Læsetid: 4 min.

Haver man kan læse

I renæssancen genopdagede man forestillingen om det arkadiske landskab, og de italienske fyrster skabte fortryllede haver, befolket af mytiske figurer. En tur i haven blev en allegorisk lystvandring
31. juli 2001

I renæssancen genopdagede man forestillingen om det arkadiske landskab, og de italienske fyrster skabte fortryllede haver, befolket af mytiske figurer. En tur
i haven blev en allegorisk lystvandring

Havekunst
Bebudelsesbilleder er i det hele taget enormt fascinerende. De blev malet eller hugget i sten fra tidligt i middelalderen til og med barokken. Og i dem kan man følge forandringen i engleforestillinger, kvindeidealer, mode, boligindretning og arkitektur.
I denne sammenhæng er de spændende, fordi englen altid er på tærsklen mellem inde og ude. Og derfor må maleren jo definere et inde og et ude.
Man kan se, at den tidlige renæssances malere forestiller sig Maria siddende i et byhus, hvor ude er gaden. Hos andre er ude en urtegård, en fin kunstfærdig have, med roser og frugttræer. Men på Leonardos bebudelse, sidder Maria på sin tærskel. Foran hende knæler englen med sin lilje, på en dejlig stor terrasse. Og i baggrunden breder det arkadiske landskab sig mod horisonten. Her er ingen overgang mellem husets have og den endeløse udsigt. Englen bebuder Marias frugtsommelighed og Jesu fødsel. Men billedet bebuder en ny, landskabelig have.
Man kan besøge den i Frascati eller Tivoli. I århundreder er romerne rejst ud til disse dejlige byer for at nyde den gode luft, vinen, og det rene vand.
Ja, kejser Hadrian havde en herlig sommervilla i Tivoli allerede i oldtiden. Og blandt andet under indtryk af Hadrians villa skabte renæssancens fyrster en række fantastiske haver.
I Frascati danner villaen kun en tynd skærm mellem den spektakulære udsigt og haven, der slet ikke ligner paradiset, men snarere en fortryllet skov, befolket af satyrer, nymfer og fauner. På havens terrasser står man og ser ud over det store landskab, hvor den berømte Frascati-vin vokser. Men bagved bliver skoven stadig tættere, og bækken bliver stadig vildere. Den er formet i vandkunster og bassiner, skåret i sten og overgroet med mos.

Metamorfoser
I renæssancens haver kunne man svale sig i den alt for varme sommer, gå og sværme i havens mange gange og gemme sig rundt om et hjørne. Det var noget helt andet end middelalderens sirlige og velordnede paradishaver, der kunne overskues fra stuens vinduer.
Men det var ikke sanselighed det hele. For datidens gæst var haverne som en levende bog, med referencer til den klassiske litteratur, man havde genfundet og genlæste.
De store italienske haver blev udformet som udtryk for ejernes dannelse og viden, og de besøgende nød at gå rundt og aflæse billederne, fortolke og digte videre. Billederne var skulpturer, plantninger og arkitekturfragmenter.
Enhver ordentlig villahave havde en grotto med kunstige drypsten, eller et nympheum befolket af sten-nympher. Man kunne også have begge dele. Og så skulle der være en lund med eg eller cypres, et bassin med flod- eller havguder, og et havehus, et casino, hvor man kunne nyde sin middag uden alle hoffets formaliteter.
Overalt var haven befolket af skulpturer, der bidrog til den rette stemnning. Det kunne være Diana, jagtens gudinde, og hendes hjorte. Og alle mulige billeder fra Ovids Metamorfoser.

Drømmevandring
I Rom er en række tidligere villahaver blevet en del af byen, i dag mødes også almindelige romere i Borghese-parken, børnene kører på cykel og får is på stierne, de gamle sidder bare og nyder det.
Unge og yngre mennesker kysser i krattet eller i biler, der er parkeret på sidesporene. Og Borghese-parkens skyggefulde alléer, vandbassiner, casinoet, og de små pavilloner har været umiddelbar inspiration for mange af det 19. århundredes byparker, efter det var blevet almindeligt for borgerskabet at rejse.
Men det er at foregribe begivenhederne, for i det 16. århundrede var Europa stadig hærget af krige, og det var kun få, der besøgte de fornemme haver. I stedet læste man om dem i storslåede publikationer, eller hørte om dem fra de, der trods alt rejste.
Og i bøger og fortællinger var det som om, det allegoriske voksede og fik større betydning end i de oprindelige haver.
En bog, der findes i originaludgave på Det Kongelige Bibliotek, er den mærkværdige Hypnerotomachia Poliphili, fra 1499. Forfatteren Francesco Colonna fortæller om en rejse i drømme gennem et fantastisk landskab, fyldt med arkitektoniske allegorier.
Rejsen handler om forelskelse, erotik og måske alkymi, og landskabet er som en levende have – en inspiration til de haver, der kunne læses som bøger, der blev skabt i hele 1500-tallet.

Søgen efter grænser
Denne periode kaldes af nogle kunsthistorikere for Manierismen, fordi det er som om alle renæssancens fine kosmiske regler bliver opløst i maner og attitude.
Stilbetegnelserne holder nok ikke til en nærmere betragtning, det 16. århundredes lærde arkitekter tog deres arbejde dybt alvorligt. Men det var en søgende og eksperimenterende tid, hvor store kunstnere søgte erkendelsens grænser.
Hypnerotomachia Poliphili fås i en engelsk oversættelse, og man kunne tage den med til et besøg i Villa Farnesina i Rom, hvor der er nogle fantastiske malerier af Rafael og en lille have. Og så næste dag kan man besøge Villa Guilia, springe Etruskermuseet over og nøjes med at nyde haven.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her