Læsetid: 4 min.

Banken er for B-holdet

Det er alle taberne, der står tilbage i banken. Og det er dyrt at være fattig
7. juli 2001

Tanker i kø
Under et forsøg på en romantisk manøvre knækker jeg mit bankkort. Og det er noget lort, for fortsættelsen af selvsamme manøvre kræver kontanter. Så jeg må ind i banken til personlig betjening. Som i tiden før dankort og pc-bank
Så jeg går ind i Den Danske Bank på Sønder Boulevard, og jeg har pissetravlt: Jeg skal have mine kontanter og jeg skal videre. Der er nogle, der venter på mig. Forhåbentligt.
Jeg tager et nummer: 891. Og man skulle fandme tro, det var løgn. For displayet over den midterste kasse annoncerer med tre røde ciffre, at i øjeblikket eksperedes nummer 860. 31 langsomme ek-speditioner mellem mig og kassen.

Opsving ude af syne
Jeg kigger mig omkring i banken. Man kan slet ikke se opsvinget. En mand på 60 støtter sig til en krykke, snottet løber fra næsen ned over munden. Og ned på en t-shirt med røde og hvide bogstaver: Danish Dynamite.
Displayet blinker: 861 bliver til 862.
Ved siden af ham står en kvinde i lyserøde strømpebukser og græder. Hun ligner det, hun er: en luder fra Skelbækgade, der er kneppet i stykker. Hun klør sig i røven. 864.
Et skilt (866,867 og 868) over kassen bekendtgør, at gebyret for girokortindbetaling nu er steget til 25 kr. 869. Til gengæld koster det kun 1 krone over nettet! 870. De, der endnu ikke er online, skal presses på prisen. Så de kan komme med ind i netværkssamfundet. 871. Hvis de ikke har internetadgang på arbejdet, fordi de ikke har noget arbejde. Ja så må de finde et job. Der er ikke råd til blinde passagerer. Også Den Danske Bank prøver at give det der kærlige spark bagi. De vil faktisk gerne udvikle en elektronisk bank, så de kan spare udgifterne til personale og hus-leje.
Hvad ligner det så, at der stadig findes underdanskere som hævder, at de ikke har råd til internetopkobling derhjemme? Og at de ikke kan finde ud af det med nettet, fordi de ikke kan finde ud af noget af det, der foregår på arbejdsmarkedet?
De bruger deres penge på at æde og ryge og drikke vin af papkartoner, så de ikke har kreditværdighed til et dankort. Og de lever så usundt, at vi kun ligger nummer 34 i verdensmesterskaberne i det bedste sundhedssystem.
Den danske regering er skuffet, Den Danske Bank er skuffet. For det er jo alle taberne, der står tilbage i banken. Det er alle dem, der ikke må få et dankort, fordi de ikke er rigtig danskere. Og nu står de i køen sammen med mig. Og der er langt fra 873 til 74, for de to hvidklædte tyrkiske mænd forstår ikke, hvad den flinke bankassistent på den anden side står og siger. Han sveder, de sveder.

Uden for nettet
Nummer 875 er så overvægtig, at han i hvert fald aldrig tager røven på nogen som helst i en jobsamtale. Han kan ligeså godt vænne sig til at betale 25 gange så meget i gebyr, som dem, der klarer det over nettet. Og han kommer aldrig til at grine af den høje skatteprocent, når han trækker hendes nye bil og fars små sjofle gaver fra. Han shopper ikke på nettet, så han kan værsgo få lov til at betale 25 procent moms på sine
cd’ere og sine computerspil. Naive fjols! Og hans skriftlige kommunikation med omverden koster fire kroner i porto pr gang, for det der e-mail kører sgu ikke rigtig.
Som man siger: Det er dyrt at være fattig.
Fra 875 til 888 går der 21 minutter. Jeg stiller mig ud på gaden og læser en formiddagsavis. En kritisk journalist sætter spørgsmålstegn ved, om Ronaldo kommer til at spille igen. Overhovedet. En anden vil ikke uden videre tro på, at Aqua-Lenes nye patter nu også er helt nye.
Inde i banken igen. Kommer man til at tænke på Rid-leys Scotts Blade Runner. Hvor de rige og raske for længst har forladt jorden og bosat sig på nye attraktive planeter. Tilbage på jorden er der freaks: de sindssyge og de handicappede og de, der ikke har råd til at forlade jorden. Sådan er det også i de få banker, der er tilbage. 889. Der bliver færre og færre, for hvem gider egentlig satse på service og kundepleje og ansigt til ansigt, hvis alle de sjove og dynamiske og investeringsdygtige klarer det fra hjemme pc’en?
890, det er tæt på. Men jeg er ligeglad. Kommer helt sikkert for sent. Klør mig i røven. Det gør de ikke bag disken. De tørrer sved af panden.
891: jeg hæver penge og smiler. Og gør som regeringen: ser det positive i det negative. Selvfølgelig kommer Ronaldo tilbage.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu