, den havde til formål
at bekæmpe: intolerance
Bag Paris facade
PARIS Det skete for nylig i en af de nordlige parisiske forstæder, Clichy-sous-Bois. En ni-årig dreng blev dræbt ved et fald på 13 etager i en defekt elevator i en af de enorme blokke, som de sociale boligselskaber byggede i tusindvis i 1960erne og 1970erne, grupperet i hele bydele.
Først vidste man ikke, om det skyldtes hærværk eller manglende vedligeholdelse, at døren til en tom elevatorskakt kunne åbnes.
Det skulle undersøges. Men der var vild opstandelse i kvarteret, og de lokale beboere, der stimlede sammen, og hvoraf mange fremsatte harmdirrende udtalelser til udsendte journalister, var næsten uden undtagelse af afrikansk, arabisk eller tyrkisk type. Blandt kvinderne var der næppe én uden tør-klæde om hovedet. Vi var i en typisk ghetto.
Det er bare et eksempel. Et klientel af samme udseende dukker op hver gang, der er et drama i de store trøstesløse boligblokke, de sociale boliger i de såkaldte varme for-stæder eller følsomme kvarterer, der ligger i udkanten af Paris, Lyon, Marseille, Strasbourg osv., men også ved mange mindre byer.
Når opmærksomheden rettes mod disse kvarterer, kan det være på grund af en ulykke som følge af vandalisme eller slet vedligeholdelse, men det kan også være et sammenstød mellem politi og unge i kvarteret, eventuelt et drab foretaget af politiet i selvforsvar, efterfulgt af vilde protester, optøjer, afbrænding af biler og ødelæggelse af butikker. Fælles for disse episoder er det dominerende etniske indslag blandt beboerne.
Blandet harmoni
Harmonisk blandede kvarterer og multietnisk integration forekommer i Frankrig således i de vidtstrakte parcelhuskvarterer i satellitbyen Cergy-Pontoise 25 km nordvest for Paris men det er snarere undtagelsen end reglen.
Koncentration af fattige farvede i bestemte kvarterer er sket systematisk, om end ikke nødvendigvis forsætligt, gennem mange år, og der er ingen tvivl om, at ghetto-fæ-nomenet er kendetegnende for det etniske mønster og et af de store sociale problemer i Frankrig.
Denne konstatering bekræftes af, at myndighederne er gået til kamp mod fænomenet gennem lovgivning og regulering.
Ghetto-tendensen
En ny officiel rapport fra i sommer skildrer med mange detaljerede eksempler, hvordan ghetto-tendensen er blevet fremmet, men viser også, at kampen for at bremse den etniske koncentration i visse kvarterer paradoksalt kan føre til afvisning af ansøgere til boliger ud fra etniske kriterier, hvilket er en form for racediskrimination.
Denne problematik kan man uden tvivl nikke genkendende til i Danmark, i det mindste brudstykkevis. Men udviklingen af Frankrigs varme forstæder har et særligt omfang som følge af det massive sociale boligbyggeri præget af middelmådig kvalitet, ensformighed og mangel på byplanlægning, der blev gennemført fra sidst i 1950erne til midt i 1970erne.
Middelklassen flytter
Denne politik efterfulgtes af en anden, der gik ud på at stimulere udflytningen i ejer-parcelhuse, ligeledes i massivt omfang. Det betød, at de dårligste og mest omfattende dele af det sociale boligbyggeri mistede deres middelklasseelementer og blev centre for allehånde sociale problemer fra fattigdom til kriminalitet, narko og hærværk. Og da de tilbageværende dårligt stillede beboere ofte var indvandrere fra den arabiske, afrikanske og asiatiske verden, var ghettodannelsen uundgåelig.
Den nye rapport er udarbejdet af Gruppen for Undersøgelse og Bekæmpelse af Diskrimination, oprettet af socialministeren og kendt under forkortelsen Geld. Den bærer titlen Racemæssig og etnisk diskrimination i adgangen til sociale boliger.
Den dokumenterer, at indvandrere i vid ustrækning er blevet koncentreret i de mest forfaldne sociale boligbyggerier, og at de lokale præfekter og politikere ofte ser igennem fingre med boligselskabernes etniske sortering af ansøgerne eller opmuntrer til denne praksis. Det påvises endog, at de mest socialt belastede kategorier af indvandrere ofte henvises til den dårligst vedligeholdte del af boligmassen.
Nogle af disse problemer er tidligere blevet påpeget af organisationen SOS-Racisme, der f. eks. afslørede i fjor, at 72 procent af beboerne i de ældste og mest forfaldne blokke tilhørende det kommunale sociale boligselskab i Metz er af ikke-europæisk oprindelse mod kun 2,5 procent i selskabets nyeste boligblokke.
SOS-Racisme påpegede også, at visse sociale boligselskaber ulovligt noterede ansøgernes oprindelsesland i deres edb-registre. Organisationen indgav klage mod omkring 30 selskaber for denne praksis.
Hver sjette af Frankrigs indbyggere bor i socialt boligbyggeri kendt overalt i Frankrig under betegnelsen HLM (habitation à loyer modéré) opført med offentlig støtte med henblik på at holde huslejen nede på et moderat niveau.
Behovet for sociale boliger er stort blandt indvandrerne, og i sin rapport konstaterer Geld-gruppen, at 70 procent af husstandene af nordafrikansk, tyrkisk og afrikansk oprindelse ansøger om HLM mod kun 14 procent af den øvrige befolkning.
De sociale boliger er af vidt forskellig kvalitet, og når selskaberne kender ansøgernes etniske oprindelse i kraft af deres navn eller ved at kræve pasfoto og opgivelse af deres oprindelsesland i forbindelse med ansøgningen er det muligt at koncentrere dem i veritable ghettoer.
Forskelsbehandling
Geld-rapporten taler rent ud om »forskelsbehandling«.
Der er også sket en koncentration i visse kommuner, mens andre er så godt som fritaget.
De lokale politikere har »som helhed en negativ indstilling til indvandrer-befolkningerne« og insisterer på, at »byrden skal fordeles«, fast-slås det i rapporten.
Det er faktisk ud fra princippet om byrdefordeling, at regeringen har fået vedtaget en ny lov om, at alle kommuner inden år 2021 skal have mindst 20 procent HLM-boliger.
Manglende opfyldelse skal straffes med en lille bøde pr. manglende social bolig, og det ville eksempelvis betyde, at den stenrige forstadskommune Neuilly lige vest for Paris skal betale ca. 5,8 mio. kr. i bøde, hvis den fastholder sin nuværende HLM-procent 0,74.
Men loven åbner mulighed for gå sammen med andre kommuner om at opfylde kvoten, og det betyder, at kommuner, der ønsker at bevare deres renhed, kan betale andre kommuner for at tage sig af de uønskede befolkningselementer...
Ved siden af Neully ligger Levallois, der allerede har en HLM-procent på 19. Men nord for Paris finder man kommuner som Bobigny med 65 procent HLM.
Social blanding
Man har søgt at bekæmpe ghetto-tendensen ved at tilstræbe social blanding i de enkelte kvarterer.
Princippet er, at der ikke må være for mange af samme sociale kategori, og det kan betyde, at en ansøger i realiteten afvises, fordi der i forvejen er for mange i vedkommendes kategori.
Hvis den pågældende kategori (uofficielt) er social taber af arabisk, tyrkisk eller afrikansk oprindelse, betyder det, at principperne om social blanding og byrdefordeling kan føre til etnisk dis-krimination, påpeges det i Geld-rapporten.
Eksempelvis blev et afslag til en indvandrerfamilie motiveret med, at der i forvejen var »fem udenlandske familier eller familier af udenlandsk oprindelse« i en blok med 44 lejligheder.
For at modvirke ghetto-tendensen har man søgt at fordele indvandrerne efter kvoter, men disse kvoter er mange steder blevet til et loft eller en tolerancetærskel. Geld-rapporten konkluderer, at den offentlige politik fremmer det, den havde til formål at bekæmpe.
Indvandrerne udgør 8,4 procent af husstandene i Frankrig, men hele 15 procent af beboerne i HLM-blokkene. Hvis de var nogenlunde ligeligt fordelt i alle HLM-kvarterer, ville der ikke eksistere ghettoer, men indvandrerne har fortrinsvis »adgang til de mindst attraktive dele« af den sociale boligpark, konstaterer rapporten.
De triste betontårne og langstrakte betonblokke, der blev opført før 1975, og hvoraf en stor del i realiteten allerede er dømt til nedrivning det sker nu om dage med dynamitladninger huser tre fjerdedele af indvandrerne.
»Fremgangsmåden ved tildeling af lejligheder har forsætligt eller indirekte bidraget til at forvise visse grupper af indvandrere til de mest forfaldne områder af byerne og af den sociale boligpark,« hedder det i rapporten.
Der foretages en »udvælgelse, hvor husstandenes etniske og racemæssige oprindelse tages i betragtning«, både ved anvisning af en bolig og ved afvisning af en ansøgning. I et enkelt tilfælde har man konstateret, at en familie er blevet afvist som ansøger til en social bolig med den udtrykkelige begrundelse, at lejligheder i det pågældende kvarter »ikke kan lejes ud til farvede personer«.
*Dette er den første af en række artikler, hvor Information går bag ferielandets facade og rapporterer om multietnisk integration og kulturmøder, som det udspiller sig i virkeligheden
