Læsetid: 2 min.

Han gav country stil

Chet Atkins var manden bag The Nashville Sound
6. juli 2001

Nekrolog
En knoldesparker er død. Havde han været sort, havde hans far plukket bomuld, og han selv havde snydt sig med toget til Chicago eller Detroit på flugt fra Ku Klux Klan, eller bare almindeligt racehad. Nu var han hvid, familien godt nok fattig, men faderen var musiklærer, og sønnen blev et af amerikansk country- og popmusiks allerstørste navne. Især som innovativ guitarist, i en genre som med ujævne mellemrum er i fare for at stagnere, men også som producer, arrangør, talentspejder og coach. Og så opfandt han The Nashville Sound.
Den 30. juni døde han af kræft.
Chester Burton Atkins blev født den 20. juni 1924, i Luttrell, Tennessee, og ret meget længere ud på landet kommer du ikke.
»Vi var så fattige, og alle vores naboer var så fattige at vi nåede op i 40’erne før nogen af os opdagede at den store depression overhovedet havde været der«.
Han havde også et godt øre for den mere mainstream-agtige pop, og ikke mindst brobyggeriet mellem de to genrer gjorde Chet Atkins til noget helt specielt. Mange år senere udtalte han: »Country-musikken havde været død, hvis jeg ikke havde ændret den. Publikum vil have forandring, og de forlanger et vist mål af sofistikation.« Det havde han jo ret i.
Blandt de kunstnere, han producerede/fandt, var Elvis Presley og Eddy Arnold, Waylon Jennings, Floyd Cramer, Charley Pride, Jim Reeves og Bobby Bare.
Chet Atkins store forbillede var Merle Travis. Det var bl.a. ham, der lærte Atkins at spille både melodi og rytme på en gang. En stil han følgende arbejdede videre med og perfektionerede. Selv om ikke alle i begyndelsen helt forstod hvad han ville. »Jeg blev fyret adskille gange, da jeg var helt ung. Jeg lød som to dårlige guitarister.«
I 1946 pladedebuterede han med nummeret ’Guitar Blues’, og spillede for første gang på The Grand Ole Opry.
Herefter turnerede han i nogle år, bl.a. med The Carter Family, og da han i 1950 vendte tilbage til Nashville, havde hans spil udviklet sig i en grad, så han blev en af de mest efterspurgte studiemusikere. Bl.a. indspillede han med Hank Williams og Bill Carlisle. Han slog sig ned i byen, og fik fast job hos pladeselskabet RCA, hvor han senere blev konsulent og endelig, i 1957, producer.
Ikke blot var Chet Atkins en fremragende og nyskabende guitarist, han var også fremsynet. Han så/hørte hurtigt, at rockmusikken kunne blive en trussel mod countrygenren, hvis denne ikke udviklede sig, og appellerede til et bredere, byorienteret publikum.
I 1957 udgav RCA klassikeren ’Oh Lonesome Me’ med Don Gibson, og The Nashville Sound var opfundet.
»Vi benyttede et tungt trommebeat, og oveni lagde jeg en forvrænget elektrisk guitarsolo. Det virkede åbenbart iørefaldende nok.«
Mildt sagt.
Chet Atkins har udgivet et utal af plader igennem årene. Ikke mindst duo-pladerne har gjort hans navn kendt ud over snævre country-grænser. Bl.a. med Jerry Reed, Merle Travis, Les Paul, Doc Watson og Mark Knopfler.
Efter omkring 30 år hos RCA gik han til Columbia. Og nærmest ved et tilfælde rendte hans første indspilning for hans nye selskab, Work It Out With Chet Atkins fra 1983, ind i workout-bølgen.
Ved sin død efterlader Chet Atkins sig en af populærmusikkens største samlinger af priser, deriblandt adskillige Grammy’er, og en indlysende plads i Country Music Hall of Fame.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her