Læsetid: 4 min.

’Ehud Barak gjorde os til bosættere!’

Også den israelske arbejderbevægelses bosættere støtter Sharon. De er alle i samme båd
6. juli 2001

Også den israelske arbejderbevægelses bosættere støtter Sharon. De er alle
i samme båd

DET DØDE HAV – »Jeg vil ikke forlade dette paradis,« siger Conny Barghoorn med fasthed i stemmen. Hun ser ud over kibbutzens grønne græsplæner, som på den hede sommerdag ligger hyllet i en gul støvstorm. Fra Det Døde Hav, hvis nordlige ende danner baggrund for sceneriet, fører den knastørre vind en ram svovllugt med sig.
Dette er Vestbredden, og kibbutzen er en bosættelse. Den hedder Kalia, et hebraisk akronym for Dødens Hav Vågner Påny. Men trods navnets duft af svulstig ideologi føler stedets godt 300 indbyggere ikke noget umiddelbart slægtskab med de religiøse bosættere i Vestbreddens højland.
Kalia blev sat på landkortet af Arbejderpartiet, hvor de fleste af kibbutznikkerne stadig føler sig politisk hjemme – selv om meget er anderledes i disse tider.

Baraks skyld
Den menneskeskabte oase med solidt trådhegn omkring og soldater på vagt ved indkørslen ser umiddelbart ikke ud af meget i det gule landskab. Lidt borte ligger kibbutzens plantage med dadelpalmer, men ellers er landskabet goldt og vidtstrakt.
Med israelsk iværksættertrang har man udnyttet beliggenheden ved Qumran-hulerne, hvor de berømte dødehavsruller blev fundet, til at oparbejde et lille turistcentrum med velassorteret souvenirbutik og cafeteria. Kibbutzen tilbyder også bed & breakfast-overnatning og i en tidligere jordansk militærforlægning ved Det døde Havs bredder har man indrettet et vandland. Der er imidlertid langt mellem turisterne i disse dage. Kalia mærker intifadaen i økonomisk forstand, idet mere end halvdelen af indtægterne er borte, og i politisk forstand er man vågnet op til en ubehagelig sandhed.
»Ehud Barak gjorde os til bosættere,« bemærker Conny Barghoorn. »Før han begyndte at tale om at give 97 procent af Vestbredden til palæstinenserne, var der ingen som forestillede sig, at Israel nogensinde skulle opgive Jordandalen og Det døde Hav, hvor vi befinder os. Men når det først er lagt på bordet, kan man ikke uden videre tage det væk igen.«
Conny Barghoorn er tysk, og var i ungdomsårene aktiv i Die Grüne og fredsbevægelsen. Nu har hun boet i Israel i tyve år og føler sig som hundrede procent israeler.
»Frieden schaffen ohne Waffen tror jeg stadig på. Det lyder smukt, men passer ikke til Mellemøsten!«

Alon-planen
»Vi betragter ikke os selv som bosættere,« siger kib-butzens sekretær, Shmuel Eyal. »Der er forskel på os og de andre. Vi har aldrig tvunget nogen regering til at anerkende vores tilstedeværelse.«
Kibbutz Kalia blev grundlagt i 1968, mindre end et år efter at Israel havde besat Vestbredden. Daværende vice-ministerpræsident og tidligere general Yigal Alon lagde navn til en plan, som har været militærstrategisk dog-me lige til Ehud Baraks deltagelse på topmødet i Camp David sidste sommer. Ifølge planen skulle Israel trække sig tilbage fra størstedelen af Vestbredden, men beholde Jordandalen og egnen omkring Det døde Hav for at give strategisk dybde.
»Det tror vi stadig på i Kalia,« fortsætter Shmuel Eyal. Han erkender, at den teknologiske udvikling måske har ændret forholdene, men holder stædigt på sit:
»Tag blot golfkrigen i 1991 som eksempel. Det var ikke missiler og jagerfly, som afgjorde krigen mod Irak, men kampvogne.«
Han taler om den iranske revolution som en aktuel trussel og er overbevist om, at Mellemøsten er på vej til at blive overtaget af muslimske fundamentalister.
»Vi er en barriere mod radikale islamiske elementer. Styret i Jordan er skrøbeligt, og falder det, er vi her for at forhindre, at Vestbredden bliver overtaget af Hamas.«
»Steder som Itamar og Har Bracha skal fjernes!« Shmuel Eyal nævner to meget radikale bosættelser, men fastholder, at det store flertal af bosætterbefolkningen skal have lov til at blive boende. Han er villig til at give palæstinenserne omkring 60 procent af Vestbredden og strækker sig dermed videre end Ariel Sharon. Men i det store og hele godkender han Sharons bosættelsespolitik.
»Her i Kalia stemte mere end 75 procent – jeg husker ikke det nøjagtige tal – på Sharon ved valget i februar,« siger han og lader forstå, at det ikke kun var i skuffelse over Barak.
»Vi har det problem her i Israel, at vi tror, vi er i Europa. Vi spiller basketball i Europa, og vi tager til København for at deltage i Melodi Grand Prix. Vi bilder os ind, at vi politisk og kulturelt er en del af Europa, eller i det mindste middelhavsområdet. Araberne lever politisk, kulturelt og historisk i Orienten, mens zionismen har rod i den franske revolution og europæisk liberalisme. Vi kom her til Mellemøsten, som i 400 år havde været under tyrkisk styre, og vi talte ikke samme sprog, og gør vi stadig ikke. Det var Ehud Baraks fatale fejltagelse, at han ikke kunne indse det.«

Rabin anderledes
»Ariel Sharon har indtil videre ikke skuffet os,« fortsætter han. »Folk er faldet lidt til ro og er nu næsten – men også kun næsten – sikre på, at så længe Sharon er ved magten, bliver dette område ikke givet til palæstinenserne.«
På væggen bag Shmuel Eyal hænger et portræt af Yitzhak Rabin med datoen 4.6.95 – den dag, hvor ministerpræsidenten blev dræbt af en attentatmand i Tel Aviv.
»Hvis vi havde haft Rabin, endnu havde alt været anderledes. Han var på besøg i Kalia lige efter Oslo-aftalens underskrivelse, og da lovede han os, at Jordandalen og Det Døde Hav aldrig vil blive givet til nogen anden magt end staten Israel. Husk på, at han var elev af Yigal Alon, men det er jo irrellevant nu!« sukker han og kigger ud på støvstormen.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her