Læsetid: 4 min.

Bag guld og glitter

Når fjernsynskameraerne stiller lidt for skarpt
20. juli 2001

(2. sektion)

Fjernsyn
Da jeg var 17 år, var jeg luder sammen med resten af pigerne i skolekoret i Christianshavns Gymnasiums opsætning af Brecht og Weills syngespil Mahagonny.
Vi lignede noget, der var løgn. Først og fremmest jo fordi vi var unge, hvalpefede eller teenageranglede og helt igennem u-dekadente – men det kunne vi nu overhovedet ikke selv se. Hvad vi derimod godt kunne se, når vi kiggede op i drengeomklædningsrummets spejle, var, at teatersminken fik os til at ligne psykotiske skrigedrager – det var alt, alt, alt for meget.
Men overdrivelsen havde en pointe: Farveladen skulle kunne ses på afstand, for tilskuerne sad jo 15 meter væk og kunne slet ikke få glæde af sofistikerede sminkenuancer – der skulle større armbevægelser til.
Om det fungerede for publikum, ved jeg ikke. Kritikken var, såvidt jeg husker, mild. Men på fotografierne ligner vi stadig psykotiske skrigedrager. Kameraer bringer jo som bekendt tilskuerne tilbage til nærbilledafstand, og blitzer fremmer farveladeeffekten.
Det gør fjernsynskameraer også. Intet kan være så flødefarvet og poleret som kunstigt fjernsyn (jeg tænker miniserier), og intet kan som fjernsyn få virkeligheden til at se lurvet, faldefærdig og farveladefarvet ud. Det er derfor, jeg vil fraråde alle barnlige sjæle, der tror på, at cirkus er det rene glitter og guld, at følge DR TV’s serie »Cirkus Dannebrog«, der i fin forlængelse af i2’s cirkustemanummer sendte sit første afsnit i onsdags kl. 20.30.

Bag manegen
»Jeg er meget hellig,« siger Agnete Enoch og tager sig en smøg. »Jeg går også en del i kirke, og jeg hader onde mennesker.« Det er premiereaften, Cirkus Dannebrog starter sin 25 års jubilæumsturné, og Agnete klistrer de falske øjenvipper på og forvandler sig fra pressechef til sprechstallmeister, mens køen af tapre børn og voksne vokser sig lang ude i regnen.
Programmet har fulgt forberedelserne til premieren, og nu ser vi Dennie Enoch pudre sig med en skuresvamp til sin cykeloptræden og den slidgigtplagede luftens dronning Isabella Enoch iføre sig en eksplosion af en blondineparyk til sit trapeznummer. Kameraet stiller nådesløst skarpt på grå hårrødder, trætte polske teltarbejdere, og mest af alt: Slid. Slid som i endeløst hårdt arbejde, og slid som i ting, der bliver brugt op.
Først bliver man næsten helt bedrøvet. Så kommer teltet op, forestillingen går i gang, og pludselig glitrer det. Kameraet flytter ud til publikumspladserne, hvor afstanden sammen med de grinende småunger leverer det helt rigtige billede; sprækker og nuancer giver plads til bravour og magi. Luftens dronning optræder som altid uden sikkerhedsline, og hendes storebror står som altid klar til at gribe hende under de farligste numre. Ude i kulissen fortæller Dennie Enoch, at hun skam er faldet ned et par gange: »Jeg har grebet hende to-tre gange. Men det er mange år siden. Og efter sådan en tur er du altså helt kaput, både i dine knogler og i din krop. I og med at du griber hende, kan du ikke arbejde de næste tre uger.« Dennie smiler skævt og synes nok, at det bare er en del af jobbet, præcis som lastbilerne der skal pakkes, cykelnummeret der skal trænes med sønnen Jimmy Enoch og vaterpasset der skal findes i en fart, så cyklerne ikke skvatter ned fra scenen.
Men alligevel er det vel det, det hele handler om. At svæve der i trapezen, guldet glitrende, hele teltet holder vejret – og storebror står dernede, klar til at gribe. Slid og slæb er pist forsvundet, og cirkus er lige som det skal være.

Vesttysk lykketræf
En helt anden skærm-æstetik, der hverken var lurvet eller poleret, men betagende smuk, faldt jeg ved et lykketræf over hos svensk TV2, der viste Werner Herzogs Fitzcarraldo lørdag aften. »Vesttysk spillefilm« lyder i sig selv sjældent så tillokkende, og en helt som Fassbinder har jeg aldrig forelsket mig i, men den gamle sure Halliwell, der har skrevet min filmbibel, havde tildelt Fitzcarraldo intet mindre end fire stjerner. Det er en ære, der normalt kun tilfalder de allermest ortodokse stumfilm, så der var ingen vej udenom.
I Fitzcarraldo vil Klaus Kinski – som er gift med Claudia Cardinale – gerne bygge en opera i den peruvianske jungle. Det kræver blandt andet, at han hæver sin kones penge og transporterer et skib over et bjerg. Filmen er lige akkurat så syret, som den lyder. Med dens ubegribelige, melankolsk-mutte indianere og skibet som den sejlende civilization-gone-wrong midt i den ustyrlige jungle er det nærliggende at forestille sig, at den er, hvad Joseph Conrad ville have skrevet, hvis han var rejst til Sydamerika i stedet for ned ad Congofloden.
Blot er ’the horror’ afløst af en gammeldags tragtgrammofon, der i al sin absurde skrøbelighed sender italienske arier ud over det endeløse brune flodvand og ind i den endeløse grønne urskov, hvor giftpilene og trommedansen holder inde i undren.
Det var altså en dejlig film. Ikke mindst fordi det altid er så skønt – omend nogle gange helt forskrækkende – når ikke-amerikanske film minder én om, at der er så mange andre måder at dreje film på end den hollywoodske.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her