Læsetid: 16 min.

En dag i Islam

Jeg konverterede til Islam og giftede mig med min kæreste den 19. april 2001. To dage efter begyndte jeg at banke hende og spise hvidløg
21. juli 2001

Jeg er etnisk dansker, af danske forældre, bedsteforældre, født i Odense, opvokset i Nordsjælland, muligvis med jødiske aner via min mormor.
. Jeg har nogle geder oppe i min lejlighed, som jeg sommetider slår ihjel på en bestialsk måde, mens jeg råber »Gud er stor«. Derefter plejer jeg at smøre mig ind i blodet fra dyrene. Jeg vasker mig kun sjældent og forhindrer folk i at sparke mig bagi, når jeg beder, ved at have en kalashnikov skjult under bedetæppet. Jeg deltager regelmæssigt i gruppevoldtægter sammen med mine venner fra moskeen. Når jeg i min muhammedanske dovenskab ikke gider voldtage nogen, nøjes jeg med at råbe efter danske piger på gaden. Helst ord som »luder«.
Morgen
Og så vågner jeg og opdager, at det er et mareridt, jeg har haft efter at have læst for meget i Fremskridtspartiets Danmarks Fremtid, set for mange spisesedler fra Ekstra Bladet, hørt for meget på diverse ’medieperkere’. Mine første ord til mig selv, når jeg vågner, er »La-ilaha il Allah, Mohammad razul-Allah« – Der er ingen anden gud end GUD, og Mohammad er Hans sendebud. Således bekræfter jeg som det første, når jeg træder ind i en ny dag, at jeg er muslim; en som stræber efter Guds fred ved at underkaste mig Ham alene. Således befrier Han mig, ved sin nåde, for begæret efter sex, status, magt, tilbedelse, penge, symboler. Dette er sand frihed, at mine tanker og min ånd kan bevæge sig frit og at min kontakt med mine medmennesker kan være uden bagtanker.
Fordi jeg er gift og således har forpligtet mig til ansvar for min kones velbefindende, ihukommer jeg min rolle som hendes mand og ryster drømmen af mig. For Mohammad (Guds fred være med ham) er Allahs sendebud, og han har sagt »ægteskabet er halvdelen af religionen« – det er der, i det mest intime forhold, man virkeligt kan vise for Allah, hvor god en muslim man er. Så jeg vækker hende med kys og kærtegner hendes elskede ansigt og kalder hende »min elskede hustru«. Og spørger, hvordan hendes søvn har været. Hun bekræfter sin kærlighed til mig og vores ægteskab, og da vi har talt lidt og ligget lidt og nusset, spørger hun, om hun skal lave morgenkaffen. Jeg siger: »Jeg takker Gud for at have fået så god en hustru« og hun smiler på den særlige måde, hvorpå kun kvinder smiler, når deres omsorg værdsættes, og går ud i køkkenet.
Jeg ligger og nyder solen, som sniger sig ind igennem de tunge gardiner, som beskytter min kones skønhed mod fremmede blikke. Og jeg mediterer i det stille over, hvordan jeg, som det er kotume i den tidsalder og kultur, hvor jeg er vokset op, plejede at stikke mit sexliv og dets eskapader op i næsen på andre mennesker, og nu sørger jeg for, at der ikke engang er en risiko for, at genboen ser et glimt af vores nøgenhed igennem et vindue. Jeg takker i mit stille sind ydmygt Allah for, at han har udvalgt mig til at blive muslim.
Min kone kommer ind med kaffen og vi sætter os sammen i sengen, så vi ikke kan ses fra vinduerne, og jeg lemper på gardinet. Rummet fyldes med lys. Vi taler frem og tilbage om dagens planer og koordinerer. Det er mandens opgave at hente og betale maden. Det er så tilgengæld kvindens opgave at tilberede den. Men der er ingen tvang: Hvis man kan komme til enighed, kan man frit bytte det om. Opstår der uenighed, adlyder man reglerne, og der er regler for det meste. Dette har fjernet hovedparten af vores endeløse småskænderier. Vi kommer til at snakke om i går, hvor jeg var træt og bad hende hente sine cigaretter selv. Men mørket var faldet på , og jeg ville ikke kunne forsvare, hvis der tilstødte hende noget på gaden. Så jeg hentede cigaretter med stoltheden over at være en god mand for min hustru og dermed en god muslim. Min kone blev så glad, at hun overøste mig med kys og andre ting, hvormed en kvinde kan vise sin tilfredshed med en mand og omvendt. Nu, i morgenens sollys, stryger jeg hende over håret og fortæller hende, at vores ægteskab forklarer mig Koranens ord om, at i Paradiset vil man kunne genkende smagen af frugterne. Allah giver Sine slaver en forsmag, ved Sin Nåde.
Min hustru har travlt med at skrive sin årsopgave i socialvidenskab, og for at lette hendes byrder tilbyder jeg at lave morgenmaden, så hun kan komme i bad. Vi er endnu ikke nået til et punkt, hvor vi kan stå op kl. 03 og bede første bøn, så vi beder den om morgenen. Jeg spørger min hustru, om hun vil bede, men hun stresser for meget. Jeg husker alle de ældre muslimers advarsler om ikke at fare hurtigere frem, end man selv kan følge med. »Jakob, det vigtigste er jeres intentioner om at være muslim. Hvis Allah vil, så følger handlingen med.« Og de har haft ret. Det bliver nemmere og nemmere. Jeg vil ikke gøre min hustru mere stresset, opgaven vejer tungt over hende og jeg ved, at det piner hende nok i forvejen, at hun ikke overholder bønnerne.
Vi spiser, hun stormer ud af døren for at møde sin projektpartner, og jeg gør wudu – den rituelle afvaskning i brusebadet efter det almindelige bad. Tidligere gjorde jeg det, fordi det er påbudt, før man beder, og jeg indrømmer, at jeg sløsede med det. Nu er det min måde at rense selve min sjæl på, så jeg er klar til et personligt møde med Den Barmhjertige. Som en anden dansk konvertit forklarede: »Når du gør wudu rengør du dig på et niveau, så du er klar til at stå ansigt til ansigt med din Skaber.« Og Han beder ikke om meget, for Han ønsker at gøre det nemt for sine slaver. Jeg vasker mig i Hans navn: hænder, mund, næse, arme, ansigt, hovedet, ørerne, fødderne, og siger trosbekendelsen. Jeg er nået til et punkt, hvor jeg kan mærke fysisk og psykisk forskel på, om jeg er i wudu-tilstand eller ikke. Der er ingen anden gud end Gud, og Mohammad er Hans profet.

Morgenbøn
Jeg gør Salah Fajr, morgenbønnen. Jeg reciterer den første sura af Koranen og starter med at takke inderligt for den nåde, Han har vist mig, for den kærlighed, han har sat mellem min hustru og jeg, for den lejlighed, vi bor i, for Hans forsyninger til os og for, at Han har valgt os til at blive muslimer. Jeg lovpriser Hans magt og Hans Nåde, som er over min forstand. Med ansigtet mod bedetæppet beder jeg om, at han yderligere må forstærke vores tro, gøre os tålmodige og barmhjertige mod hinanden, at jeg ikke må misbruge de beføjelser, religionen giver mig over min hustru, så jeg vil blive kastet i helvedes-ilden, men at al hovmod og gerrighed og egoisme må blive fjernet fra mit hjerte, og at han må åbenbare, hvordan jeg underkaster mig Ham endnu dybere. »Dette er den store sejr«, som Koranen beskriver. Jeg beder til, at Han vil velsigne vores projekter og målsætninger, og beder om, at vores fejl og overtrædelser må blive tilgivet af Den Tilgivende. Det går nemt i dag. Mit ego slipper mig allerede i anden nedkastning, og min tilbedelse løber frit, jeg husker de få arabiske udsnit, jeg kender. Jeg afslutter som foreskrevet med at hilse med »Fred være med dig« til højre og venstre. Det er til de to engle, som sidder på hver skulder for at nedskrive mine handlinger, og til alverden for at dele af den overflod af fred, min Herre giver mig.

Dua
Så gør jeg Dua – fri bøn. Jeg beder til, at begge grene af min familie og den nytilkomne gren må blive beskyttet mod alt ondt, og at Han, Den Alvidende, vil passe på min lillebroder, som sejler ved The Great Barrier Reef.
Jeg beder til, at hele menneskeheden trods vores groteske gerrighed, fiktive selv-tilstrækkelighed og egoisme må blive tilgivet, for uden Hans Nåde vil vi med sikkerhed destruere jorden og blive udslettet som folkeslagene før os, der også troede sig mægtige, indtil Allah gjorde dem til støv. Jeg bekræfter Allahs Absolutte Enhed og beder om, at jeg må modtage Enhedens nåde igennem min underkastelse, leve op til mine forpligtelser som muslim og betale Zakah til de fattige og nødlidende, adoptere et forældreløst barn og forsørge min kone. At han vil øge troen hos alle muslimer og forstærke vor Gudsfrygt, så de vantros planer om at så splid og had må blive til intet og menneskeheden må blive samlet i kærlighed til hinanden igennem underkastelse til Ham alene, Nådigheden og Barmhjertigheden er Hans Navne.
Tvivl
Jeg er rigtig godt tilfreds med mig selv og går i gang med at forberede en samtale med en kunde. Jeg er freelancer og lever af at sælge mine evner. Jeg ringer, han viger uden om, jeg taler frem og tilbage med ham, holder på, at tilbuddet er fordelagtigt, spørger, hvad problemet er, der er uklarhed. Aftaler at ringes ved, når han har gennemgået økonomien. Jeg har en time tilbage, før jeg skal ned i Moskeen, og beslutter mig for at tage dagens større opgaver derefter. Jeg sætter mig til at læse i Koranen, mens jeg tænker over, at jeg lige leverede sådan en god bøn og følte mig så meget i kontakt. Og alligevel undslipper den opgave, som jeg har investeret så meget i og haft sådan et håb til, mig kontinuerligt. Jeg defokuserer, og så sker det værste, der kan ske for en muslim. Koranen nægter at åbne sig. Ingen af ordene giver mening, jeg synes, den er fyldt med gentagelser om vantro og helvedes-ild. Der er for mange regler. Den er primitiv. Så hurtigt falder straffen for hovmod (Allah gav mig en god bøn ved sit nærvær, ikke omvendt) utålmodighed over arbejdet (En muslim giver ikke op, men søger ved konkret handling sin Herres nåde). Hvis du åbner Koranen med lukket hjerte, lukker bogen sig som en saks og gør din vantro åbenbar. I stedet for at bede igen eller meditere over denne smertefulde tilstand gør jeg det, de fleste vesterlændinge gør i sådan en situation. Tænder for tv for at undslippe tilstanden, hvori man skal mærke sig selv og tage stilling.

I moskeen
Khalid, min ven og broder i Troen, hvis ro, integritet, venlighed og omsorg var med til at føre mig til Islam, ringer, han tilbyder at samle mig op i bil på vej til fredagsbønnen. Jeg takker ja, men inde i bilen kan jeg ikke forklare for mig selv, hvad der sker og er bange for at lyde barnlig. I stedet for at se min broder ser jeg en beduin fra Jordan, en fremmed. Når jeg ser ud af vinduet, ser jeg undertrykte kvinder i lange gevandter og selvstændige, letpåklædte danske kvinder, som elsker og er stolte af deres kroppe. Da vi træder ind i moskeen, ser jeg kun grimme teak-vægge, der ikke matcher bedestolens mørke træsort. Jeg ser smagløst påklædte udlændinge med Achmeds Pizza skrevet på ryggen. Jeg, som laver grafisk design og har arbejdet blandt nogle af landets dygtigste, falder direkte i design-fælden og ser kun hvor smagsløst, farverne er sat sammen på en plakat for Islamisk Kulturuge. Hele hamburger-kulturens fascination af facade og overflade sidder som en prop i min kranspulsåre. Med ét forstår jeg, hvilket helvede Ulla Dahlerup, Morten Messerschmidt og alle de andre befinder sig i og jeg frygter, at det kan ses på mig, at min afstumpethed og mit indre mørke lyser ud af mig.
Abu Laban, trossamfundets Imam, går på talerstolen. Han er flygtet fra Palæstina og er ikke i tvivl om sin tro. Oversættelsen knaser i høresneglen; Som Imamen taler sig varm, bukker øresneglens oversættelse under for hans skrigeri.
»Hvad bilder FN sig ind at tillade jøderne at overtage et muslimsk land, bortdrive folk fra deres jord, importere hundrede tusinder polakker, russere og amerikanere, som aldrig har åbnet Torahen og myrde de oprindelige beboere, efter at disse i hundreder af år har givet jøderne ret til at praktisere deres religion og betalt Zakah til deres fattige? De har USA på deres side, og de har fly og kampvogne, men vi har Allah!«
Jeg tænker kun: Hvad laver jeg veluddannede menneske, opvokset i verdens mest overlegne og oplyste kulturs mest overlegne land dog her, i dette krigsliderlige kaos.

Fællesbøn
Og så starter Salah Duhr. De troende kaldes til bøn: »...Kom til bønnen, kom til bønnen, kom til Sejren, jeg bevidner, der ingen anden Gud er end Allah, og Mohammad er hans sendebud…« De troende rejser sig fra deres siddende stilling, nogle mumler bekræftende, menneskehavet bølger, så rækkerne dannes. Jeg kommer væk fra Khalid, høfligt bydes der plads for dem bagved, så de kan komme op foran, og rækkerne sluttes tæt. Jeg står ved siden af en somalier i joggingtøj, vores øjne mødes og han gør tegn til, at jeg skal rykke tættere på . Jeg ser undrende på ham, og så husker jeg en anden mand, som ved mit bryllup sagde: »Vi står skulder ved skulder, for at Shaytan ikke skal trænge ind imellem os.« Og med ét åbnes mine øjne. Jeg ser ikke længere en somalisk indvandrer. Jeg ser kun et menneske, som er sammen med mig om at tilbede vores fælles Skaber, og som ønsker for mig alt godt, han ønsker for sig selv. Han er min broder, som var vi kommet af samme skød. Vi stiller os skulder ved skulder og fod mod fod. Danskere, algiere, egyptere, syrere, palæstinensere, malianere vendt mod det hus, Abraham (Guds fred være med ham) byggede for at bekræfte Guds første åbenbaring, Torahen. Og det samme gør amerikanerne, irerne, franskmændende, kineserne, malayserne og alle andre, som tror på den Eneste og på, at Mohammad er Hans sidste sendebud.
Vi underkaster os ikke nationale grænser, for de vakler og forsvinder, vi underkaster os ikke økonomiske systemer, som udpiner befolkninger og jorden, som vi har ansvar for, vi underkaster os ikke politik og ideologier, som er menneskeskabte og fører til griskhed og krig for berigelse. Vi underkaster os alene Allah, Rabbil Alamin, Verdenernes Herre, Herren over det skjulte og åbenbare, hvorfra alt er kommet og alt skal vende tilbage. Dette, og dette alene, er den store sejr.
Jeg står i over en time uden for Moskeen og taler med folk. Jeg giver de penge, jeg har på mig, til kassen, og da jeg bliver sulten, køber min broder Noah fra Egypten mad til mig. Han vil ikke høre tale om gæld. »Det er bedre for mig at give, min belønning er hos Allah.« Jeg taler med Abdul-Rahman, en 19-årig eks-katolik der konverterede som 15-årig og nu forstår arabisk. Jeg beundrer hans mod og tro, men tier, for jeg ved, at han ville sige som de andre muslimer, når man taler til deres hovmod: Al pris tilkommer Allah, ikke mig. Styrket i hjertet og mediterende over den Nåde, som er kommet til mig, oplever jeg Islams fællesskab. Det er ikke en Lyt-til-dit-eget-blodomløb-med-benene-i-en-sjov-stilling-religion. Den er NU, og HER, med mennesket foran dig, uden præsteskab, lige for alle, som kristendommen var i sin oprindelige form, da Jesus, Guds fred være med ham, gav den jødiske lovbog dens indhold tilbage, og dermed forberedte menneskeheden på den endelige Åbenbaring, Al-Qu’ran.
På vej hjem ser de samme gader nu pludseligt anderledes ud. Al angst og forvirring er fordampet. Jeg passerer en hoben mennesker samlet om noget, der åbenbart er et traffikuheld. Politi og ambulance er kommet, de prøver at holde den blodliderlige menneskemasse borte; der er intet, jeg kan hjælpe med andet end at holde mig væk og bede for, at Allah må have barmhjertiged med ofrene. Hvorfor skulle de rammes? Kun den Al-Vidende ved det. Jeg ser en hjemløs mand på ca. 40, med sin papkasse. Jeg skal lige til at fortælle ham, at jeg lige har brugt mine sidste penge, da der ved et mirakel dukker en hidtil uopdaget mønt op, og jeg giver og veksler ord med ham om ulykken. Gennemsnitsindkomsten i Danmark er over 200.000 om året. Der ligger tre-fire småmønter i hans kasse. Er det et samfund? En dansk kvinde på ca. 25 kommer ud af en butik. Hun er 15 kilo under sin normalvægt og har en barm, som kun kan være lavet af silicone. Hvor glad for sin krop er hun? Hun ser, at jeg kigger, og jeg slår blikket ned for at vise min respekt for både hende og min hustru. Jeg kender kvindens type fra bylivet; man sidder over sin carls special og taler om liv og død og kærlighed, men når man så er ude på herretoilettet, vurderer man, hvornår man kan tillade sig at sige »hos dig eller mig« uden i øvrigt at forpligte sig til noget som helst, ikke engang betale taxien. Det er, hvad mange ikke-troende regner kvinder for. Er det værdighed? Eller er det værdighed, at ens krop er privat og alligevel vide, at enhver troende mand uden at bede om så meget som et smil til gengæld vil forsvare ens liv med sit eget?
Jeg er så taknemmelig over aldrig igen at skulle vågne med tømmermænd og finde på en dårlig undskyldning for at gå fra et engangs-knald. Jeg takker Allah for hans nåde mod mig og kærligheden, han har sat mellem min hustru og mig. Og solen skinner, oven i købet.

Sløret
Henad aftenstid kommer min kone hjem, og til min glæde vil hun invitere mig på middag og har taget en stor beslutning: Hun vil have slør på og det er første gang, vi skal gå på gaden sammen. Ellers har hun kun båret det i trygge rammer blandt andre muslimer, hvor folk ikke pludselig bliver stille, når hun passerer dem, eller der sker det, der er værre, Gud forbyde det. Men ironisk nok er det mig, som med ét panikker. Hvis jeg går med hende, vil alle vide, at jeg er muslim. Og det er jeg ikke sikker på, at jeg er klar til. Blive stirret på. Og decideret angst; det er fredag aften, og hvis hun forulempes af en gruppe berusede ikke-troende, skal jeg gribe ind og være klar til at dø og om nødvendigt dræbe i en eventuel konflikt. Således for min tro på Paradiset! Vi diskuterer lidt frem og tilbage, dog uden at jeg nævner, at jeg er en kujon, og hun tager sløret af og sætter sit hår, så det er tydeligt, at min hustru er verdens smukkeste og mest sensuelle kvinde.
Vi er knap kommet uden for gadedøren, før jeg støder ind i en fyr, jeg kender fra de rigtigt gamle dage, som cykler i modsat retning. Og det udvikler sig til en dybt pinlig situation for mig: Mens han står og taler til mig om gamle dage, formelig æder han min hustru, min elskede, op med øjnene, hans blik vandrer skamløst over hver eneste detajle af hende, selv da hun diskret trækker sig ind bag mig, følger han med rundt. Og jeg, jeg er ved at ædes op af jalousi og raseri, men den viden, at det er min vaklen, der har sat gang i hele miseren, lammer min handlekraft og jeg kan ikke sætte grænser for hans krybende blik. Da han er gået, konstaterer min kone tørt: »Hvis jeg havde haft slør på, havde han ikke gjort det der.« Jeg mærker Koranens advarsel om, at Straffen vil ramme fra en kant, man mindst venter det, og at Allah visselig er hurtig til at afregne for ens forkerte handlinger.
Sølle som den troende er, når han prøver på at dække over sandheden, siger jeg, at jeg nu alligevel er glad over ikke at skulle begynde at forsvare vores konvertering. Vi går lidt og småsnakker, så siger hun med ét. »Jakob, hvis vi ikke havde brugt 20 minutter på at overveje, om jeg skulle have slør på, var vi ikke stødt på ham. Og så havde jeg haft slør på, og du var sluppet for at møde ham.«
Denne indsigt erstatter min skam og min kones dårlige oplevelse med den reneste ærefrygt, og igennem den strømmer Nåden til os, og vi har den dejligste middag sammen. Allah er den bedste planlægger. Og min kone er ofte visere end sin mand…

(1001) NAT
Vi kommer hjem i tide til Salah Maghreb, og idet manden har ansvaret for familiens spiritualitet, leder jeg bønnen for min kone. Vi taler om det, da vi er har lagt os i seng, og jeg siger, at hvis det var omvendt, og min hustru lå foran mig på alle fire, ville jeg ikke kunne koncentrere mig om min spiritualitet. Mens vi forener os, hvisker jeg ordene Bizmilla Rahmin Rahim i hendes øre, »I Allah, den Nådige, den Barmhjertiges Navn«, så mit hjerte er hengivet til min handling og vores møde bliver velsignet. Gud glædes, når et ægtepar elsker.
Allahu Akbar betyder ikke »Gud er stor«. Allahu Akbar betyder »Gud er størst« … tættere på dig end din egen halspulsåre.
Og tættere endnu.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu