Læsetid: 3 min.

Glass forvandler stumfilm til MTV

Verdenspremieren på Philip Glass’ musik til nye kortfilm fra Peter Greenaway, Atom Egoyan m.fl. var mere en visuel end en lydlig åbenbaring
31. juli 2001

Lydfilm
NEW YORK – Det synes måske lidt bagvendt at sætte fremmelige filmmagere til at lave stumfilm i det herrens år 2001. Men, som bekendt, så har fantasien en tendens til at blive hjemløs uden grænser, og derfor er det selvfølgelig også frugtbart at berøve kreative sjæle som Peter Greenaway, Atom Egoyan, Godfrey Reggio – der skabte de ordløse jordklodefilm Koyaanisqatsi og Powaqqatsi – og de visuelle kunstnere Michal Rovner og Shirin Nesrat lydsiden i filmmediet. Den ligger derimod i Philip Glass’ musikalske hænder. Anledningen er New Yorks Lincoln Center-festival, der hylder denne ’verdens mest berømte nulevende komponist’ – som det hedder sig herovre – der her har komponeret ny musik til de i alt seks kortfilm, som – på nær Reggios to af slagsen – er skabt til lejligheden.
Her sidder vi så til verdenspremiere på Shorts, på en ærværdig komponists mini-soundtracks til seks kortfilm: De dæmpede partiturlys afslører Glass selv ved keyboard og Michael Riesman dirigerende The Philip Glass Ensemble, hvor man kan øjne sampler, synthesizere, slagtøj, saxofoner, fløjter, korsangere og en didgeridoo.
Glass har prøvet soundtrack-jobbet flere gange før – ikke mindst til Reggios film, men også Kundun og The Truman Show – men opgaven er alligevel noget sværere, når den kreative aktivitet skal leveres i seks skarpe, ikke ét langt, parafraserende stræk – og i forgrunden, ikke som underlægning. Og det kan høres.

Solid signatur
Ganske vist bærer musikken den solide komponists signatur: Transparente arrangementer, smukke melodiske turneringer, changerende rytmikker, som både rykker med og mod medmusikerne. Glass maler med klare farver og bruger dynamikken som teatralsk boost, samtidig med at man genfinder de karakteristisk kantede repetitionsmønstre, som han samtidig med bl.a. mestrene Steve Reich og Lamonte Young fremelskede i sen-60’erne. Men dramaet og ornamenterne overmøblerer også hans korte kompositioner – i modsætning til fordums minimalistdage.
Evnen til at fortælle en historie eller lade en filmstrimmel med betydning uden det talte ord – og ofte uden respekt for gængs narrativitet – er en af filmmediets store og ofte negligerede muligheder, og netop Peter Greenaway har flere gange harceleret over dette. Med Shorts’ åbningsfilm The Man In The Bath dyrker han i stedet filmet installationskunst, hvor flere billeder lapper over hinanden i symmetriske strukturer.

Monokrome filmloops
Et tredimensionelt billeddigt blottet for handling og ofte uden bevægelse inden for rammerne, der til gengæld selv opklippes og sættes i computermanipuleret bevægelse. Narrativiteten forløses derimod med metaforisk vægt i Shirin Neshats Passage, der stadig leger med mediets digteriske muligheder, men med klar udvikling, hvorimod Egoyan med
Diaspora prøver kræfter uden for fortællingen med grovkornede, monokrome filmloops, der indrammer hvileløsheden hos eksilerede folkestammer – og det had de rejser til og fra. Børnepsykologi og biologi bærer Reggios to film, mens Rovners Notes leger med samling og spredning af mennesker på en mark, der siden klippes sammen i flere lag – over og under hinanden – mimende en evigt immigrerende verdensbefolkning. Og måske fordi Rovners film er så sært rytmeløs og fri for en klart dechiffrerbar stemning, er det også her sammensmeltningen med Glass lykkes bedst.
Den 64-årige komponist går nemlig desværre aldrig i infight med de 80 minutters stumfilm, men smører blot tykke lag på deres stemninger, betydninger, pointer, rytmikker. Det kan han ikke så utvetydigt i Notes, men ellers tenderer Glass’ kompositioner mere mod understregning og i værste fald overmaling, end udbygning: Jagende dyr ledsages af særlig voldsom og rytmetung musik, kaotiske billeder fra mikroorganismernes plan tilsættes let, myldrende komposition osv. Og Glass forvandler – sikkert helt mod sin vilje – flere af filmene til finkulturel MTV, ensklingende musikvideoer med budskaber og kunstnerisk vilje – for det er der masser af hos især Greenaway, Neshat, Egoyan og Rovner.

Luksuriøs buffet
Undervejs er der dog musikalske højdepunkter – en altsaxofons solo under Reggios Evidence, samplet kvindekor til Passage – men generelt ærgres man over at Glass ikke er gået i mere udfordrende og meningsudbyggende dialog og blot dyrker parafrasereringen.
Lyset tændes, staben klappes ind og ud. Vi har nydt denne luksuriøse buffet af kunstnere, men føler alligevel at en chance for at smage nye krydsninger er blevet forpasset.

*Shorts – A Glass Celebration, Alice Tully Hall, Lincoln Center, New York, fredag

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu