Læsetid: 2 min.

Forenklet bondegårdsferie

’Send mere slik’ er en dansk børnefilm uden megen inspiration
6. juli 2001

(2. sektion)

Ny film
Cæcilia Holbek Triers nye børnefilm har samme udgangspunkt som hendes debut Nonnebørn fra 1997. Men denne gang er det ikke en enkelt pige, som en bortrejsende mor overlader til andres varetægt, men to søskende, Angelica på 12 og Lone på 9. De sendes fra København til det sorte Jylland, fordi deres mor skal arbejde i New York.
Og så kommer de på landet, så det basker. De indlogeres på en gård, der i omkring et halvt århundrede har tilhørt det fjerne slægtningepar Hortensia (Bodil Udsen) og Rasmus (Per Oscarsson), som begge er i 70’erne og i flere årtier har levet, som om tiden stod stille.
Angelica og Lone reagerer som storbybørn på bondegårdsferie åbenbart forventes at gøre, når de er moderne, modebevidste piger: de væmmes ved den primitive gammeldags kost, frastødes af dyrene og skræmmes fra vid og sans, bare de hører en fugl skrige hæst i det fjerne.
Men den diskret moderlige Hortensias godnatsange har en beroligende effekt, og da hun først har sunget Solen er så rød, mor og en bortløben Lone er blevet hentet hjem af gamle, bekymrede Rasmus, vender alt på en tallerken: nu er dyrene søde, maden tålelig og ferien lutter idyl. Pigerne bidrager endda til, at nogle vigtige ting bliver sat på plads, så det gamle par kan forblive på gården.

Irriterende tøser
Det er en af den slags spinkle historier, der skal leve på et fortælleoverskud af charme og musikalitet, men det sker ikke her. Tværtimod bærer filmen præg af vane-dramaturgisk konstruktion og postuleret skematik og løfter sig aldrig hverken humoristisk eller eventyrligt.
Cæcilia Holbek Trier rammer godt mundhuggeriet mellem de to søskende-tøser, men ærlig talt: på mig virker de mere irriterende end indtagende eller sjove, når de – med en manglende situationsfornemmelse, som få børn vel egentlig besidder – klæder sig outreret ud ved ankomsten eller joker taktløst om det gamle pars fremtid på plejehjem.
En neddæmpet Bodil Udsen giver Hortensia sin varme kvindelighed, men Per Oscarsson er et bizart valg som Rasmus, så meget mere som han eftersynkroniseres af Dick Kaysø på en sælsom ubestemmelig dialekt.
Blandt filmens ’indfødte’ personer taler i øvrigt kun Bodil Jørgensens grisefarmerkone et diskret jysk – og har da også filmens bedste scene, hvor hun nådesløst viser sit emsigt hverdagstyranniske sindelag.

*Send mere slik. Instruktion og manuskript: Cæcilie Trier Holbek. Dansk (Palads, CinemaxX og en række omegnsbiografer)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu