Læsetid: 2 min.

Blomstrende stemme

Nnenna Freelon afrundede jazzfestivalen som sidste udenlandske navn med en skinnende stund af en koncert
17. juli 2001

Jazzfestival
Det var første gang, at sangerinden Nnenna Freelon gæstede København, men næppe den sidste, da hun søndag aften optrådte med sin kvintet i Copenhagen Jazzhouse. Og Freelon fortjener afgjort opmærksomhed, for hun er en både charmerende og musikalsk sangerinde af format med stor udstråling og en stemme og stil, der lægger sig ind i den klassiske jazzsangerinde-tradition efter Sarah Vaughan, Ella Fitzgerald og Carmen McCrae. Selvom Freelon er sin egen, kan hendes sangstil sættes i perspektiv: Hendes stemmes klanglige kvaliteter kommer vel tættest på Vaughans, om end ikke med dennes fylde og nuancebredde, og hendes ligefremme og meget naturlige sangforedrag knytter an til Ella Fitzgerald.
Som jeg oplevede koncerten, blev den bedre og bedre. Freelons stemme og attitude blev stadig varmere, med flere nuancer og mere afslappet i sit udtryk. Især hendes balladefortolkninger gjorde stort indtryk, som da hun sang »Close Your Eyes« eller salmen »Nearer My God to Thee«, der blev præsenteret som en mindehyldest til de mange jazzmusikere, som på det seneste er gået bort – bl.a. trommeslageren Billy Higgins, der døde for bare to og en halv måned siden. Med sig havde Freelon et sympatisk spillende orkester, hvor især de kvindelige medspillere, den lille og høflige japanske pianistinde Takana Miyamoto og den intenst nærværende perkussionist Beverly Botsford havde fremtrædende roller, mens Woody Williams (trommer) og Wayne Bathelor (bas) stod for en solid rytmisk bund.

Stort potentiale
Nnenna Freelon har oparbejdet sit ry gennem 1990’erne, hvor hun først indspillede tre plader på Columbia: Nnenna Freelon (1992), Heritage (1993) og Listen (1994),og dernæst tre veloplagte plader for Concord, nemlig Shaking Free (1996), Maiden Voyage (1998) og senest Soulcall (2000). Og koncertens repertoire var faktisk en blanding af sange fra hele perioden med vægt på det nyeste materiale. Freelons musik bygger nok solidt på jazzsanger-traditionen med standardmelodier som en væsentlig ingrediens i repertoiret, men hendes musikalske profil er ikke antikveret. Hun omarbejder gerne materialet, så det fremstår i et nutidigt lys, og blander det med egne sange og fortolkninger af moderne popmelodier – ganske som f. eks. Dianne Reeves. Selvom de to er meget forskellige, var en sammenligning med Reeves’ fremragende koncert i sidste uge uundgåelig for denne skribent, i hvis blod Reeves’ musik og sang stadig cirkulerer dagfrisk. Lad mig sige det på denne måde: Dianne Reeves var i særklasse. Freelon gav, hvad hun havde i sig, hvilket var både professionelt og fornemt. Samme karisma som Reeves har Freelon ikke, men til gengæld en blomstrende stemme med et særligt potentiale, der næppe har fundet sin fulde styrke endnu.

*Nnenna Freelon, Copenhagen Jazzhouse, søndag

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her