Læsetid: 3 min.

Brøndby blomstrede

Vice-mestrene fra Brøndby var forrygende i målrig premiere mod AGF, mens Zuma reddede FCK’s mestre fra pinefuldt pointtab mod Viborg
23. juli 2001

Fodbold
Resultatet var som det skulle være, da FC København indledte sæsonen som forsvarende Danmarksmester med at vinde 2-1 over Viborg.
Det var spillet ikke.
Hvis meningen var at lulle spioner fra Torpedo Kutaisi i søvn før onsdagens kvalifikationskamp til Champions League i Georgiens næststørste by, så lykkedes operationen. I 1. halvleg var der meget lidt bid i angrebsspillet, for mange uprovokerede fejl i det opbyggende midtbanespil og grusomt store huller i det forsvar, der var så effektivt og stabilt i mestrenes nederlagsfri forår. Selv Jakob Laursen lavede et par bommerter, der havde kostet mål, hvis Viborgs Claus Kjærgard og Klaus Kærgård havde kendt deres besøgstid.
»Men så laver han ikke en fejl det næste halve år,« bemærkede hans gamle makker, Jakob Kjeldberg, nu studievært på TV3’s ONSIDE.
Ironien i den første kamp efter den korte sommerpause er, at den spiller, der erklærede sig træt og ferietrængende, fordi han blot har haft fire fridage, gjorde den store forskel. Subusio Zuma var på intet tidspunkt i de 90 minutter stillestående eller forudsigelig – som FCK-spillet generelt.
»Zuma kan nogle tricks som ingen andre i den danske superliga,« konstaterede Viborg-træner Kim Poulsen med lige blanding respekt for den sydafrikanske magiker – og skuffelse over, at hans folk ikke havde lukket kampen på en håndfuld kæmpechancer inden pausen.
Et mål midtvejs i 1. halvleg af den lyse angriber Søren Frederiksen, som efter en højrnesparkskombination ramte det korte hjørne i FCK-målet, og ikke pølsevognen ude på det lange stadion-hjørne, var ikke nok efter sidebyttet. Mestrene øgede trykket, tvang Viborg fem-ti meter længere tilbage på banen og holdt jyderne i den skruestik, der belaster krop og hoved, så fejl og huller opstår.
12 minutter inde i anden omgang udlignede Zuma til 11.000 publikummers jubel til 1-1. 12 minutter før udgangen på anden omgang blev den hurtige angriber, der efter tre Africa Cup-kampe for Sydafrika og blot fire fridage, matchwinner.
Træner Kent Karlsson havde sendt den lange, teknisk en-dimensionelle joker Pascal Simpson på banen. Og han gjorde lige præcis det, han som ’targetman’ kan og skal: Headede en lang, høj bold ned for fødderne af Zuma, der viftede sine opponenter til side og scorede til 2-1.
Sejren havde sin egen logik, der kunne aflæses i logistikken på bænken: FCK havde rutinerede Michael Mio Nielsen, Simpson og indkøbet fra Sunderland Carsten Fredgaard på bænken sammen med keeper Rune Pedersen. Viborgs fire unge udskiftere talte tilsammen 12 Superliga-kampe.
Sådan er forskellen på Kong Salomon og Jørgen Hattemager i den danske superliga, bare.
I det premiere-perspektiv er det svært at vurdere FCK’s muligheder i de forestående Champions League-kvalifikationsskampe mod de georgiske mestre, der har solgt 11 spillere i sommerpausen., og derpå (forhåbentlig) mod italienske Lazio.

Europa Cupsk
Der er helt sikkert meget mere i mestrene, end de viste i premieren. Men de virkede ikke som havde de læst sportsdirektør Holmstrøms dagsorden i kampprogrammet: »I halvanden time skal vi glemme alt om Champions League og koncentrere os om opgaven i Superligaen.«
Eksempelvis reagerede mestrene helt ’Europa Cupsk’ ved at trække alle 11 mand hjem på Viborgs hjørnespark. Sådan som man gør i en international kamp på udebane, hvor det handler om at holde nullet. Hjemme i Parken, med ny målmand og Thomas Røll som ny offensiv midtbanespiller, fordærvede for mange kokke maden, så Viborg-Frederiksen og de andre fodsportsfolk ikke blev dækket op.
Så var det anderledes hos vicemestrene i Brøndby, hvor AGF’eren Mads Jørgensen fik en forrygende debut som offensiv og offervillig midtbanespiller mod sine gamle klubkammerater. 5-0 var det på det individuelle plan det fuldkomne resultat af Jørgensens dybe løb, som Brøndby har manglet, Peter Madsens skarpe come back med to mål. Kollektivt var det Brøndby i nygammel 4-4-2-stil mod et AGF-hold, der hverken kunne dække op eller følge med.
Tankevækkende, at Brøndby spillede en af sine bedste kampe under træner Aage Hareide uden de to skadede – og utilpassede – svenskere Magnus Svensson og Mattias Jonsson. Så uforudsigeligt er fodbold altså heller ikke.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu