Livø-liv
ALLEREDE inden vi overhovedet er steget ombord på nogen som helst færge, står det klart, at Livø er blevet ramt af en rystende fornyelse. Den gamle færgemand Bjarne, der altid har fragtet SFere og andet moderat-socialistisk godtfolk til de årlige SFOF-lejre på Limfjordsøen Livø, er nu definitivt blevet udkonkurreret af de grumme markedsmekanismer.
Miniline hedder selskabet der ifølge vedholdende rygter på havnekajen har en mastodont i ryggen har vundet licitationen om ruten mellem Rønbjerg og Livø. Det har sat gang i oceanstore bølger af nostalgi blandt erfarne lejrdeltagere. Intet bliver som i gamle dage. Nu er der billetkontrollører og andet kontrolvæsen ved ombordstigningen. Og det kan socialisterne ikke lide.
OG SÅDAN trives historiebevidstheden i jubilæumsåret for Socialistisk Folkepartis Oplysningsforbunds lejre på Livø, der i år afholdes for 25. gang. Lejrene blev sat i søen af SFerne Steen Gade og Ebba Strange som en redningsplanke for SF midt i 70erne, hvor partiet lå til en vælgertilslutning på kun godt to procent.
Og selv om deltagertallet år for år daler en smule, så kan man på Livø stadigvæk løbe på rigtige, folkevalgte parlamentarikere, blandet op med venstreorienterede enlige mødre eller øldrikkende ungdom og alt muligt der imellem. Kort sagt: Det er ikke en partilejr. Det er et sted for folk, der føler, de hører hjemme på venstrefløjen men ikke nødvendigvis gider diskutere politik.
I nostalgi-ridtet over Bjarnes forsvinden fra færgelejet glemmer mange, at også Bjarne har rystet socialisterne. Han skiftede engang sin færge ud med en anden! Helt pludseligt og uden at spørge. Også dengang græd de røde ud over rælingen.
Og således kunne man godt lokkes til at fastslå, at Livø står som et stift monument over venstrefløjens manglende lyst til fornyelse. Men det skal man ikke skrive så længe man selv opholder sig på øen
»FILOSOFIEN bag lejrene var, at nu måtte der skabes sammenhold hos stumperne af partiet.«
Ordene skyldes Jens Toft, tidligere mangeårigt medlem af Folketinget for SF. Og ordene falder, da han lørdag åbner jubilæumsudgaven af lejren foran cirka 170 deltagere. Og selv om Jens Toft mener, at lejrene har gjort deres til at samle SF, så begræder også han udviklingen:
»Hvert år oplever jeg øen som stadig mere friseret. Der er stadig mindre af den oprindelige natur. Der er fyldt op med vejskilte og vejene er stadig mere velfriserede og farbare for turister i pæne sko. Og dem kan vi ikke lide.«
Og dermed har han ramt kernen i det paradoks, der skal bære Informations rapportering fra Livø-lejren.
På den ene side var alting bedre engang. At udvikle øen for at tjene penge på den, er for eksempel ikke godt. Men omvendt har en af studiekredsene på lejren netop i år sat sig for at definere en socialistisk erhvervspolitik. Kendte folk vil i den forbindelse gæste lejren. På torsdag kommer ingen mindre end finansminister Pia Gjellerup på besøg. Og inden da skal socialisterne helst fremstå lidt mere afklarede omkring deres bud på en erhvervspolitik. Første punkt er at se virkeligheden i øjnene, forklarer lederen af studiekredsen Trine Bendix Knudsen, Erhvervsfremmestyrelsen.
»SFere kan ikke lide erhvervslivet, så de lader som om, det ikke eksisterer. Konsekvensen er, at erhvervslivet ikke bliver styret. Og det er dét SF er til for: Erhvervslivet skal styres. Vi skal tænke: Hvad vil vi leve af?! Kald det bæredygtigt. Kald det socialistisk. Vi skal nå frem til en fælles forståelse af hvad SFs erhvervspolitik er,« siger Trine Bendix Knudsen.
*Information rapporterer i denne uge fra SFOFs 25. ølejr på Livø.
