Læsetid: 2 min.

Dogme på bog

En ny bog fortæller overskueligt, men for forenklet om dogmefilm og dansk film i 90’erne
13. juli 2001

(2. sektion)

Filmbog
Barnet og idioten – danske dogmefilm i nærbilleder hedder den første samlede fremstilling af dogmebegrebet og dansk film i 90’erne udgivet på dansk i bogform. Cand. mag. i dansk og filmvidenskab Hans Jensen har lavet en overskuelig introduktion til og gennemgang af den nybølge i dansk film, som siden midten af 90’erne har revitaliseret filmmiljøet og igen gjort det hipt at se danske film.
Bogens primære målgruppe er elever på højskoler, universiteter og seminarier, hvorfor bogen også er bygget pædagogisk op. Og det er både en styrke og en svaghed. Styrke, fordi den kommer godt rundt om både forudsætninger og forløbere for nybølge og dogmefilmene. Svaghed, fordi den gør det kortfattet (bogen er på 138 sider) og forenkler forløb eller helt ignorerer enkelte films eller instruktørers betydning.
Hans Jensen begynder med at forklare, hvorfor han gerne har villet skrive om dogme: »Dogmefilmene repræsenterer en fornemmelse af dyb velvære og genkendelighed,« står der i forordet, »ligesom når jeg læser en roman, der ikke må slutte, fordi den optager mig fuldt og helt.« Hans glæde ved emnet kan fornemmes i bogen og gør kun læseoplevelsen mere levende.

Moderne gennembrud
Første halvdel af Barnet og idioten er helliget det ’moderne gennembrud’ i dansk film og fortæller om etableringen af en filmlov og et offentligt støttesystem i slutningen af 60’erne og begyndelsen af 70’erne. Hans Jensen fortsætter med – lidt rodet – at gøre rede for den franske nybølge i 60’erne og dens indflydelse på datidens danske filmskabere – bl.a. Palle Kjærulff-Schmidt (som han i øvrigt konsekvent kalder Kjærluff) og Sven og Lene Grønlykke – og siden Trier og Vinterberg.
Så ridser han udviklingen op fra 1989 – hvor den kommercielle 50/50-ordning, nu 60/40, blev etableret – og frem til 1996, hvor nybølgen i dansk film for alvor tog fart.
Det er interessant læsning – ikke mindst hvis man mangler en hurtig indføring i dansk films situation fra 80’erne og fremefter. Mange film bliver fortjent nævnt, Pusher, Bleeder og Let’s Get Lost, som repræsentanter for de nye, hverdagsrealistiske vinde, der blæser i dansk film.
Dog undrer det mig såre, at hverken Ole Christian Madsens korte Sinans bryllup eller lange Pizza King – der begge udmærker sig ved at handle om indvandrere i Danmark – ikke bliver nævnt, og at Lotte Svendsens betragtelige bidrag til den nyrealistiske genre med Royal Blues og Bornholms stemme helt ignoreres.
Det er en tilsnigelse at påstå, at det først var i 1996, at den nye tid blev indvarslet. Rigtigt er det, at 1996 var et stort år, hvor mange unge filmskabere debuterede, men faktisk var det i 1994 og med Ole Bornedals genrefilm Nattevagten, at dansk film afgørende brød med fortiden.
Bogens sidste halvdel er helliget en udmærket gennemgang af dogmekoncept og kyskhedsløfte og analyser af fire dogmefilm, Festen, Idioterne, Mifunes sidste sang og Italiensk for begyndere. Hvorfor The King Is Alive, den sidste af de oprindelige fire dogmefilm, ikke er med, forstår jeg ikke. Ikke mindst fordi den var færdig og tilgængelig længe før Lone Scherfigs succesfulde anden generations-dogmefilm, Italiensk for begyndere.

*Hans Jensen: Barnet og idioten. 138 s., 180 kr. Systime

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu