Læsetid: 2 min.

Man hader da tabere

Vi er den offentlige menings agenter
6. juli 2001

(2. sektion)

Tabere
Martin Heidegger introducerede i Sein und Zeit begrebet ’Das Man’. ’Man’ er et andet ord for den offentlige og almindeligt udbredte forståelse af omverden.
I vores hverdagslige liv tror vi os selvstændige individer. Vi starter sætninger med ord som »Jeg tror« eller »Jeg mener«. Men langt de fleste meninger og udsagn er ifølge Heidegger slet ikke individuelle. Når vi siger »jeg mener« er det som regel man, der taler. .
Sat på spidsen kunne man sige, at frasen »Jeg mener« er udtryk for den udbredte opfattelse, at vi allesammen er rigtig individuelle. Men det er man, der siger jeg.
Den offentlige mening er ideologisk. Heidegger bruger flosklen »livet er forretning« som eksempel på en talemåde, der afslører en forveksling af arbejdsmarked med livsverden. Mennesket forstår sig selv som arbejdskraft snarere end som politisk borger eller bærer af kultur.

Arbejdsløse frabedes
Forfatteren Jan Sonnergaard har vist en formidabel evne til at lade man tale. Til at vise en ofte skjult, men udbredt foragt for tabere.
I novellen Onsdag formiddag hos Annette beskriver Annette åbenhjertigt sit ubehag ved en fyr: »han var så forhutlet en taber-nar, at han gentagne gange havde lånt penge af hende.« Den professionelle fallit bliver også hans private fallit. Gang på gang lader Sonnergaard sine karakterer bruge ordet ’taber’ som skældsord i stedet for svin eller røvhul.
I avisernes kontaktannoncer taler man samme sprog. »Arbejdsløse frabedes«, står der. Partnersøgende skriver taberforagten ind i reklamer for personlig fortræffelighed uden frygt for at blive afvist som et usolidarisk røvhul.
Sådan møder man mennesker.
Zygmunt Bauman har beskrevet ondskaben i den liberalistiske parole om, at enhver er sin egen lykkes smed. Det er din egen skyld, hvis du ender som som taber. Man accepterer ikke længere den med ’samfundets skyld’. Der er ikke længere noget politisk ansvar for arbejdsløshed.
Det er den parole, Karen Jespersen bruger, når hun anbefaler et kærligt spark bagi til de langtidsledige. De skal bare være mere dynamiske. Så skal de nok få jobs.
Det er dokumenteret, at 40.000 udstødes fra det danske arbejdsmarked årligt. Center for Alternativ Samfundsanalyse offentliggjorde for et par år siden en rapport, der viste, at af de 320.000, der i 1992 havde været ledige i mere end seks måneder, var 287.000 fortsat ledige seks år senere! Tallene viser, at der simpelthen ikke er beskæftigelse til alle. Men den liberalistiske parole legitimerer en hidtil uset nedværdigelse af de svageste. De ledige får puljejobs eller diagnoser som uarbejdsdygtige og dermed et kærligt los ud af statistikkerne. Dagpengeperioden er siden 1990 nedsat fra 7 år til 11 måneder. De ledige skal have særlig tilladelse for at forlade landet. De reduceres til snyltere. Man kan ikke lide dem. Det er deres egen skyld.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu