Læsetid: 4 min.

Den er god nok!

Robert Zola Christensen fik sin ph.d.-grad på en afhandling om vandrehistorier
3. juli 2001

Ph.d.-forsvar
»Min fars nye kone boede ovre i blokkene. Hun kunne ikke forstå, at der kom flere og flere mørke skjolder på loftet. Da det til sidst begyndte at dryppe, tog hun kontakt til varmemesteren, der straks aflagde overboen en visit. Lejerne viste sig at være fra Jugoslavien, en familie på ni. Gulvet var brudt op, og der var lagt kartofler over det hele.«
Ovenstående er et eksempel på genren ’vandrehistorier’, fortalt af den akademiske forfatter Robert Zola Christensen ved hans ph.d.-forsvar på Københavns Universitet fredag. Jeg genfortæller den for at anskueliggøre hvad en vandrehistorie er. Samtidig lever jeg op til en konvention: Man kan ikke diskutere vandrehistorier uden selv at komme med et sjovt eksempel. Det er sket i alle anmeldelser af Zola Christensens vandrehistorie-udgivelser (først og fremmest samlingen Det døde barn i hoppegyngen, der netop er kommet i paperback på Borgens Forlag), og det skete også i opponenternes gennemgang af ph.d.-afhandlingen i fredags. En anden vandrehistoriekonvention er den overraskelse, der altid indfinder sig i historierne, og som både skaber en narrativ spænding og bagved den en morale. Der er altså nogle bestemte regler for vandrehistoriers genfortælling og opbygning, og dem handler Zola Christensens afhandling om.
De fleste af os har været udsat for en vandrehistorie og også fortalt den videre uden at betragte den som andet end ubetydelig snak, midt mellem anekdote og sladder. Men Robert Zola Christensen har, siden han hoppede på sin første vandrehistorie i efteråret 1985, været fascineret af vandrehistoriernes narrativitet: Den måde, vi fortæller dem på. Han ser vandrehistorien som et velfungerende koncentrat af fortællingen som sådan – kartoffelhistorien ovenfor kalder han et ’litterært pragtstykke’ – og han har derfor gjort det til sit projekt at studere vandrehistorien som en fortælling med nogle bestemte narrative træk og bestemme den som selvstændig genre.

Samtidssagn
Folklorister har længe haft øje for vandrehistorien, som de kalder et samtidssagn og dermed et udslag af en genre, der har eksisteret lige så længe som mennesker har kommunikeret. Den svenske forsker Bengt af Klingenberg repræsenterede fredag den folkloristiske side i bedømmelsesudvalget og har selv udgivet den banebrydende vandrehistorie undersøgelse Råttan i Pizzan i 1986. Han mente, at Zola Christensen med sine artikler har fornyet nordisk genreteori, men pegede dog på nogle tendenser til forenklinger og begrebslige usikkerheder i afhandlingen. Det er for eksempel problematisk at definere en vandrehistorie som ’noget der foregiver at være sandt, men sandsynligvis ikke er det’, fordi forskeren ikke kan afgøre den enkelte histories sandhedsværdi. Vandrehistoriernes begivenheder kan godt have fundet sted – bare ikke alle de mange steder, som de bliver lokaliseret til gennem de mange historier, der genfortæller dem.
Bedømmelsesudvalgets litterære del bestod af formanden, lektor Marianne Stidsen fra Københavns Universitet, og lektor Søren Schou fra RUC. Schou udpegede et problem, hvis alvor han ikke helt kunne bedømme – men tilføjede, at det, at han ikke kunne bedømme problemets alvor, måske i sig selv var et problem. Robert Zola Christensen har gennem årene indsamlet et imponerende materiale af vandrehistorier, som folk har sendt til ham pr. brev og
e-mail, og dette materiale danner grundlag for afhandlingen. Problemet er, at materialet gennem den skriftlige indsamling allerede har undergået en forandring, før forskeren har fået det i hænde. Mens en vandrehistories formidling 1. som regel foregår i en uformel, mundtlig sammenhæng, og 2. altid med den underforståede betingelse, at tilhøreren (i det mindste lader som om, at han) tror på, at historien er sand. Når vandrehistorierne sendes til en forsker, er de derimod dels omskrevet til en skriftform, dels på forhånd karakteriseret som noget fiktivt: En vandrehistorie. Dermed mister de deres troskyldighed og bliver til metafiktioner – historier om historier.
Spørgsmålet er så, om man overhovedet kan studere vandrehistoriernes form uden at tage hensyn til, at den har ændret sig under indsamlingen. Især når man (som Zola Christensen gør det i sin nye bog Snylteren) ser med lup på narrative elementer som aktionsart, tempus og temporale hjælpeverber.
Desuden kan man overveje, om vandrehistorien dybest set er egnet som arketype for den litterære fortælling, når et af dens få helt faste kendetegn er noget, som næsten står i modsætning til litteraturens væsen: At den lader som om, den er sand. Prøv selv at husk på nogle eksempler på vandrehistorier – det er en fast ’undskyldning’ for historierne, at de forestiller at være sande, og de virker slet ikke uden sandhedseffekten: I modsætning til vitser har de færreste vandrehistorier stærke nok pointer til at fungere som fortælling alene.
Robert Zola Christensen anerkendte at der var et metodeproblem, men kunne dog forsvare sig med, at der ikke rigtig findes andre måder at indsamle så stort et materiale på. Og sandhedseffekten varslede han en undersøgelse af i kommende udgivelser. Historien vandrer altså videre, selv om Zola Christensens hidtige forskningsindsats var tilstrækkelig til at afføde ph.d.-graden til den folkloristiske litterat. Efter begejstringen hos det fremmødte publikum at dømme er der mange, der vil glæde sig til at høre mere.

*’Snylteren – Temporalitet og narrativ struktur i vandrehistorien’ af Robert Zola Christensen og Lisa Christensen udkommer den 24. aug.

*Artiklen er del af en serie, hvor vi sætter fokus på 60'ernes kunst, teater, musik, litteratur m.m. for at undersøge, hvordan årtiet igen i dag er blevet in

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu