Læsetid: 3 min.

Dansk grammatik – en kompliceret sag

Den indre sprogrevser ligger latent i enhver sprogbruger, for vi bryder os ikke om sproglige forskydninger
24. juli 2001

Mordet på ordet
Lidt før deadline en fredag aften havde en redaktions-sekretær på Information et presserende problem. Han var ved at redigere en artikel om Silvio Berlusconi, hvori Alessandra Mussolini indgik med nogle besværlige stedord. Min mobiltelefon ringede denne fredag aften.
»Hør lige den her sætning. Hedder det ’Alessandra har måske i det øjeblik hadet, at hun skulle se den lille lort i rollen som sin egen bedstefar,’ eller hedder det ’som hendes egen bedstefar’?«
»Øh, gentag det lige,« sagde jeg, mens jeg satte den indre computer til at lede
efter de grammatiske regler og forsøgte at se sin og hendes i forhold til den italienske præsident (’den lille lort’).

DET HJALP dog ikke spor at tænke i grammatiske baner, så jeg måtte fæstne lid til mit øre. Hvor er dansk dog møgbesværligt, tænkte jeg, lige inden jeg satsede på sin.

MIN IRRITATION over de danske stedord ulmede gevaldig, da jeg senere måtte erkende, at jeg bevægede mig ud på et vanskeligt grammatisk felt. »Rigsmålsnormens regler for brugen af sin/sit/sine over for hans, hendes, dens, dets er umådelig komplicerede og absolut ikke entydi-ge,« skriver Erik Hansen, formand for Dansk Sprognævn, i bogen Rigtigt dansk.
»Det har vist sig, at der lige fra begyndelsen har været en del forvirring, og det er hverken blevet værre eller bedre de sidste 700 år.«
I det hele taget er der en del forvirring om visse grammatiske aspekter, for dansk grammatik er en temmelig kompliceret sag. Danskernes holdning til sprog-lig korrekthed er dog ret striks, og mange danskere går højt op i, hvad der lyder rigtigt.

AVISERNE modtager bunker af klager og læserbreve om sproget og kommakrige, selv om der er langt vigtigere krige i verden. Den indre sprogrevser ligger latent i enhver sprogbruger, og vi bryder os ikke om forskydninger og afvigelser fra det, som vi opfatter som korrekt sprog.
At nogle stærke verber bukker under for en omvendt sproglig darwinisme og bliver svage, generer eksempelvis mange danskere.
Hvis jeg for et par årtier siden farede ud ad døren, ville det – bogstavelig talt – betyde, at jeg var en so, der fødte små, lyserøde grise ud ad døren. I dag kan jeg både sige, jeg farede, og jeg for ud ad døren, og blive opfattet som et travlt menneske, men mange bryder sig ikke om den svage bøjning farede.

EN HEL DEL danskere ville nok skrive fare ud af døren, da vi sjældent kan høre forskel på ad og af i talesproget. Det kan dog være vigtigt at skelne mellem ad og af, for et lille bogstav kan ændre en sætnings betydning: Hvis toget kører ad sporet, futter det derudad, men hvis toget kører af sporet, er der fare for, at toget vælter.
Det er nu ikke så mystisk, at de grammatiske regler for brugen af ad og af »går ind ad det ene øre og ud af det andet« på mange, for hvorfor må de godt gå ud af det andet øre? Fordi der her er tale om en ‘bevægelse væk fra’ øret, og så er af det korrekte.

MEN JEG kan også vælge at se det andet øre som en ’åbning’, og så hedder det pludselig ’ud ad det andet’. Dansk grammatik gør sig, som Per Højholt, nogle kringlede tanker om vores ører.
Når nogle stærke verber bliver svage (f.eks. er gol blevet til galede, og erfor blevet til erfarede), viser det, at sprogproduktion er styret af regler, for vi bøjer ordene efter et bestemt mønster.

NÅR HUNDEN gøede, hesten vrinskede, og koen brægede, er det ikke så underligt, athanen så med tiden galede i stedet for gol.
Analogislutningre er med til at forandre sproget, men nye analogier skurrer i mange danske ører. Nogle danskere er bange for, at sprogets grammatik er under opløsning og vil gerne have en mere stringent sprogpolitik.
Men hverken regeringen eller Dansk Sprognævn kan bestemme, hvordan folk taler.
Sproget styres først og fremmest nedefra, ikke oppefra. På god latin hedder det: »Cæsar non supra grammaticos« - kejseren står ikke over grammatikerne.
Det sagde ærkebiskop Placentinus i 1414, da den brovtende kejser Sigismund havde brugt det latinske intetkønsord schisma (spaltning, uenighed) som hunkønsord og derefter befalede, det var hunkøn.
Hvis befolkningen også havde brugt schisma som et hunkønsord, ville ordet måske være blevet til hunkøn, for sproget forandrer sig nedefra på en ganske demokratisk vis.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu