»Efter Justitsministeriets opfattelse bør forbudet mod at offentliggøre domsudskrifter mv. gælde, uanset hvornår de udleveres«.
Skrivelse fra Frank Jensen, 29.juni 2001
»En fri og let adgang til retsafgørelser er et helt nødvendigt led i et retssamfund, fordi det giver borgerne indblik i, hvad der er gældende ret, og hvorledes retsvæsenet fungerer«.
Frank Jensen i Folketinget, 24.april 2001
DER MÅ formodes at være læsere, der hverken kan finde hoved eller hale i de ovenstående to citater. Det er der gode grunde til. Det, han siger i april, er i sin kerne det stik modsatte af, hvad han skriver i juni.
I april prædikede han åbenhed og fri adgang til retsafgørelser på skrift. To måneder efter rykker han ud med en lovændring for at ulovliggøre, at de selvsamme retsafgørelser offentliggøres af medierne.
Det er pinagtigt, at den selvsamme justitsminister kan modsige sig selv så voldsomt. Og hvad endnu værre er: Manden har ment begge dele i årevis og gør det efter alt at dømme fortsat.
Eller rettere: Hans embedsmænd har løbende sendt ham i byen med to vidt forskellige budskaber og en skandaløs model for, hvordan de kan forenes i en lang søforklaring.
SKANDALEN har dybe rødder. Grundlaget for den er, at der aldrig i dette land er blevet gennemført en retssikret adgang til at kunne læse de domme, der afsiges ved landets domstole. Og det på trods af, at Grundloven i nu mere end 150 år har fastslået åbenhed i retsplejen som noget grundlæggende.
Som det står i den nuværende Grundlovs § 65, stk. 1: »I retsplejen gennemføres offentlighed og mundtlighed i videst muligt omfang«.
Når de kloge mænd i Den Grundlovgivende Rigsforsamling fremhævede mundtligheden, var det for at understrege, at dørene skulle åbnes, og alle skulle have mulighed for at høre med.
Men dommere og embedsmænd fik gennem generationer forvrænget det klare budskab til, at der nok skulle være fri adgang til møderne, men at der bestemt ikke bagefter skulle være fri adgang til at læse dommen og dens begrundelser.
DENNE LUKKETHED har alle dage været en skamplet på retssamfundet. Men den har været administreret så behændigt, at mange sågar også en del jurister ikke gør sig pinligheden klart.
De henviser f.eks. til Ugeskrift for Retsvæsen. Jo tak. Det er da også nådigt, at det tillades endnu. Men problemet er, at kun en meget lille del af alle domme offentliggøres her. Der sker et skønsomt fravalg, og skriftet kommer først på gaden længe efter, at dommen er afsagt.
Samtidig er det i dag et privat foretagende det canadiske forlagsimperium Thomson Corp. som driver ugeskriftet, og i stigende grad tager sig godt betalt for det.
Små lunser åbenhed gives også, når enkelte retter anstændigvis med Højesteret i spidsen gennem årene selv har offentliggjort vigtige domme.
En lovændring i 1999 gav endvidere journalister særlig adgang til retsbøger og dombøger, når en sag var afsluttet hvilket desværre glædede nogen i pressen. Frank Jensens sidste angreb på videregivelse af domsudskrifter understreger, at pressen i virkeligheden blev taget som gidsel for den kurs, der afskærer den frie adgang til retssamfundets inderste.
HELT GROTESK bliver forløbet de sidste 15 år, når man betænker, at der op gennem 1980erne var en debat om det urimelige i, at der ikke var fri adgang til dommene. Ingen havde heller dengang indvendinger mod, at der blev lavet relevante begrænsninger i sager med dørlukninger og navneforbud. Men den grundlæggende åbenhed i retssystemet måtte fastslås, lød det. Også fra selveste Retsinformationsrådet. Kravet blev så indlysende, at regeringen Schlüter erklærede, at nu skulle der ske noget. Det var i 1988.
I det efterfølgende tiår fulgte en gyselig udvikling, hvor offentlig talentløshed og det der var værre kørte planerne om en offentlig og frit tilgængelig domssamling effektivt i sænk.
Da et af mange udvalg endelig dukkede op med en klar indstilling, var den bundet til et nyt IT-system for hele retsvæsenet. Et projekt der snegler sig frem og måske begynder at ligne noget i sidste halvdel af dette årti. Og som ministeren støtter! På langt sigt altså.
HER OG NU prøver Frank Jensen at slå ned på journalisters videregivelse af domme. Mens man velsigner Thomson Corp., som tilmed tager penge for det samme. Og betaler dommerne for at være mellemmænd. Og lur os om ikke også Thomson og kolleger vil have lobbyet sig i en nøgleposition, når det nye IT-system engang skal bruges til større åbenhed.
Imens prøver Frank Jensen så at dække over sine egne og forgængernes selvmodsigelser ved at forklare, at han på langt sigt er helt enig i det modsatte af det, han effektuerer i dag.
Nu har han så for en sikkerheds skyld sendt hele sagen til høring i Retsplejerådet. Så går der da lidt tid med det.
Det er at holde retssamfundet for nar. Det er beskæmmende, at den fulde indsigt i de afsagte domme ikke er sikret for år tilbage.
