Læsetid: 10 min.

Eftermiddag med en faun

Hvorfor skriver folk? For at dø. To dage efter min ligbrænding har jeg aldrig eksisteret. Jeg er fysisk udslettet og har aldrig haft nogen litterær eksistens. Man har kun brug for ganske få forfattere, resten ryger ud i intetheden. Det er kun ganske få, der står tilbage, siger Jørgen Sonne – en helt særlig stemme i den danske poesi
21. juli 2001

I 1963 opholdt digteren og oversætteren Jørgen Sonne sig nogle måneder i en mindre landsby på Sardinien, hvor han boede og arbejdede sammen med de lokale bønder. Formålet var at studere en særlig sangkultur, der hos den sardiske landbefolkning endnu stod i en meget levende og velbevaret forbindelse med den middelalderlige troubadurdigtning. Trods komplicerede versformer brugte sarderne endnu sang og vers til at udtrykke sig over for hinanden i situationer, hvor præcise formuleringer var på sin plads. Således hørte Sonne en dag den lille bys sanger-grønthandler udbryde med stor fyndighed over for sin ven, den indre og ydre plagede Tromlekører: »Om du er ved at styrte i dagene: Stå fast, gå videre, – styrk dit mod!« Det var sunget med en patos og ærlighed, som hævede sig over enhver blufærdighed i dagligdagens snak.
»Det sang han virkelig. Imens jeg, en vildfremmed person, blot sad dær og hørte om den lidende Tromlekører, som nu blev trøstet og støttet af sin ven. Jeg var stum over dette udbrud af tillid. Så uskrømtet og direkte taler en digter til sin ven. Jeg har aldrig hørt noget lignende.«
Ikke altid behøver vers at forlade dagligsprog og hverdag for at række ud over det ordinære. Ifølge Jørgen Sonne har digtningen det tilfælles med enhver anden form for sprog, at den forsøger at udtrykke noget. En erfaring, en følelse, en oplevelse, der skal finde sit præcise sproglige korrelat. Og det er svært.
»Det har taget mig 50 år at lære at skrive dansk, at kunne finde det rette udtryk og denne nøjagtige kadence. Det er et vældig plagsomt arbejde at skrive på dansk,« siger Sonne, og fortæller om den koncentration, det kræver at formulere sig med omhu.
»I det øjeblik man er intensivt beskæftiget med udtrykket, har man ikke plads til også at tænke på læseren. Læseren er der ikke. Det som er, er det, der bliver til! Nu er det fikseret, nu er det rettet igennem, og så står det dær, færdig! Indtil da skider man på læseren. Der er ikke plads til, at nogen skal sidde og skubbe mig på albuen. Digtet er og bliver et forhold mellem digteren og udsagnet.«

Debuten
At Sonne tager det at udtrykke sig alvorligt, lades man ikke i tvivl om, når man læser hans bøger. Heller ikke når man hører ham tale. Det er ikke tilfældigt, at han er blevet kaldt Danmarks bedste lyrikoplæser. Hele udtryksregistret er med: Snart buldrer han frem med stor dramatik, snart hvisler han sine ord frem for sig. Og hvis ord ikke slår til, sekunderes de af sigende fløjt og udtryksfulde tungeklik. Eller latter. Der er tryk på Sonnes udtryk.
»Jeg kommer fra en familie, hvor det virkelig betød noget at kunne udtrykke sig, og det har selvfølgelig været medvirkende til, at jeg i sin tid blev digter. Min farfar producerede vers og en enkelt
vaudeville for afholdsbevægelsen. Og jeg havde en moder, der virkelig kunne udtrykke sig, og en far, der, når han endelig skrev hjem fra sine rejser som maskinchef i ØK, fandeme skrev! Men jeg tror, at den underlige fornemmelse, der begynder i ’46, og som jeg siden har spildt 55 år på, opstod som en slags rekyle fra krigen og alle dens belastninger. Min fader var savnet i meget lang tid. Og der var det altså, at jeg bagefter begyndte at losse det hele af. Jeg er i dag meget taknemmelig over for de to medarbejdere på Gyldendal, der refuserede først den ene og så den anden digtsamling. Og da debuten kom i 1950, fik man så at vide, at det slet ikke lignede en ung mands digte.«
– Du har aldrig tilhørt Heretica. Jeg troede ellers, at Heretica dengang nærmest havde monopol på alle de unge digtere?
»Det havde de. De trak Gysse ind (Jørgen Gustava Brandt, red.), og de smed ham ud igen. De trak Benny (Andersen, red.) ind og smed ham ud af vinduet. Og Per Højholt skrev ligesom Wivel dengang, men røg også ud. Here-si-tica, disse hellige, akademiske personer, havde skam alle de nye digtere. Jeg gik selv op til dem, og dær sad en kommisar i tweed-jakke. Hvad jeg dog ville her? Jeg ville godt have et digt i Heretica! Det blev der ikke noget ud af. Senere træffer jeg ham på Rungstedlund, hvor han nedladende siger: ’Denne gang har jeg været tilfreds med din optræden.’ Det siger et voksent menneske til et andet voksent menneske! Og det er Heretica. Den slags husker man længe efter. Gode borgerlige skikke er da gode nok. Selv om de er borgerlige.«

Litterære magtkampe
Vi sidder i solen i ægteparret Sonnes have i landsbyen Tyvelse. Med udsigt over et frodigt sydsjællandsk landskab, hvor hvidtjørnen blomstrer i de grønne markskel. Her har Sonne og hustru boet fast, siden de for 35 år siden byggede det gamle skolehus om. I behørig afstand fra det litterære København.
»Det var en rodet periode, jeg debuterede i. Noget nyt begyndte at dukke op. Og det forvirrede de folk, der var på skansen. Der var den infame Kai Friis Møller, som elskede Skønvirke og fransk manér. Og der var Tom Kristensen, der ikke kunne finde ud af en kæft længere. I det hele taget blev der skrevet meget få anmeldelser. Vi blev lumpet sammen i én artikel og fik 10 linjer hver. Der starter man altså, on scratch, uden nogen som helst forbindelse til noget menneske. Og så er det, disse heresitikanere dukker op med deres hellighed, højstemthed og højskole-manérer og igennem knap seks år kører deres fandango gennem hele landet.«
Jørgen Sonne taler med tydelig foragt om magtspillene, de vekslende dagsordner og idéer, som er fulgt efter hinanden i dansk litteratur siden krigen. Selv om Sonne tilhører den store generation omkring Rifbjerg, som ganske tidligt blev stærkt eksponeret i dansk litteratur, har han altid været lidt af en outsider. Han har tilhørt det tavst divergerende flertal, som hverken rigtigt sætter eller lyder de nye litterære dagsordener. Og han har oplevet, hvordan grebet om magten i den danske bogverden er gledet fra det velbjergede Heretica over »det kulturradikale reklamebureau« til marxismen og Hans Jørgen Nielsens attituderelativisme. Beskyldningerne er mange, men de tegner et mønster.
»Alle disse håbløse betegnelser! Hver gang en ny mode trænger sig på, skal tingene have nye navne. Snart talte man om før-modernisme, så nymodernisme og senere postmodernisme. Man ville ikke kendes ved betydningen af gamle betegnelser, men indførte en masse nye, som ret beset virker temmelig tvivlsomme. Lige pludselig skulle digtet hedde ’tekst’. Dermed kunne Dantes Inferno sidestilles med alt fra kioskbaskere til reklamer. Hvorfor? Disse folk havde en eller anden gimmick, som de slog sig op på. Og hvad blev de så? Kulturfunktionærer. I dag er det de døde mediemænd, der hyldes. Traditionens Kingo, Ewald og Johannes V. Jensen er blevet erstattet af Dan Turèll, Poul Borum og Hans Jørgen Nielsen. De folk kunne gøre opmærksom på sig selv ved at beherske mediet og er på den måde posthumt blevet berømte. Kun hvis han er fremme i medierne, bliver en mands værk husket.«
»Men ’den hvide Nielsen’ tog fejl. Et digt har den sjældne evne i modsætning til alle andre tekster fra folketingsskrivelser til reklamer, at det kan anvende et minimum af midler maksimalt. Digtet har evnen til at sige tingene i deres enkelhed, og det gælder jo selv for Celan og Mallarmé, der ellers ikke ligefrem er ferielæsning«, siger Sonne og hvisker en længere passage fra Mallarmés L’Aprés-midi d’un faune hen for sig. Som vederkvægelse efter de hårde ord.

Metaforer
– Du har engang sagt, at »en digter er summen af sine yndlingsmetaforer«. Hvad mener du?
»Det er evident, at mange digtere bliver ved med at vende tilbage til den samme iagttagelse. For der er visse billeder og objekter, der står i deres verden, med en ganske særlig fylde og ladning, som de ikke kan rive sig løs af. Det er en del af digteren, og det gælder for alle digtere.«
– Så det er forstillelse, når visse digtere forsøger at undgå metaforer?
»Det behøver det ikke at være. Når Holberg laver sine såkaldte digte, så er det jo tale uden metaforer, han foredrager. Det er kun når han kommer til Sille, at han pludselig begynder at bruge meget store billeder. Dær slår lyrikken og metaforerne ud. Det er gribende at se på. Vist så. Der er ganske vist også i læsningen en ikke-synlig scene. Man siger: ’han skriver visuelt’. Ja, men det er de færreste mennesker, der virkelig ser et eller andet for sig, når de læser. De har fornemmelsen af, at det her er synligt, det her kan man føle i et eller andet mentalt center. Ellers er man eidetiker, og så ser man tingen for sig, som den beskrives. Det var det, insulinets opfinder August Krogh gjorde, når han skulle opfinde et nyt apparat. Han lavede forsøg med det, der ikke var, mens han forestillede sig det. På den måde kunne han opdage, hvad der ikke fungerede, som det skulle. Så lavede han om på dét, der stadigvæk ikke var, men som han altså så. Indtil det virkede som det skulle. Det er en eidetiker, der gør sådan.«
– Metaforer skal altså danne billeder, der alligevel ikke fremkaldes hos læseren?
»Ja, det er det underlige ved det. Jeg er af og til stødt på det synspunkt, at et rent og skært verbalt sprog uden nogen som helst form for billeder skulle være den højeste form for sprog. Men jeg vil påstå, at metaforer er gode, fordi de knytter et verbalt udtryk, altså et udtryk i ord, til ting, der står uden for sproget. Også selv om vi ikke forestiller os metaforerne rent konkret. Det er noget vås, at sprog kun er sproget. Der findes stadig 11.007 sprog tilbage, og der dør et om måneden. Ikke desto mindre: De har højst forskellige egenskaber, fordi de udtrykker forskellige livsverdener. Joyce var så glad for det tyske ord Leib, legeme. Det var som om, det ord sagde alt, hvad der skulle siges om den sag.«

31 læsere
Foranlediget af talen om metaforer citerer Jørgen Sonne en korsang fra Sofokles’ Antigone, hvor en angribende hær fremstilles som en skællet drage. Eidetiker eller ej så forstår han at animere sproget i næsten uhyggelig grad. I løbet af vores samtale har han efterhånden reciteret endog meget lange passager fra verdenslitteraturen frit efter hukommelsen. Fra Milton til Hölderlin og fra Ewald til præsurrealisten Max Jacob, som han for tiden er i færd med at oversætte. Inde i huset står 143 hyldemeter bøger på næsten alle germanske og romanske sprog. Jeg kigger måbende på dem og spekulerer på, hvor mange af dem, Sonne mon kan recitere udenad. Men hans tanker er et andet sted, da han udbryder:
»Hvorfor skriver folk? For at dø. To dage efter min ligbrænding har jeg aldrig eksisteret. Jeg er fysisk udslettet og har aldrig haft nogen litterær eksistens. Man har kun brug for ganske få forfattere, resten ryger ud i intetheden. Det er kun ganske få, der står tilbage. Og i dag kommer man kun frem som journalist og som selv-PR-mand. Persondyrkelsen i litteraturdebatten er ret hysterisk.«
Jeg synes, du taler med en vis bitterhed om dit forfatterskab. Du sagde, at du har spildt 55 år på at digte?
»Nej, ikke bitterhed. Men man skriver for at tilintetgøres. Værket er borte, forfatteren er borte. Der er ingen som helst blivende stand i det, der skrives. Når skrift kun har fandtes i en brøkdel af menneskets historie, hvorfor skulle det dog så skrive til evigheden? Og hvis nogen skulle finde på at læse mig efter min død, hvad fanden rager det så mig? Jeg er der jo ikke! Men lige nu har jeg 31 læsere med navn og adresser. Tak! Jeg er rigeligt tilfreds! Jeg kender ikke dem alle, men jeg ved, at der er der. Og at de altid samler på ens bøger, læser dem og køber den næste bog. Kan man forlange andet?«

Jørgen Sonne
Jørgen Sonne er med sine egne lakoniske ord »født 1925, debuteret 1950, ikke død«. Allerede tidligt gjorde han sig bemærket som Den store generations mest traditionsbevidste digter. Sonnes detaljerede kendskab til diverse lyriske traditioner fra middelalderen og frem stammer navnlig fra hans omfattende arbejde som oversætter fra engelsk og fransk. Desuden er han kendt som en stor sensualist og erotiker i dansk poesi. De vigtigste udgivelser er År (1965) og Dag (1991), to kompositioner hvori han har arrangeret sin lyriske produktion fra 1950-90. Han udgav tidligere på året bogen Hjemme Ude, der er tredje bind i serien Erindringer som essays.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu