Inderne må leve med den amerikanske betegnelse Bollywood om deres
filmkultur, og amerikanske teknikker har sneget sig ind i hindufilmene.
Indien
NEW DELHI Den australske instruktør Baz Luhrmann var for nylig i Indien for at præsentere sin film Moulin Rouge. Det er ikke almindeligt, at udenlandske filmskabere har Mumbai (tidligere Bombay) på programmet, eftersom Indien ikke er et særligt stort marked for Hollywoodfilm eller udenlandske film i det hele taget. Alligevel er det et marked i rivende udvikling.
Luhrmann erklærede i et interview, at hans måde at lave film på i høj grad er påvirket af den indiske filmkunst. Luhrmanns stab hentede ligeledes mange af filmens kostumer og rekvisitter i Indien.
Indiske mainstream-film har en unik form og bliver ofte sammenlignet med den indiske ret thali, som består af lidt af det hele. Til forskel fra vestlige film, som falder inden for fastlagte genrer, har en typisk hindufilm hele molevitten musik, romantik, action, drama og komedie, i nøje afmålte doser. Hvis man kigger på billetsalget til flere nyere indiske film, som spiller i udlandet, samt de vestlige mediers interesse for Bollywood den lettere nedsættende term til at beskrive film produktionen i Bombay lader det til, at indisk film er ved at blive in ligesom indisk køkken og mode.
Ikke en efterligning
Hindufilm er nu jævnligt på top-10-listerne i USA og Storbritannien, hvor der er en stor asiatisk befolkningsgruppe, men samtidig er filmene også yderst populære i Afrika, Golfen og det østlige Asien.
I en BBC online-afstemning sidste år om årtusindets mest populære stjerne vandt hindu-filmstjernen Amitabh Bachchan stort over Hollywoods halvguder.
Verdens medier er begyndt at lave reportager, fotoessays, tv-serier og dokumentarprogrammer om de folkekære indiske film. Filmstuderende, forskere og historikere finder dem værd at analysere som en magtfuld form for folkelig kultur.
Filmpersonligheder fra Mumbai, som f.eks. Amitabh Bachchan og filmskaberne Subhash Ghai og Dev Anand, er imod brugen af termen Bollywood, fordi det giver indtryk af, at den indiske filmindustri er et derivat af Hollywood. Men Bollywood er nu officielt blevet optaget i Oxford English Dictionary, så der er ingen vej udenom.
Det er ikke længere en nedsættende term, og den bruges med stolthed som en måde at gøre modstand mod Hollywoods kulturelle overherredømme. Bollywood er ikke en Hollywood-efterligning men en ligestillet. Indien er med sin blomstrende filmindustri (omkring 800 film om året på forskellige sprog) den eneste, som ikke frygter Hollywoods filmmastodont. Tværtimod forsøger Hollywood at vinde det indiske publikum ved at dubbe engelske film i hindu og andre regionale sprog.
Monogame helte
Indiske film har bevaret deres egen form, omend sang- og dansesekvenser frit lånes fra udenlandske musikvideoer, og plot og scener hentes i Hollywood. De indiske filmhelte og heltinder er altid monogame, moderne påklædt men traditionsbundne i hjertet. Helten (og af og til heltinden) tager kun voldelige midler i brug, når det drejer sig om at forsvare den nære familie eller venner, naboer, lokalsamfundet eller nationen. Det er altid ønskværdigt at være opofrende, loyal og autoritetstro.
Mainstream-film har altså blot lånt nye teknikker fra Vesten og blandet dem med forudsigelige handlingsforløb, ikke altid med lige stor succes.
Indisk films evige tiltrækningskraft på ikke-indiske seere fra så forskellige lande og kulturer som Japan, Sydafrika, Rusland, Malaysia, Egypten og de Vestindiske Øer bunder i dens blanding af fantasi og tradition.
Indiens mainstreamfilm er som oftest så virkelighedsfjerne som muligt, og sangene bliver tit indspillet på pit-toreske steder i udlandet, selv om filmen foregår i en by i Indien.
Et slot i Skotland kan gå for at være et universitet i Delhi eller en schweizisk alpehytte for at være en bolig i Mumbai. Denne uforknytte tilsidesættelse af tid, sted og geografi kan kun finde sted i den alternative eksistenszone, som indisk film tilbyder et afbræk fra de barske realiteter.
Turistråd i lande som England, Schweiz, Australien, Canada, New Zealand, Ma-laysia og Mauritius gør, hvad de kan for, at lokke indiske filmskabere til netop deres lande med rabatter og tilskudsordninger, fordi film-hold er en stor indtægtskilde.
Happy ending hver gang
Hindu-indisk filmkunst blander ballader, fabler, eventyr og en simpel moralsk historie, hvor de gode egenskaber altid bliver belønnet, og ondskabsfuldhed bliver straffet. En happy ending garanteres så godt som hver gang. For Vesten er denne blanding af det simple og det outrerede tiltrækkende. For det indiske publikum er det den velkendte opskrift, som virker.
Bollywoods prisbelønnede resultater i England, USA og Sydafrika er med til at øge indiske films popularitet i udlandet. Desuden er indiske filmskabere begyndt at føre en aggressiv markedsføring af deres film i udlandet og ikke kun rettet mod et nostalgisk indisk publikum.
For ganske nylig havde filmproducerstjernen Aamir Khans film Lagaan (skat) premiere i Sydafrika og England. Kopier med undertekster er blevet lanceret også på ikke-traditionelle UK-markeder. Efter sigende stiler Khan efter en Oscar-nominering næste år.
Santosh Sivans Terroristen fik begejstrede anmeldelser og en meget presseomtalt verdenspremiere med skuespilleren John Lithgow til at gøre reklame for filmen. Sivan har tilrettelagt sin næste historiske storfilm Asoka (med hindu-filmstjernen Shah Rukh Khan som kejser Asoka den Store) til et internationalt marked.
»Når Ang Lee kan få så meget succes med Crouching Tiger Hidden Dragon, så kan vi også profilere Indien i Vesten og få vores film anerkendt i udlandet,« erklærer han optimistisk, sikker på at hans film vil gøre for Indiens film, hvad Ang Lees Oscarvinder har gjort for kinesisk film-kunst.
Hans timing er helt rigtig, for han træder ind på et marked, som i forvejen er åben over for indiske film.
»Det er også på tide,« bemærker han.
*Deepa Gahlot er journalist i Mumbai, Indien.
*Oversat af Runa Trosborg
