Læsetid: 4 min.

Film i tv

20. juli 2001


(2. sektion)

*Luis Buñuel giver i sine underfundige, livskloge erindringer Mit sidste suk en selvironisk detaljeret opskrift på kunsten at tilberede en dry martini. Men recepten optrådte allerede i en af den spanske instruktørs største succeser, den Oscarbelønnede Borgerskabets diskrete charme fra 1972, hvor den famøse drink er konversationsemne for den højborgerlige kreds, der i løbet af filmen ustandselig mødes for at spise middag sammen, men uvægerligt bliver afbrudt. Nydelige er herrerne, selv om de tjener store summer på narko, og formfuldendte deres kvindelige vedhæng, selv om det altså aldrig bliver til noget med de forberedte middage. Borgerskabets liv opfyldes af konversation, mad og sex, men helt kan man ikke holde de ubehagelige distraktionsmomenter på afstand: Døden og drømmene trænger sig på, og hvem kan dæmme op for terrorister? Filmen tager sig legende let ud i sine glidende overgange mellem drøm og virkelighed, men i sine erindringer fortæller Buñuel, at han sammen med Jean-Claude Carrière måtte skrive manuskriptet om fem gange før »vi fandt en rimelig balance mellem på den ene side det hverdagsagtige, naturlige og virkelighedsnære og på den anden side nogle forhindringer, der skulle virke overraskende ud at virke overdrevent fantasifulde. Vi fik hjælp af drømmen, ja, ligefrem af en drøm i en drøm.« Filmen er letvægts-Buñuel af liflig aftapning, drillende i sin mystifikationer og ufravigeligt dead pan i sin underspillede humor. Mange gode navne medvirker – Fernando Rey, Delphine Seyrig, Bulle Ogier, Stephane Audran, Michel Piccoli og Jean-Pierre Cassel, men stjernen er og bliver Buñuel.
Le charme discret de la bourgeoisie/Borgerskabets diskrete charme. TV2, lørdag kl. 00.15-02.00

*Gösta Ekman er en svensk skuespiller, der kan det meste. Han kan være bundseriøs som politimanden Martin Beck i en Sjöwall-Wahlöö-krimi som Manden på balkonen – og han kan være ustyrlig morsom som genert arkitekt på slap line i en hyggelig komedie som Græsenkemænd fra 1982. Her er han den lidt stive og verdensfjerne Gary, der møder den anderledes livlige bilmekaniker Lasse (Janne Carlsson) i lufthavnen, hvor de begge har taget afsked med konerne for en uge. Og det bliver startskuddet til nogle begivenhedsrige dage i Stockholm, hvor de to venner roder sig ind i den ene mere umulige situation efter den anden. Ikke den vilde farce-humor, snarere lidt i retning af Lasse Åbergs Selskabsrejse-film. Filmen dyrker den snurrige iagttagelse og den venlige ironi, det lettere groteske hverdagslune og den barokke pointe. Og med sin forfinede timing lykkes det gang på gang Gösta Ekman at få det masksimale ud af ikke overvældende originale situationer. Hans Iveberg har instrueret.
Gräsänklingar/Græsenkemænd. Sverige 1, søndag kl. 15.25-17.00

*Quilty, qu’il t’y, guilty – ak, ja, Frank Langellas drillende dæmoniske fortolkning af den ordspils-omspundne dobbeltgænger-skurk i Vladimir Nabokovs mesterværk Lolita er noget af det bedste i den omstridte genfilmatisering fra 1998. For de to hovedpersoner, Jeremy Irons’ masochistiske tøsedrenge-Humbert med våde hundeøjne og Dominique Swains alt for indbydende (også til øretæver) Lolita er der ikke meget ved. Men den virkelige skurk er instruktøren Adrian Lyne, der ikke kan rive sig fri af sin banale, overlækre reklamefilmsstil og hakker historien op i episoder, som aldrig formår at samle sig til en meningsfuld helhed. Filmen er ellers mere trofast mod romanens ydre handling og komposition end Stanley Kubricks filmatisering fra 1962, men med en mangetydig James Mason som Humbert fangede Kubrick langt bedre denne kærlighedshistories sære kombination af det forfærdelige, det komiske, det ømme, det moralsk uforsvarlige og det alligevel bizart romantiske. Det kødelige, som Kubrick måtte udelade af censurgrunde, gør Lyne mere ud af, men lige meget hjælper det, for Jeremy Irons’ Humbert er skammeligt sentimentaliseret og dermed kastreret som person.
Lolita. TV2, søndag kl. 20.50-23.10

*Politiske film hænger ikke længere på træerne, men den brasilianske Fire dage i september fra 1998 griber tilbage til en højdramatisk fortid, hvor Rio de Janeiros byguerilla bekæmpede militærjuntaen. Bruno Barettos film handler om omkostningerne ved revolutionær praksis, når fanatisme sætter sig ud over fornuft og menneskelighed. Om den modstand mod tyranniet, som selv bliver smittet af undertrykkelsen og begår forbrydelser i idealernes navn. Tiden er 1969, hovedpersonen studenten Fernando, der slutter sig til en marxistisk by-guerrilla vendt mod militærjuntaen. Men Fernando er mere teoretiker end handlingsmenneske, og som intellektuel har han svært ved at leve op til gruppens krav om blind lydighed. Efter at gruppen har udført det største bankkup i Brasiliens historie – et kup, der ender blodigt, men økonomisk indbringende – udtænker Fernando en plan om at kidnappe den amerikanske ambassadør Charles Burke Elbrick og kræve 15 politiske fanger løsladt. Men så kommer overraskelsen: Ambassadøren viser sig at være et fint, reelt menneske, der også mener, at militærjuntaen er et onde, og at demokrati bør indføres. Mellem ambassadøren og Fernando opstår der et skrøbeligt bånd, en stiltiende ansats til et venskab. Gradvis gennemsyres de mere sensitive i guerillagruppen af håbløshed. Vil deres aktioner have nogen virkning? Vil de kunne dræbe for at nå deres mål. Vil de give deres eget liv for sagen? Filmen er inspireret af den kontroversielle brasilianske ventrefløjsskikkelse Fernando Gabeiras selvbiografiske bestseller O que é isso, companhiero? (Hva’ er der galt, kammerat?). Den bevarer et køligt overblik over sit sprængfarlige emne og illustrerer forbindelsen mellem junta-undertrykkelse og terrorisme med billedet: De er som enderne af en hestesko, forbundne ved deres basale umenneskelighed. Pedro Cardoso, der kan ligne en brasiliansk Woody Allen, er den uheroiske helt, og som den amerikanske ambassadør ses en stilfærdigt rørende Alan Arkin.
O que é isso, companheiro?/
Fire dage i september. DR 2, søndag kl. 21.10-23.00

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her