Læsetid: 4 min.

FN-angreb på dødens købmænd

Hundredetusinder af mennesker dræbes årligt af håndvåben. Alligevel har det vist sig umuligt at bringe salget under kontrol. FN går med stort møde i clinch med dødens købmænd
7. juli 2001

I USA går skolebørn jævnligt amok og dræber andre elever. I Nordirland blokerer store lagre af håndvåben for fred. I Sierra Leone render børnesoldater rundt med Kalasjnikov-geværer og mejer børn og kvinder ned. Eksemplerne på de enorme skader mindre våben påfører menneskeheden er talrige. Alligevel har det vist sig umuligt at bremse deres stigende udbredelse. FN forsøger med et stort anlagt møde, som begynder mandag, at gå i krig med våbenhandlere og hykleriske stater.
Generalsekretæren for FN, Kofi Annan, kalder de mindre våben for »masseødelæggelsesvåben«, fordi de udretter så stor skade. Ikke mindre end tre millioner mennesker skønnes at være blevet dræbt af små våben i det seneste årti. Det hænger sammen med billig og let adgang til våben samt øget produktion. For eksempel er antallet af lande, der producerer håndvåben, blevet fordoblet fra 1960 til 1999. De største producenter af mindre våben er Kina, USA og Rusland. Men lande som Frankrig, Tyskland, Bulgarien og Polen er også godt med.
På baggrund af de små våbens store dræbereffekt har FN indkaldt til Konferencen om ulovlig handel med mindre og lette våben i alle dens aspekter. Mindre våben er i FN’s definition alle bærbare våben bl.a. revolvere, maskingeværer og bazookaer (raketkanoner).
Udenrigsminister Joseph Deiss fra Schweiz, som er et foregangsland i kampen mod udbredelsen af mindre våben, skriver i International Herald Tribune, om små våben: »Produktionen af dem bliver udvidet hvert år, og de er nemmere at få fat på end nogensinde før. Alt sammen tegn på, at det er et problem ude af kontrol.«

Opgivenhed
Politikere i en række rige lande taler en del om øget international kontrol med handel med håndvåben. F.eks. blev der efter et fælles EU-USA-topmøde i december i fjor udsendt en erklæring om våbeneksport, hvori bl.a. står, at »vi forpligter os til at fremme de bedste adfærdskodekser og eksportkontrolmekanismer.« Og i slutningen af juni skrev den svenske udenrigsminister Anna Lindh på vegne af EU en helhjertet opfordring til at få bragt handlen med små våben under kontrol.
Men ligeså meget politikerne siger i ’skåltaler’, lige så lidt gør de, når det gælder fodarbejdet. Således deltager f.eks. de færreste EU-lande på ministerplan ved FN-mødet i New York. F.eks. nøjes Danmark med at lade sig repræsentere ved sin FN-ambassadør.
Resultatet af FN-mødet ventes at blive en handlingsplan, hvori medlemslande og regioner forpligter sig til at indføre diverse kontrolmekanismer, der kan begrænse den ulovlige handel med våben.
Seniorforsker Gorm Rye Olsen fra Center for Udviklingsforskning har ringe tiltro til FN-konferencen:
»Der kommer ingenting ud af den konference nu. Måske gør den en forskel om ti år, hvis man er heldig. Der er så store økonomiske interesser på spil inden for våbenhandel f.eks. i lande som Bulgarien, der har hårdt brug for fremmed valuta, at mange lande er parat til at se gennem fingre med alle regler. Og alene de nødvendige kontrolforanstaltninger er så krævende, at det overgår min fantasi, hvordan man skulle kunne gennemføre dem.«

Slap EU-kontrol
Fra EU udgår der årligt millioner af håndvåben, som både tilsigtet og utilsigtet havner i de forkerte hænder. F.eks. eksporterede Frankrig ifølge Amnesty International våben til Rwanda under folkemordet i 1994. I 1998 indførte EU et sæt etiske regler for våbeneksport. Ifølge reglerne skal medlemslandene hvert år udarbejder en detaljeret liste over deres eksport af våben. Men EU har ingen sanktionsmuligheder, og våben eksporteret til et ikke-krigsførende land kan f.eks. i Afrika, hvor der som regel er vidt åbne grænser, meget hurtigt havne i hænderne på bestialske grupper som f.eks. hutu-oprørere fra Rwanda.
Om EU’s manglende kontrol med våbeneksport har udviklingskommissær Poul Nielson opgivende sagt:
»Det er lidt ligesom med det her krav om boykot af diamanter fra krigszoner. Vi kan da godt opfordre arbejderklassen til at lade være med at købe diamanter – det får de ikke svært ved – men hjælper det noget? Vi må erkende, at den politiske vilje til at gøre noget ved det her problem er meget lille i en række store EU-lande.«

Små skridt
Trods manglende tiltro til at der kan flyttes hegnspæle, når det gælder udbredelsen af de dødbringende våben, så er der ud over FN-konferencen skridt i den rigtige retning. I marts vedtog ’FN-konferencen om afvæbning’ i
Wien udkastet til et sæt regler om ulovlig handel med og produktion af håndvåben og ammunition. Føres denne såkaldte protokol ud i livet, så vil der blive indført internationalt anerkendte standarder for mærkning og registrering af skydevåben samt mulighed for at følge deres vej fra producent til bruger.
Endvidere har FN’s Udviklingsprogram (UNDP) haft succes med at få folk til at aflevere håndvåben til destruktion i f.eks. Albanien og Mali. Midlet er at give tidligere soldater mulighed for at få en uddannelse eller komme i gang med en lille forretning. I Congo-Brazzaville har UNDP således givet iværksætterstøtte til 4.700 tidligere oprørssoldater. Et af projekterne – et bageri i byen Brazzaville har således det sigende navn Fredens bageri. Den slags initiativer er dog langt fra ukomplicerede. For eksempel halter et våbenafleverings-program i øjeblikket i Sierra Leone.

FAKTA
Billig Kalasjnikov
*På verdensplan findes ca. 500 millioner mindre våben.
*46 ud af 49 større væbnede konflikter i 1990’erne blev udkæmpet fortinsvis med håndvåben.
*Mindre våben er som hovedregel meget billige. Nogle steder i Afrika kan en et Kalasjnikov-gevær købes for en sæk majs.
Læs mere om FN-konferencen på www.un.org/Depts-/dda/CAB/smallarms
Om udbredelsen og handlen med mindre våben på
www.smallarmssurvey.org

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her