Læsetid: 5 min.

Billy Wilder – kyniker eller romantiker?

Genoptagelsen af Billy Wilders lille mesterværk ’Nøglen under måtten’ viser de modstridende tendenser hos den store instruktør
6. juli 2001


Genoptagelse
En del af nydelsen ved at se Hollywoodinstruktøren Billy Wilders film er oplevelsen af, hvordan denne østriger bruger det amerikanske sprog. Han har skabt replikker, der er blevet legendariske.
Ikke bare den sjoveste udgangsreplik i filmfarcens historie: Joe E. Browns »Ingen er fuldkommen« fra filmen af samme navn. Også den storhedsvanttige eks-stumfilmstjerne Gloria Swansons trodsige udråb i Sunset Boulevard fra 1950: »I am not big. It’s the pictures that got small!« Eller i Stalag 17: William Holdens afskedshilsen til sine krigsfangekammerater, som han måske vil møde i det civile liv efter krigens slutning: »Just let’s pretend we never met before«.
På samme måde rammer Wilder plet i Nøglen under måtten (The Apartment) fra 1960, når han lader mange af sine personer bruge en stående vending – nemlig at tilføje et -wise efter de usandsynligste ord. På dansk ville det svare til et -mæssigt. Denne fælles-jargon understreger den karakter af sammenspist frimureri, der råder i et lille udsnit af det store forsikringsfirma Consolidated Life, hvor hovedpersonen C.C. Baxter (også kaldet Buddy Boy) er en ihærdig lønslave. Ensretningen rækker helt ud i sprogets banaleste hjørner.

Karrieremageren
Wilders mesterskab i dialogen er paradoksalt, al den stund han først kom til USA som 28-årig og aldrig blev sin østrigske accent kvit. Men med den målbevidsthed, der har præget størstedelen af hans karriere, insisterede Wilder altid på at have en amerikansk manuskriptforfatter ved sin side, når han skrev sine film – helst en fast partner som Charles Brackett eller I.A. Diamond. Nok var manuskriptarbejdet en af Wilders stærkeste sider (han begyndte netop som manuskriptforfatter), men han kendte sine begrænsninger og sørgede konsekvent for, at de ikke udviklede sig til handicaps.
Mange af Wilders hovedpersoner – også Jack Lemmons C.C. Baxter i Nøglen under måtten – er moralsk kompromitterede karrieremagere, og Wilder måtte selv det meste af sit liv kæmpe hårdt for position og overlevelse. Født i 1906 drog han tidligt til Berlin for at arbejde som manuskriptforfatter på det blomstrende filmselskab UFA, men netop som han havde skabt sig et navn, måtte han som jøde i 1933 flygte til Paris (hans mor nåede aldrig væk og døde i koncentrationslejr). Efter et par fattige Pariser-år, hvor han var medinstruktør på sin første film, gik turen til Hollywood, hvor han startede helt på bunden med at lære sproget.
Vendepunktet kom, da han mødte den kultiverede Charles Brackett og i slutningen af 1930’erne begyndte at skrive til den store komedie-instruktør Ernst Lubitsch, som Wilder hele sit liv har betragtet som sin læremester. Især Greta Garbo-filmen Ninotchka blev en verdenssucces.
Men da Wilder så, hvad andre instruktører end Lubitsch gjorde ved hans manuskripter, satte han sig for at blive sin egen instruktør. Og det er karakteristisk for hans strategiske tænkning, at han lagde bevidst genretraditionelt ud med en tilsyneladende konventionel komedie The Major and the Minor (En fremmelig pige 1942) og en krigsfilm Five Graves to Cairo (Ørkenens hemmelighed 1943) – den første har dog sine listigt undergravende tendenser i udklædningen af heltinden Ginger Rogers som en 12-årig Lolita, som Ray Millands major bliver stærkt indtaget af.

Satire og romantikMed foden solidt indenfor kunne Wilder nu give frit løb for sine – efter datidens forhold – helt exceptionelt beske og usminkede dramaer om kriminel besættelse (Kvinden uden samvittighed 1944), alkoholisme (Forspildte dage 1945), Hollywood-vanvid (Sunset Boulevard 1950) og presse-manipulation (Forsidesensationen 1953).
I Hollywoods artigste og mest konforme periode rendyrkede Wilder den sviende satire og opererede konsekvent med moralsk anløbne hovedpersoner. Den østrigske indvandrer var ikke til sinds at tale sine nye landsmænd efter munden, og efter den første visning af Sunset Boulevard fnøs det store filmselskab MGM’s almægtige chef Louis B. Mayer, at »denne Wilder bider den hånd, der giver ham mad«. Hvorefter Wilder angiveligt – op i filmkejserens åbne ansigt – snerrede, at han (Mayer) kunne rende ham (Wilder) noget så grusomt.
Wilder blev berømt for sit ætsende vid, men kunne også finde på at lave romantiske komedier med sin yndling Audrey Hepburn: Sabrina (1954) og Love in the Afternoon (1957).
Han havde en blidere side, og hæfter man sig ved hans to 1970’er-film Sherlock Holmes’ privatliv (1970) og Avanti! (1974), kan man med en vis grund spørge, om Wilder i virkeligheden ikke er en romantiker, der maskerer sig som kyniker. I Holmes-filmen afdækker han blidt den ulykkelige kærlighed, der gjorde Holmes til en logistisk besat ungkarle-detektiv; og i Avanti! fremtryller han en sprød europæisk-amerikansk romance, der får Jack Lemmons stressede forretningsmand til at vende ryggen til strugglernes Amerika – til fordel for livskunstens Europa.

At være Mensch
Måske forenes Wilders hårdkogte og romantiske tendenser bedst i den af hans nyere film, der ved siden af Ingen er fuldkommen har vakt mest begejstring, Nøglen under måtten.
Et af Wilders kup er her, at han netop får Jack Lemmon til at spille sin sædvanlige moralsk angribelige hovedperson – »You see I have this little problem with my apartment,« siger Lemmon i sin indledningsspeak, og snart viser det sig, at han systematisk låner den ud til sine overordnedes uægteskabelige sidespring. I starten gjorde han det af venlighed, men nu ser han fordelene: det er godt for karrieren. Men skidt for selvværdet, når han må luske rundt i New Yorks vinterkulde, mens han venter på, at cheferne skal gøre sig færdige.
Reelt er han ikke stort bedre end en alfons, men Lemmon kan jo ikke på nogen måde være all bad: han er bare for blød i fugerne, for nidkær og ivrig efter at leve op til konkurrence-idealerne. En af storbyens ensomme stræbere og små-nørder. Forelsker sig romantisk i Shirley MacLaines elevatorpige, der går for at være en af firmaets pæne, uafhængige piger. Men nej, hun ligger i med topchefen og tilmed i Lemmons egen lejlighed.
Scenen, hvor Lemmon får sandheden at vide, viser Wilders artistiske mesterskab. Opdagelsen er knyttet til anvendelsen af et revnet lomme-toiletspejl – her afslører Wilder, hvor godt han har lært Lubitsch’ lektie: sig det ikke, vis det! Lad tilskueren selv lægge to og to sammen.
Til syvende og sidst må Lemmon lære at være et Mensch – som hans fra Europa indvandrede nabolæge siger (samtidig med at lægen komisk misforstår Lemmons dilemma). Også i Nøglen under måtten bider europæeren Wilder på en måde den hånd, der føder ham. Han er ikke primitivt anti-amerikansk, men uden den europæiske humanistiske tradition mener han næppe, man for alvor kan leve og ånde som amerikansk Mensch.
Hvert år rejste karrieremageren og arbejdsnarkomanen Wilder troligt på ferie i Europa for at holde forbindelsen ved lige. Og holde den ånd, der stadig lever i den nu 95-årige, redebon og årvågen.

*Nøglen under måtten (The Apartment). Instruktion: Billy Wilder. Manuskript: Billy Wilder og I. A. L. Diamond. Amerikansk (Gloria)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu