Læsetid: 2 min.

Bajere og avisartikler

To gange har jeg oplevet at skrive artikler, hvis tilblivelse direkte kunne føres tilbage til omgang med spiritus. De var begge spektakulære, men havde forskellig årsag
24. juli 2001

Frihånds
Hvordan alkohol og journalistik hænger sammen, er der mange teorier om. De færreste ved dog, om den ene og den anden artikel er skrevet med bøhmand på. Måske har ædrueligheden bredt sig på de journalistiske arbejdspladser, men for en 30-40 år siden var det ligesom for forfattere gængs, at man tog sig en tår over tørsten, når man skulle vise, hvem man var og hvilken stand, man hørte til.
Der var noget fribytteragtigt over foretagendet, og selv i Informations kantine (hvor mange sære spøgelser færdedes) kunne man i slutningen af 50’erne købe både snaps og cognac, og flere medarbejdere gik rundt med en ansats, der jævnthen spædedes op med bajere i løbet af dagen. Sådan var det på de fleste redaktioner.

. Den første var selvforskyldt, den anden påført.
I urtiden samledes radioanmelderne til hørespilsaflytning i Radiohuset i Rosenørnsallé. Det foregik gerne om formiddagen. Der sad så Jens Kistrup og Svend Kragh-Jacobsen og Harald H. Lund og Inge Dam og Sven Erichsen og Svend Johansen (ja, De læste rigtigt!) lyrikeren med ørerne slået ud til bristepunktet.
Det var ikke lige morsomt altid, og en dag syntes jeg, vi fortjente en opmuntring. Det resulterede i en frokost hjemme i privaten, og den blev våd. Midt i det hele spurgte Carl Johan Elmquist, der normalt blev kaldt ’Den døvstumme’, fordi han aldrig sagde et ord, om vi skulle være dus. Det siger noget om brandertens format. Ingen var dus dengang.
Og slet ikke med ham.

Samme eftermiddag var der premiere på Svend Dyhrings hus som friluftsteater i Fælledparken. Det blev en kæmpesucces, jeg stod op og klappede som en rasende, hver gang der blev sagt »Rok op! Rok op«, og fordi det blæste så kraftigt, at nogen af kulisserne væltede.
Frederik Dessau, der var til stede pinligt nøgtern, kørte mig senere i åben vogn ind til bladet (denne avis) mens jeg stod op i bagsædet og sang. Så skrev jeg min anmeldelse, men der stod ikke andet end xzæhøåbilletulleoghypdangbok.
Jeg nåede at få anmeldelsen rigget til til næste morgen, men den var faneme ikke noget at skrive hjem om.

Næste akt foregik i Oslo, hvor mit interview-offer var den norske lyriker og skuespiller Claes Gill. Han mødte op på Hotel Viking, 11. etage iført en mappe , der rummede en flaske snaps, en flaske cognac og en flaske whisky.
Der var ingen vej udenom, og et par timer senere husker jeg dunkelt, at jeg smed hotelværelsets bibel ud af vinduet. Juhu. Ingen nordmand omkom ved den lejlighed, til gengæld kom der verdens mindste og elendigste interview ud af mødet med en af Nordens morsomste og mest fantasirige kunstnere i nyere tid.

Pointen kan enhver uddrage efter temperament. Jeg kan blot tilføje, at det ikke var kedeligt undervejs, men at det var noget lort, der kom ud af det.

*Dette er den sjette artikel i en serie frihåndstegninger, hvor Klaus Rifbjerg skitserer billeder af liv og litteratur

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her