Læsetid: 1 min.

ETA truer turister

Andalusiens præsident forsøger at berolige turister efter nye bombeattentater fra den baskiske terrorgruppe ETA
28. juli 2001

MALLORCA – Klokken tyve minutter over elleve fredag formiddag eksploderede en bombe i en løjtnants hjem i den baskiske hovedstad Vitoria, men ingen personer kom til skade.
Attentatforsøget kom efter, at den baskiske terror-
organisation ETA i de seneste dage har forsøgt at sprede frygt blandt turisterne på den spanske solkyst.
Tirsdag døde det 22-årige kvindelige medlem af ETA, Olaia Castresana i en lejlighed i Alicante, da hun var ved at forberede en bombe med to kilogram dynamit. Onsdag blev der skabt panik og kaos i Malagas lufthavn, da der blev opdaget en bilbombe på en parkeringsplads under terminal 1. Politet fik dog efter flere timers arbejde deaktiveret bilbomben med 53 kilogram dynamit, der var programmeret til at eksplodere fem minutter over otte, hvor tusinder passagerer opholdt sig i lufthavnen. Bomben er af samme type dynamit, som den ETA stjal i marts måned på en våbenfabrik i Grenoble.

Turister er skydeskive
Allerede i marts udsendte ETA et kommuniké, hvor man advarede udenlandske turister om, at man planlagde bombeaktioner imod populære turistmål. Turister, som alligevel besøger Spanien denne sommer, har risiko for ’uønskelige konsekvenser’, meddelte ETA. Man har forsøgt at skræmme udenlandske turister væk i det håb, at det vil såre den spanske økonomi, der nyder godt af, at over 50 millioner turister hvert år besøger landet.
ETA har ikke ladet det blive ved ordene. Lørdag den 17. marts bragte ETA to bomber med hver 50 kilogram dynamit til sprængning i turistområder ved Barcelona. En politimand blev dræbt.
De seneste bomber i Alicante og i Malaga har sat politiet i alarmberedskab. Der er udstationeret flere tusinder ekstra politifolk ved de populære turistmål. Andalusiens præsident Manuel Chavez forsøgte i går at berolige besøgende. I et interview til radioen Onda Cero sagde han, at turisterne roligt kan tage til solkysten »fordi sikkerhedsstyrkerne har taget alle forholdsregler, og ETA vil ikke få lov til at ødelægge borgernes liv.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her