Analyse
Læsetid: 5 min.

Hamlet – en af os

Noget kunne tyde på, at Hamlet er disse års skuespil. Hans eksistentielle krise ligner nemlig vores
30. juli 2001

Hvem dér? Hamlet såmænd. Hele to udenlandske udgaver af William Shakespeares tragedie kan ses i den indre slotsgård på Kronborg i løbet af den næste måneds tid. På onsdag er det den litauiske instruktør Eimuntas Nekrosius og hans kompagni Menos Fortas’ opsætning, der returnerer til Danmark. Forestillingen blev vist i Kanonhallen i 1999, men denne gang bearbejder Nekrosius sin – med rette – berømmede version til Hamlets eget slot i Helsingør. Og senere på måneden gæstespiller det engelske Birmingham Repertory Theatre med deres udgave af dramaet fra sidste år. Ivrige teatergængere får en enestående mulighed for at spejle de to vidt forskellige opsætningers tilgange til kongesønnen i hinanden. For – hvor banalt det end måtte være at sige det – så er det spændende ved at overvære endnu et par omgange af renæssancedramaet jo ikke ligefrem, hvorvidt Hamlet og Ofelia får hinanden eller hvem der overlever fægtekampen i femte akt. Interessen samler sig atter om, hvordan instruktør og skuespillere går til Shakespeares berømte klassiker.

Hver generation har haft sin Hamlet og har kunnet løfte Shakespeares drama op som et spejl for den pågældende tids øjne og tendenser. Hamlet som romantisk melodrama, politisk indlæg, sort tragedie.
Men stykket er også – needless to say – med sine mange spørgsmål og temaer så åbent for fortolkninger, at det har appelleret til publikum siden det blev skrevet. Den særlige fascinationskraft er der ikke noget ejendommeligt i. For hvad handler Shakespeares tragedie egentlig om? Naturligvis om at være eller ikke at være. Eller sagt på en anden måde: om at være menneske. Og derfor er det heller ikke så underligt, at næppe nogen anden klassiker er blevet spillet så ihærdigt på scener både herhjemme og i udlandet navnlig i det sidste årti. Det er, som om vi på tærsklen til det nye årtusinde – og herovre på den anden side – ikke har kunnet få nok af den melankolske grubler. Med talrige opførelser herhjemme – og i udlandet hvor instruktørkoryfæer som Peter Brook, Robert Wilson og Robert Lepage alle har givet deres bud. De sidste to endda som halvnarcissistiske monodramer med selviscenesætterne selv i titelrollen. Noget kunne tyde på, at vi navnlig i denne tid oplever Hamlet som et drama om livet her og nu. Om dit liv og mit liv.

Shakespeares titelfigur står i skellet mellem den gamle og den nye verden, hvor man begyndte at stille spørgsmål til, hvad det vil sige at være menneske. Han bliver, frysende til marven, klar over, at han er alene. Det er denne erkendelse og tragiske selvbevidsthed, der fastlægger hans skæbne, når den først er vågnet i ham. Og denne tilstand af rodløshed og fokusering på den private fortælling er også vores. Outsideren og tvivleren Hamlets centrale eksistentielle krise tilbyder omtrent på alle planer en identifikation for et moderne publikum, der kan se sin egen fundamentale usikkerhed udspillet og eksperimenteret med på scenen. Også vi søger forvirret at finde sjæleligt fodfæste og en mening med galskaben i en uoverskuelig tid, hvor fremtidens konsekvenser for identiteten er noget, vi blot kan begynde at ane. Hans dilemma rammer tilsyneladende den krise, det moderne Jeg også befinder sig i. På den ene side kendetegnet ved en følelse af tabt identitet, forduftet kontinuitet og en almindelig fornemmelse af løsrevethed fra tilværelsen. Ved manglende fællesskabsfølelse og evne til at elske. En ensomhed, der er opstået på baggrund af ønsket om autonomi for enhver pris. På den anden side præget af enestående narcissisme og selvoptaget navlepilleri.
På Malmø Dramatiske teater tog instruktøren Staffan Valdemar Holm i 1995 mere end nogen anden udgangspunkt i en moderne ungdoms psykologi, da han viste en pubertær og rodløs lilleprins, der rendte forvirret rundt og ledte efter sit opløste selv, mens han forgæves forsøgte at leve op til rollen – med kraniet erstattet af en remote control. Uden far og uden forbindelse til sit eget liv. En lignende tolkning blev ført ud i ekstremerne af det italienske performancekompagni Sociètas Raffaelo Sanzio, der gæstede Kanonhallen med forestillingen Amleto samme år. Her var Hamlet reduceret til en forældreløs, livslammet og autistisk dreng uden sprog, der stod på scenen og tissede af skræk. Mens Kasper Holten i sin mere teksttro modern dress version på Aalborg Teater i sidste sæson forsøgte at lade Prinsen af Danmark være en 30-årig, der har svært ved at vælge og som bare driver med. Som ikke kan finde ud af at træde i karakter, før det er for sent. Med det rådne Danmark som et hypermoderne informationssamfund. For blot at nævne et par eksempler på de seneste års mere radikale tilgange.

At spille sin rolle med størst mulig effekt er et hverdagsprojekt for mange af os – en mulighed for at prøve den diffuse identitet af. Virkelighedens scene nærmer sig teatrets: Et liv, mange liv. Skuespilleriet som livsvilkår mere end nogensinde før. Eller den fuldt realiserede tilstand af det, som allerede Shakespeare havde blik for: »All the world’s a stage, and all the men and women merely players. They have their exits and their entrances, and one man in his time plays many parts.«
Ikke Hamlets ord ganske vist, men lagt i munden på en anden melankoliker, Jaques i Som man behager.
Også Shakespeares titelfigurs kerneløshed giver sig udslag i kamæleonagtigt rollespil. Og for nu at føre sammenligningen med Generation X-mennesket til dørs: Er den vittige Hamlet ikke først og fremmest en glimrende refleksionsironiker, der med sin tendens til at fyre friske bemærkninger af i løbet af samtalen, udstiller sin egen usikkerhed?
Også Hamlet spiller, som bekendt, roller, for at klare sig igennem en verden, han ikke længere kan se sig selv som en del af. Stykket er jo belæsset med referencer til teatralitet, ageren over for væren. Det er netop konflikten mellem skin og virkelighed, den engelske instruktør Bill Alexander fra Birmingham Rep tilsyneladende tager udgangspunkt i, mens Nekrosius’ gotiske billedbog sigter mod at illustrere menneskesindet i skærsilden til alle tider. Uanset tilgangene afslører Kronborgs gæstespil formentlig atter engang, at Hamlet er og bliver individets sjæledrama over dem alle.
Goodnight, sweet prince? Der er ikke meget, der tyder på, at Hamlet får lov at sove foreløbig.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her