Læsetid: 5 min.

Cola er bedst på islandsk vand

Det begyndte med tyggegummi og Coca-Cola. Siden kom Elvis-håret og fast food. Men islandske kokke kan stadig udkonkurrere den amerikanske madkultur
28. juli 2001

.

Island
REYKJAVIK – I de fleste islandske supermarkeder er sodavandshylderne delt op i to afsnit: Et til Coca Colaerne og et – ofte mindre – afsnit til alle de andre sodavand, der findes på markedet.
Det er næsten en kliché at sætte lighedstegn mellem colaflasken og amerikaniseringen. Men hvis man alligevel gør det og bruger det som målestok for USA’s påvirkning af den islandske kultur, kommer man ikke udenom, at amerikanerne eftertrykkeligt har sat sine spor i den islandske hverdag. På den anden side kan forbruget af et bestemt produkt alene vel næppe være tilstrækkeligt til, at der kan tales om kulturimperialisme.
Omfanget af amerikaniseringen i Island diskuteres jævnligt. Mange mener, at Island efterhånden er blevet et lille stykke USA hvad kulturen angår. Andre har svært ved at få øje på den massive påvirkning fra den anden side af Atlanten.
Snarere er udviklingen i Island karakteriseret af den stigende grad af globalisering, som man oplever overalt i den vestlige verden, mener de.

Amerikanske soldater
Ikke desto mindre er der nogle historiske grunde til at tale om amerikanisering i stedet for globalisering. De første amerikanske soldater kom til Island under Anden Verdenskrig. De tog hjem igen i 1947, men havde stadig lov til at benytte sig af lufthavnsbasen i Keflavik, og i 1951 blev den amerikanske base etableret i Keflavik. Det skete under omfattende protester fra befolkningen. Måske især fordi Island i 1944 blev udråbt som selvstændig republik, så selvstændighedsfølelsen fyldte meget. Men handelsforbindelserne til USA betød mere for den islandske regering, og kontrakten om basen blev underskrevet.
Kritikerne mener, at man fra amerikansk side udelukkende tænkte på egen sikkerhed, idet Island havde en strategisk meget heldig beliggenhed. USA kunne fra islandsk jord beskytte sig selv mod angreb fra det tidligere Sovjet-unionen.
Med amerikanernes tilstedeværelse under krigen var Coca Cola og tyggegummi allerede slået igennem. Allerede fra 1941 blev der brygget Coca Cola på licens i Island. I det hele taget tog mange af de unge imod livsstilen fra USA med kyshånd. Selv da Island under store protester i 1949 blev medlem af NATO, rokkede det ikke ved den kendsgerning, at den amerikanske kultur forlængst havde skabt mode. Folk havde også som følge af Marshallhjælpen fået flere penge mellem hænderne, og det var gode tider i Island. Da den amerikanske hær rykkede ind på basen i 1951, kunne soldaterne modtage radio fra hjemlandet. Underholdning og patriotiske programmer blev sendt i stor stil for at holde modet oppe blandt de udstationerede. Denne radiokanal blev kaldt for ’kana-radio’, en forkortelse af amerikaner-radio. Den kunne man også lytte til i det meste af det sydvestlige Island, hvor størstedelen af befolkningen boede – og stadig bor. Radioen var for mange islændinge et vigtigt indslag i hverdagen, selvom andre af princip ikke ville lytte med.
Med radioen fulgte Elvishår, popmusik, biograffilm og amerikanske cigaretter. Også sproget blev påvirket, da man begyndte at bruge amerikanske ord i det islandske for at vise, at man virkelig var med.

Gamle smugkiggere
Fire år senere fik hæren lov til at sende amerikansk fjernsyn under forudsætning af, at det ikke måtte kunne tages i Reykjavik små 50 km. væk. Men tæt på basen kunne dem, der havde fjernsyn, se programmerne fra USA, og mange af smugkiggerne siger den dag i dag, at det havde stor indflydelse på deres engelskkundskaber. Da sendeforholdene et par år senere blev forbedret, kunne endnu flere følge med, og da det islandske statsfjernsyn blev etableret i 1966, var mange forlængst forvænt med at få den amerikanske tv-kultur direkte ind i egne stuer. Det blev ligefrem diskuteret i medierne, om man ikke lige så godt kunne gøre Island til den 51. stat i USA, fordi påvirkningen derfra var så stor.
Imidlertid begyndte det at bekymre de andre nordiske lande. En af grundene til, at det nordiske kulturcenter i Reykjavik, Nordens Hus, blev etableret i 1968, var bl.a. at dæmme op for den amerikanske kultur, der strømmede ind over Island – som så mange andre lande.
Der er både kulturforskere og politikere, der vil mene, at USA ikke har sat så stort et fingeraftryk på Island, som især den politiske venstrefløj hævder. Det var ikke amerikanere, snarere den stigende internationalisering, der førte en ny livsstil med sig. Rejselystne islændinge drog ud for at studere eller tog på sommerferie for at slikke sol og vendte hjem med nye vaner.

Holder fast i fårehoved
Så selv om pizza og færdiglavet mad i supermarkederne er populært, behøver det ikke at være på grund af USA, og i øvrigt trives den gastronomiske finkultur side om side med de udbragte pizzaer. I hvert fald har adskillige islandske kokke vundet medaljer ved internationale konkurrencer. Mange islændinge holder også fast i de madtraditioner, der knytter sig til højtiderne. Rype til jul, lam og fisk både til hverdag og fest og andre mere eksotiske retter som kogt, syltet fårehoved, haj osv. Også nationaldagen den 17. juni er en vigtig begivenhed.
Måske har de andre nordiske lande været bekymret på Islands vegne, fordi Island er et forholdsvist ungt moderne samfund. Den omfattende udvikling er sket på rekordtid siden Anden Verdenskrig. I resten af Norden er udviklingen sket over længere tid og har måske derfor ikke virket så voldsom.

Rent vand i colae n
Ikke desto mindre har den amerikanske kultur godt fat i de islandske forbrugere. Op mod 90 procent af fjernsynsprogammerne er engelsksprogede, i biograferne vises der langt flere amerikanske end europæiske film, og intet sted i verden drikkes der mere cola per indbygger.
Turister fra USA er der også begyndt at komme flere af, og de kan opleve en særlig islandsk udgave af amerikaniseringen. F.eks. når de går på indkøb. Forleden bad et par amerikanere i et supermarked om at få en særlig islandsk sodavand til at tage med på udflugt.
»Tag en cola. Den fås ikke bedre end her, fordi det islandske vand er det reneste i verden, lød det kække svar fra en ekspedient.«

*Rikke May Kristthórsson er underviser i dansk ved Islands Universitet og freelancejournalist

*Sommerens artikler fra Informations Verdensredaktion kan læses på tema.information.dk

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu