Byens nye udvikling

Ind i mellem kan det blive vældig varmt på en avisredaktion. Der sker ikke så meget, politikerne er jo på sommerferie, og det er teatrene også. En enkelt aktivist dør måske i Genova, men det kan jo ikke fylde det hele, og det er ikke lokalt. Så må man jo finde en sag, lave en vinkel og bygge en historie op. Der må være et eller andet der er helt galt derude i det bølgende sommerland. Således havde dagbladet Politiken i går fundet ud af, at Boligministeriets Bypulje blev fordelt skævt, hovedstaden har fået godt halvdelen af midlerne, og hele Jylland må deles om 30 procent. Eller 70 procent af pengene går til socialdemokratiske borgmestre, selvom der er lidt flere venstre-kommuner end socialdemokratiske i landet. Uha. Det er da en skandale – det ligner nærmest noget med pamperi eller korruption.
Men der er ingen sag. Ikke den sag. Det kontroversielle ved Bypuljen er ikke at den placerer flest midler i den hårdt trængte hovedstad, eller at de kommuner der har store sociale problemer ofte også har socialdemokratiske borgmestre. Det kontroversielle er, at pengene går til mennesker i stedet for mursten. Bypuljen er udtryk for, at regeringen prøver at fremme en helhedsorienteret bypolitik – og den prøver at fremme en bypolitik der tager udgangspunkt i almindelige menneskers drømme og forventninger frem for i planlæggeres teknologiske og æstetiske vurderinger. Det er ikke noget vi forarges over her.
Der er brug for Bypuljen, fordi det stadig er meget svært for lokale politikere at finde penge til projekter der handler om kultur og idræt, nærdemokrati, integration, svage grupper og den slags overflødigt luksus. Selv om det gang på gang viser sig, at det er det, der virker. Og for mange af de projekter, der er sat igang med kvartersløft-midler eller bypulje-midler er det et stort arbejde at finde penge til fortsat aktivitet. Så hvis man vil være forarget, må det være over den almindelige politiske uvilje til at løse de store byers problemer. En uvilje, der hænger nøje sammen med det magelige flertals manglende solidaritet med det svage mindretal: dem der bor på i de nedslidte københavnske kvarterer, i betonforstæderne og i de fattige landkommuner.
De fleste danskere synes egentlig ikke det er deres problem, at nogle tusinde bliver udstødt af samfundet hvert år. De er ligeglade med, at der findes boligkvarterer hvor næsten ingen har uddannelse eller arbejde. Og de har kun fordømmelse til overs for de unge, der i afmægtig vrede kaster sten efter en politibil eller vælter en container. Så der er ingen politisk gevinst i at give penge fra den kommunale kasse til en klub for indvandrerkvinder eller et lokalhistorisk projekt i en betonforstad.
Bypuljen er sølle 96 millioner kroner over fire år, bevilget dengang Jytte Andersen var By- og Boligminister. »Til fremme af lokale bæredygtige samarbejdsprojekter om byudvikling.« Til at modvirke den opsplitning af samfundet, der truer med at opløse demokratiet. Til at fremme integration, fælleskab og tryghed. Vi danskere kan ikke redde verden. Men vi kan gøre noget for at forbedre vores eget samfund, for at modarbejde afmagten og afpolitiseringen. Vi kan udvikle nye demokratiformer, nye politiske rum, nye samtaler, der er baseret på respekt for hver enkelt borger – uanset dennes alder, køn, indkomst og oprindelse. Former der begynder nede fra i stedet for oppefra. Og Bypuljen er en lille, svag og utilstrækkelig begyndelse på den proces. Man kunne ønske sig, at regeringen havde mod til at formulere en hel politik, der var ligeså åben som bypolitikken, at den turde fyre populisterne og markere et klart standpunkt: for fællesskabet, mod mageligheden.
Mange af de projekter der får penge fra Bypuljen har et kulturelt udgangspunkt. Vi har ofte nævnt kunstnergruppen CUDI’s projekt i Vollsmose her i avisen, som et eksempel på den nye generation af værker der er integreret i livsverdenen. Og en anden kunstnergruppe, Superflex har et tilsvarende projekt i gang i England. Men det har måske været mindre tydeligt, at de arbejder i et etableret rum i samfundet. At der allerede findes et felt hvor kunst, kultur, integration og politik flyder sammen. En masse af de engagerede ildsjæle, der arbejder for at forbedre livet i de belastede byområder har opdaget, at kunst, kultur og idræt ikke er luksus, der kommer efter de materielle forbedringer, men en nødvendig forudsætning for at etablere en lokal identitet, et fælleskab, der kan værne om byens mennesker, huse og rum. Det gælder i øvrigt også i den rigtige slum, i Brasilien, USA og Afrika. Overalt har man opdaget at teater, musik, dans, billedkunst og lignende kan åbne nye fælleskaber og dialoger. Det fællesskab, der tager udgangspunkt i kampsport for drenge, kan ende med aktiv deltagelse i en bydels udvikling, og måske en dag i den store politik. Når kunsten har genfundet drømmen om at være med i samfundet, er det også fordi samfundet har genfundet sin interesse for kunsten. På den måde hænger tingene sammen.