Læsetid: 6 min.

Hohenschönhausens ulyksaligheder

Preussen i centrum Berlin godt et årti efter ’Wende’ (2)
7. juli 2001

Intermetzo
Man kommer ifølge folderens forbrugerbevidste anvisning nemmest til stedet med S-Bahn til Landsberger Allee og derefter med sporvogn, Tram som de siger, 6, 7 eller 17 – stoppested Genslerstrasse eller med Tram 5 eller 15 – udstigning Freienwalder Strasse. Det sidste stykke vej går man og finder frem, hvis man ser skiltet i tide. Det er ikke nemt i egen bil, kortet skal vendes og drejes flere gange, hvis man ikke har været grønspætte og kan verdenshjørnerne på fingrene. Destinationen er ligesom foldet inderst ind i et i forvejen dybt kompliceret kvarter med et virvar af veje og småveje med skiftevis villabebyggelser og lave etageejendomme afløst af virksomhedsbygninger, småfabrikker, lagerhuse og den slags.
Det var i og for sig nemmere dengang. Dét var det. Så hentede de nemlig én – som oftest i den grå morgenbrækning eller midt om natten – og kørte én hele vejen dertil eller derud eller derhen. Befordringen var gratis, omend ikke just behagelig. Kigge ud af køretøjets vinduer undervejs kunne man heller ikke, eftersom der ganske enkelt ikke var reserveret vinduesarealer til passagererne. Det eneste den bortransporterede på nogen måde kunne få øje på gennem det lille tætte gitter i den armerede dør, var vagten, der sad nok så nydeligt på sit polstrede sæde og holdt et vågen og vagtsomt og mindre kammeratligt øje med, at passageren bag den armerede dør med gitter ikke bed struben over på sig selv. Det har sikkert ikke så få haft lyst til. Især hvis de havde prøvet turen før.

Turen gik fra det sted, hvor man var blevet verhaftet og forhørt til stedet, adressen, hvor Freienwalder Strasse skærer Genslerstrasse i Bezirk’et med det mest opløftende navn af alle Bezirk’er i Berlin: Berlin-Hohenschönhausen.
Hohenschönhausen er den del af storbyen, der ligger nordøst for Karl Marx Allee-(tidligere Stalin-Allee)-Frankfurter Allee-aksen og i forbindelse med denne byplanmæssigt set brutalt gennembrudte akse: Friedrichhain og Lichtenberg.
Der er mildt sagt ikke sindssygt spændende alle steder i Hohenschönhausen, hvilket folk i den situation næppe har tænkt på under transporten i de dage, da der – herom kan der næppe herske delte meninger – var endnu mindre sindssygt spændende i Hohenschönhausen og omegn. Men de, der sad på den anden side af døren i køretøjets førerhus og havde glimrende udsyn til de gennemgående facadeløse højhusbetonflader, kørte aldrig den lige, direkte rute til bestemmelsesstedet. Den transporterede i hundehullet bagude skulle nemlig ikke have nogen chance for at regne ud, hvor færden gik hen. Sådan set kunne det jo være ligegyldigt, ingen kom vel efter løsladelsen med et brækjern og brød bygningerne ned, og af disse eller andre sikkerhedsgrunde var det da heller ikke, snarere som en art terrorens terapi. Derfor kørte de rundt og rundt med folk og aldrig den samme rute, som om dét betød noget. Men efterhånden, da drivmidlerne i arbejder-bondestaten blev mere sparsomme med de stigende verdensmarkedsenergipriser i dollars, indskrænkede man sig efterhånden og på direkte ordre oppefra til et par symbolske volter for salatfad, arrestant, folkepolitifolk og Stasi-agenter.

Vel ankommet til adressen Genslerstrasse 66 kørte transportvognen ind i en garagelignende struktur på selve hovedbygningen – eller rettere én af hovedbygningerne for komplekset var betydeligt – og personalet smadrede en enorm skydeport i med et hvinende brag. Alene larmen ved denne handling, som forekommer så overflødig set ud fra et praktisk synspunkt, må have afstedkommet traumatiserende nervechok for den uforberedte, hvilket også var meningen. Derefter blev denne chokerede og efterhånden godt desorienterede person uden nænsomhed, kan man forestille sig, hevet ud af den blændede boks i transportvognen og losset op ad den korte trap-pe ind i trøstesløsheden, stanken af urin, billige rengøringsmidler, karbol, støvlesværte og uendelig angst og bange. På vejene ind i systemet, såfremt man ikke havde været der før, hvad
alle jo ikke havde, blev fangen fotograferet, registreret, fik taget fingeraftryk – i det hele taget kriminaliseret og behandlet derefter. Hertil bragtes jo statens og folkefællesskabets fjender, og alt håb var ude for den, der
gik og troede at man nogensinde slipper godt fra den slags.

I vore dage er kontakten til stedet af en ganske anden art. En guidende, i øvrigt dansktalende, medarbejder ved Stiftung Gedenkstätte Berlin-Hohenschönhausen tager imod ved den store indgangsport og vagtstuen, såfremt man er så selvplagerisk at ville stifte bekendtskab med en ikke uvæsentlig for ikke at sige logisk side af DDR’s stats- og borgerretsopfattelse. Den dansktalende – eller jævnt godt dansktalende – forklarer at han med sine forældre længe før die Wende, havde fået tilladelse til en færgetur til Gedser. Denne udflugt var for ham the very taste of freedom, og dansk blev symbolet på de fries sprog. Enhver chauvinist af hjertet må glæde sig. Nu varetager han sammen med andre tidligere indsatte og fagmedarbejdere for den sags skyld dette Gedänkstättes vedligeholdelse og drift. Et sært dilemma, som på en ikke så farlig distant facon minder om problematikken vedrørende gaskammeret i Natzwiller-Struthof, udryddelseslejren i de lave romantiske bjerge ikke langt fra Strasbourg. Spørgsmålet dér var aktuelt for nogle år siden: Skulle man skride til restaurering, og i givet fald i hvilket omfang? Der er med den slags problemer knap nogen mellemvej. Enten gør man det forsvarligt efter all kunstens regler med museumsbutik og café – eller man lader naturen og glemslen tage rædslerne i favn og relativ evig forglemmelse. Således med førerbunkeren nær det genopstandne Potsdamer Platz-kvarteret. Dybt nede har man fyldt lokaliteterne for Hitlers sidste krampetrækninger med sand. En dag om mange, mange år vil der være rundvisning i de tømte kamre: Her skød Adolf sig en kugle for panden, her forgiftede Goebbels sine børn, o.s.v.

Tilbage til Hohenschönhausen er der således rundvisning efter den modtagende medarbejder har holdt et foredrag for de besøgende, der lukkes ind i anlægget i hold. Midt under redegørelsen for Hohenschönshausens bygnings- og forvaltningshistorie, glider en hinde for den talendes øjne, og han går ligesom i selvsving. Han er nået til sin egen lidelseshistorie, der påhøres i tavshed, efterhånden som krænkelsernes omfang detaljeres. Man sidder undervejs og spekulerer på, om man ikke ville gøre manden en tjeneste ved at bortføre ham i en lukket varevogn den anden vej – ud, væk fra traumerne. Vil denne inderligt sympatiske, blide. sårede mand mon nogensinde slippe væk fra sine dæmoner, hvis han forbliver deres kustode? Krisehjælp kan også være at lukke af for talestrømmen og fortrænge en smule. Men man gør selvfølgelig ingenting, sidder bare der og kigger ned i bordpladen, indtil man en time efter bliver lukket ned i Das U-Boot. Ikke Wolfgang Petersens klassiker, men de underjordiske celler, hvor regimet – d.v.s. allerede russerne og før dem nazisterne – tvang folk ind, til de blev mere og mere vanvittige af ensomhed og angst. Var selve den mørkelagte, fugtige celle med det bare cementgulv, en briks og intet andet ikke tilstrækkeligt, var der specialceller med indlagt vandtortur, dryp, dryp, dryp, til fangens forstand var udhulet. Senere i DDR-tiden nøjedes man med psykisk tortur. Forfatteren Jürgen Fuchs var én af dem, der oplevede og beskrev, indtil han døde af en mærkværdig kræftsygdom, som så mange af de indsatte pådrog sig i fangenskabet. Alt dette og meget mere foregik i Hohenschönhausen, mens for eksempel Berlin-filmfestivalen afvikledes et kvarters kørsel derfra, og deltagerne nu og da tog på slum-tur ind over Check-
Point Charlie. Men det er en anden lige så uvirkelig virkelig historie fra det usete Berlins fortid.

*Fortsættelse følger næste lørdag

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu