Læsetid: 5 min.

Belgisk balancegang

Belgien skal sikre en stabil overgang til euroen, lægge grunden for debatten om EU’s fremtid, og få styr på EU’s identitetskrise. Det sidste går ikke så godt i EU’s eneste naturlige lokalområde
3. juli 2001

Trods den fortløbende invasion af diplomater, EU-funktionærer, lobbyister og andre ikke skattebetalende professionelle, der giver stadig tættere trafikpropper i byens overhalingsbaner, elsker Bruxelles stadig EU. Hele 89 procent af byens indbyggere støtter belgisk medlemskab af EU, røber en frisk opinionsundersøgelse foretaget af avisen La Libre Belgique. Sådan skulle det gerne blive ved med at være også efter de næste seks måneder, hvor Belgien som indehaver af formandskabet sidder ved roret i EU. Belgiens liberale ministerpræsident Guy Verhofstadt, der i to år har ledet en grøn-rød-liberal koalition, har frejdigt erkendt, at EU efter det irske nej til Nice, og i det hele taget, »befinder sig i en identitetskrise, som vi ikke bør lukke øjnene for«.
Den udfordring tager han op på EU-niveau med en stor diskussion af EU’s fremtid, der foreløbig skal munde ud i en deklaration fra EU-topmødet i Leaken i december. Deklarationen skal ikke afslutte noget, snarere åbne den diskussion, der skal løbe frem til 2004, og der bliver højest tale om et belgisk fingeraftryk på diskussionens køreplan og emnekreds. Her samler interessen sig især om, hvordan præcist diskussionen skal foregå. EU’s charter for grundlæggende rettigheder blev til på en såkaldt konvent, et forum hvor både nationale og euro-parlamentarikere sad med sammen med regeringernes repræsentanter. Det er mere demokratisk end de EU-topmøder, hvor EU’s regeringschefer i en lille kreds indgår en handel om en ny traktat, som vi så det med Nice-traktaten.
Verhofstadt har samlet en lille flok kloge hoveder til at hjælpe sig. De tæller udover hans politiske rival, tidligere ministerpræsident Jean-Luc Dehaene, tidligere Kommissionsformand Jacques Delors, Italiens tidligere ministerpræsident Giuliano Amato, britten David Milliband, der er politisk rådgiver for Tony Blair, og endelig som en velvillig gestus over for kandidatlandene, er polakken Bronislaw Geremek, tidligere udenrigsminister, inviteret med.

Men én ting er identitetskrise og fremtid på EU-niveau, hvor Verhofstadt er varm fortaler for den tyske idé om et katalog, der skal klargøre fordeling af kompetencer, og vise hvad EU skal, og navnlig ikke skal, blande sig i. Når det kommer ned i lille national skala har tonen en anden lyd. Blandt de sager, Verhofstadt skal tage sig af de kommende måneder, ligger især én Bruxelles’ borgere på sinde: Hvor skal det store konferencecenter, der om få år skal huse alle EU-topmøder placeres i byen? Selv om Bruxelles’ borgere lever fint med EU, så har der også været stor utilfredshed med den måde EU’s institutioner og almindelige kontorbyggeri har bredt som ukrudt sig i det engang så smukke Leopold-kvarter.
Af samme grund lovede EU-kommissær Erkki Liikanen for fem år siden, at EU-institutionernes vækst i kvarteret skulle stoppe. Men med Nice-beslutningen om at droppe de kostbare EU-topmøder i hvert enkelt formandskabs land, ser det ud til, at Liikanens ideer er døde og borte. Verhofstadt har allerede en plan om, at konferencecenteret skal ligge ved siden af EU’s institutioner i det kontortyngede Leopold-kvarter. Og Kommissionen er diskret enig. Det har provokeret voldsomt, at Verhofstadt uden at tale med Bruxelles’ politikere har udtænkt sin plan for det ny center på 46.500 kvadratmeter, der skal ligge tæt op af ministerrådets bygninger på områder, der er udlagt til boliger. Protester kommer bl.a. fra den autonome region Bruxelles, en af landets i alt tre.
»Det er et anslag mod regionens autonomi, der ikke kan gøre andet end at nære den anti-europæiske stemning, der allerede er i andre lande,« hed det fra en gruppe byplanlæggere. Verhofstadts plan har skabt uenighed helt ind i regeringen, hvor økonomiminister Charles Picqué, har advaret mod »koncentrationens logik, der skaber ghettoisering og forter.«
Så mens Verhofstadt vil løse EU’s store identitetskrise, skaber han EU nye fjender i EU’s eneste absolutte nærområde med en bykongestil, der går på tværs af nøje tilkæmpet selvstyre.

Dagsordenen for Belgien rummer én meget stor opgave, der ikke må gå galt. Indførelsen af den fælles mønt euroen, der indføres fra årskiftet efter tre års eksistens som virtuel valuta. De praktiske og organisatoriske problemer bliver mange. Men finansminister Didier Reyndiers er fortrøstningsfuld. I sidste uge præsenterede han de belgiske planer for det økonomiske område. Helt i tegneserielandets stolte tradition, fik han hjælp af en lille tegnet figur, der talte fra et lærred til den fremmødte presse. Figuren hedder Mr. euro, og han risikerer at blive fast inventar. Bortset fra dette fjolleri havde Reyndiers også gode gamle føderalistiske ideer med i tasken, for eksempel en EU-skat. Ideen er at få en egentlig finansiering af fællesskabet via en EU-skat, i modsætning til i dag hvor EU’s finansieres via en del af momsen, toldindtægter og BNP. Ideen har fået støtte fra både kommissionsformand Prodi og den tyske finansminister Hans Eichel. Men forslaget, der skal vedtages med enstemmighed, vil også møde stor modstand, bl.a dansk. Det ved Belgien, og derfor siger Verhofstadt kun, at »det kunne være interesserant, at studere et system til en direkte eller indirekte finansiering af EU.« Og så har det jo sin naturlige plads i debatten om EU’s fremtid, supplerer Reyndiers. Han vil også presse på, for at det økonomiske politiske samarbejde mellem de 12 euro-lande formaliseres yderligere. Det vil ske på bekostning af medindflydelse til Danmark, Sverige og Storbritannien.
Endelig vil Belgien også bruge sit formandskab til at gøre EU mere socialt, bl.a. skal der sættes fokus på kvaliteten af den beskæftigelse EU arbejder på at skabe mere af. »EU’s finansministre har for stor indflydelse på det politiske niveau. Borgerne ser, at det finansielle dominerer det sociale,« sagde udenrigsminister Louis Michel til avisen De Standaard. Han blev kendt i EU i fjor for sit højrøstede engagement i aktionen mod Haider-regeringen i Østrig. Nu er han faldet pænt ned, og vil ikke have, at EU skal slå på Berlusconi lige med det samme. Michels prioriteter går nu i retning af Balkan, Mellemøsten og den tidligere belgiske koloni Congo: »EU’s udenrigspoltik har vundet enormt i troværdighed. Jeg har medvirket til en revolution på dette område de sidste to år,« siger han. EU’s og Michels evne til at styre den videre udvikling i det borgerkrigstruede Makedonien vil blive lakmusprøven på holdbarheden af denne revolution.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu