Læsetid: 5 min.

Chiracs ’tour de force’

Trods stadig nye afsløringer om korruption forsvarer præsidenten sig habilt – med et angreb på regeringen – og han er stadig populær
26. juli 2001

Trods stadig nye afsløringer om korruption forsvarer præsidenten sig habilt
– med et angreb på regeringen – og han er stadig populær

Afsløringen af, at Jacques Chirac som en anden mafia-boss har betalt rejser for millionbeløb med bundter af pengesedler – i stedet for med check eller kreditkort, som loven kræver det for sådanne beløb – kunne forlede til at tro, at hans dage som Frankrigs præsident nu er talte. Så meget mere som disse graverende fakta kommer oven i en lang stribe af korruptionssager, hvor Chirac gang på gang er blevet nævnt som hovedperson.
Ganske vist har det hidtil vist sig umuligt at fælde Chirac juridisk, fordi han endnu er beskyttet af sin immunitet som præsident. Til gengæld kunne man forestille sig, at de franske vælgere vil benytte lejligheden til at afskedige ham ved præsidentvalget om knap ni måneder, men det er langtfra sikkert. Ganske vist er hans popularitet dalet på det sidste, men nye meningsmålinger tyder på, at han stadig har gode chancer for at slå sin sandsynlige modkandidat, premierminister Lionel Jospin.
Mens man i udlandet finder afsløringerne dybt kompromitterende – sagen er blevet slået stort op i medierne i mange lande, og navnlig den britiske og amerikanske presse har givet Chirac en hård med medfart – synes de franske vælgere at være langt mere overbærende.

Hvis meningsmålingerne taler sandt, må man konstatere, at ’affærerne’ – den dagligdags betegnelse for korruptionen – kun spiller en marginal rolle for franskmændenes bedømmelse af politikere. Det kan skyldes den opfattelse, at ’alle politikere er mere eller mindre korrupte’ – eller måske, at en mand, der har format nok til at kæmpe sig op til præsidentposten, nu engang må have visse særrettigheder.
Hvor udbredt er denne opfattelse, og hvor udbredt er den modsatte – der nu kommer stærkt til udtryk i medierne – at ingen bør være hævet over loven? Det vil man få et fingerpeg om på valgdagen.
Helt bortset fra affærerne er det gådefuldt, at en præsident, der ingen resultater har at opvise, fordi han ikke har regeringsmagten – og som ude i verden kun er kendt for at have beordret atomprøvesprængninger i 1995 og for bestandig at være i bagmandspolitiets søgelys – kan hævde sig i konkurrencen med en regeringschef, der lægger navn til en lang periode med økokomisk opsving og stærkt faldende arbejdsløshed – plus flere populære reformer.
En del af forklaringen på denne gåde er, at præsidenten har fuldstændig frihed til at kritisere regeringen ved enhver given lejlighed, finde alle dens svage punkter, bore ubarmhjertigt i enhver konflikt og tage parti for alle, der har noget at indvende mod regeringen. Mens regeringschefen sidder med arbejdsbyrden og ansvaret – og risikoen for at slide sin popularitet op i dagligdagens uundgåelige konflikter i løbet af en årrække.

Sådan er rollefordelingen i toppen af den Femte Republik. Den taktik, som Chirac i dag bruger mod Jospin, brugte præsident Mitterrand nådesløst mod Chirac, da denne var regeringschef 1986-88 – med det resultat, at præsidenten blev genvalgt med et stort forspring ved præsidentvalget i 1988.
Sidst har Chirac med stor habilitet udnyttet sin strategiske fordel med et sønderlemmende politisk angreb på regeringen. Det bedste forsvar er som bekendt et angreb, og det er til en vis grad lykkedes præsidenten at bortlede opmærksomheden fra affærerne.
Lad os rekapitulere. Bagmandspolitiet og undersøgelsesdommerne, der beskæftiger sig med korruption og ulovlig partifinansiering i Paris i de år, Chirac var borgmester og formand for partiet RPR, ønsker opklaret, hvorfra de kontanter stammer, hvormed Chirac i årene 1992-95 betalte flybilletter, hoteller m.m. for sig selv, sine venner og sin familie. Det samlede beløb er ikke, som præsidentens medarbejdere hævdede efter afsløringen, mindre end først opgivet, men større – det er nu opgjort til over tre mio. kr.
Affæren om kontanterne kom frem umiddelbart før den nationale festdag den 14. juli (til minde om en revolution, der navnlig ville ’afskaffe privilegierne’!). På denne dag holdt Chirac som sædvanlig en tv-tale til nationen, maskeret som ’interview’ – med tre journalister, som præsidenten selv havde udvalgt og instrueret. Det eneste præcise spørgsmål, der blev stillet om affærerne, besvarede Chirac med at sige: »Jeg vil besvare dette fundamentale spørgsmål,« – hvorefter han talte om noget helt andet og ignorerede spørgsmålet fuldstændigt.
Takket være denne maskerade kunne Chirac vige uden om den aktuelle affære og i 30 minutter rette en bredside mod regeringen. Han påstod bl.a., at arbejdsløsheden var faldet mindre i Frankrig end i andre europæiske lande, at budgetunderskudet og statsgælden var løbet løbsk, købekraften faldende, kriminaliteten og usikkerheden stigende. Disse påstande er bagefter blevet gendrevet af den ene minister efter den anden, og i regeringskredse beskylder man Chirac for at lyve uden at blinke. Men selv Jospin har erkendt, at den belejrede præsidents udfaldsmanøvre var ’politisk velgennemført’.

Det er hvad man på fransk kalder en ’tour de force’ – en kraftpræstation. Chirac førte krigen over i fjendens lejr, idet han angreb regeringen på alle fronter – sikkerhed, økonomisk og socialpolitik, statens autoritet osv. Uden frygt vovede han sig helt ud i parodien, da han talte om »kræfter, der vil svække vore institutioner... knuse staten« – og antydede, at mistankerne og anklagerne mod ham selv var et resultat af denne undergravende, tilsyneladende krypto-kommunistiske virksomhed...
Chirac har hævdet, at hans lager af kontanter stammer fra de hemmelige fonde, som alle franske regeringer disponerer over, og som var en del af hans legale indtægter, da han var premierminister 1986-88. Samtidig lykkedes det ham i 14. juli-’interviewet’ at fremstille systemet med hemmelige fonde som en skandale – for den nuværende regering!

Kort sagt, Chirac får lov at bestemme dagsordenen – kriminalitet, usikkerhed, statens autoritet, hemmelige fonde osv. Med sin agressive taktik er det også lykkedes ham at skabe en vis samling i sin egen lejr, den længe splittede franske højrefløj, og at profilere sig som dens ubestridte leder, beundret og mere kamplysten end nogensinde.
Ligesom dopingskandaler og pengefims næppe har svækket kulten omkring Tour de France, synes korruption ikke at skade Chiracs popularitet i sønderlig grad.
Mens regeringspartierne og venstreopinionen mere og mere foragter Chirac som en kynisk og gennemskuelig demagog, viser han sig endnu en gang som den gamle drevne kampagnepolitiker, en uopslidelig veteran, der allerede tjente sine sporer i 1960’erne – og første gang var regeringschef for 25 år siden.
Han har givet startsignalet til valgkampen, og den tegner til at blive skånselsløs. Som Le Monde skrev efter Chiracs 14. juli-offensiv: »Det er krig. Frontal, brutal, total.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu