Læsetid: 5 min.

Imperiet breder sig som en steppebrand

Globaliseringen er et nyt imperium. Men det er ikke USA’s imperialisme, for imperiet har intet hoved og intet vinterpalads. Det siger Michael Hardt, der er medforfatter til en bog, der kan blive en bibel for aktivisterne i Genova
21. juli 2001

Ny bibel
Imperiet er blevet det ’hotte’ samtaleemne fra Washington, Paris og Tokyo til Peru og Katmandu. Imperiet, verdensriget eller blot Empire på engelsk er titlen på en bog, som går sin sejrsgang over hele kloden. I denne uge har det selv det amerikanske ugemagasin Time kaldt det den ’hotte, smarte bog’, og forleden skrev The New York Times, at Empire kan blive ’den nye store ide’, der kommer til at dominere på universiteterne.
Men Empire er ikke en mainstreambog til en mainstreamtid, selv om den er udgivet på det fornemme Harvard University Press, er oversat til ti sprog og er revet væk fra boghandlernes hylder i New York og hos Amazon.com på internettet.
Det overraskende er, at Empire forsøger at genrejse kommunismen med stort K - ikke på trods af Murens fald, men netop på grund af det. I en tid, hvor mange ikke længere tør hviske det farlige k-ord, så er forfatterne glade og stolte over at være kommunister.
Det er den 41-årige lektor i italiensk litteratur ved Duke University, Michael Hardt og så den 68-årige italienske aktivistfilosof Antonio Negri, der udsoner en 13 års fængselsstraf i Rom for at have inspireret aktivister til brug af vold i halvfjerserne, hvor de Røde Brigader slog til med terroristaktioner.
»Det er bemærkelsesværdigt, at vores bog har fået så stor succes i Amerika,« siger Hardt til Information.

Kommunismen tilbage
»Det er absurd, at Time, der under den kolde krig inkarnerede den dominerende ideologi i USA, nu også roser vores bog. Men det viser, at kommunismen er kommet til ære og værdighed igen. 1989 og murens fald markerede ikke kommunismens fald, men dens befrielse. Det er igen muligt at tale om kommunismen som en mulighed blandt mange modeller, uden at få skudt i skoene at det er et forsøg på at genskabe den sovjetiske model.«
Empire er en ambitiøs historisk og filosofisk analyse på 431 sider, der går i fodsporet på tænkere som bl.a. Macchiavelli, Spinoza, Marx, Foucault og Deleuze. Bogen søger at skabe en global politisk syntese for det nye millenium. Måske bliver den en intellektuel bibel for de bevægelser, der demonstrerer mod G8 og den nyliberale verdensorden i Genova, og som vil føre ånden fra Seattle videre.
Den anerkendte slovenske filosof Slavoj Zizek har slet og ret kaldt Empire for ’det kommunistiske manifest i vor tid’.
»Vi sætter pris på Zizeks ord, men vores bog er ikke et nyt kommunistisk manifest. Vi analyserer de aktuelle former for politisk magt, men vi giver ingen praktiske aktionsforslag,« siger Hardt.

Ikke USA-imperialisme
Bogens store fortjeneste er, at den ikke beskriver globaliseringen, som en fortsættelse af udviklingen efter nationalstaterne og imperialismen. Globaliseringen er noget radikalt nyt. Imperiet har spredt sig overalt, og magten er ikke afgrænset til et bestemt sted eller territorium. Ingen transnational virksomhed eller nationalstat kan bestemme udviklingen.
»Verden domineres ikke af en amerikansk imperialisme eller en håndfuld transnationale selskaber. I modsætning til dengang, hvor Storbritannien var et verdensimperium, har magten ikke længere et fixpunkt. Der er intet vinterpalads at storme. I modsætning til det romerske imperium og til monarkiet, territorialstaten og de moderne demokratier har imperiet idag flexible og flydende grænser. Og verden er domineret af hyperideologier og en biomagt, der regulerer det sociale liv indefra.«
– Men selv om USA ikke er en supermagt, så er det ikke magtesløst?
»USA har en priviligeret magtposition i det globale imperium, men er ikke imperiets hoved. Der er intet centrum for magten. Magten er, som Foucault sagde, ’intet sted og alle steder’. For at tale i computersproget, så kan man sige, at magten ikke kan kontrolleres, for den struktureres i flydende og decentrale netværker.«
– Hvad betyder det for den politiske aktivitet?
»Det bliver meget sværere at tænke og organisere sig politisk. Der er ikke længere lette løsninger. Det er vanskeligere at angribe imperiet. Det er vigtigt at kritisere institutioner som handelsorganisationen WTO, men man må ikke nære illusioner om, at man derved kan destruere imperiet. Magten og dens netværker vil blot reorganisere sig hurtigt.«

Nej til nostalgi
– Nationalstaten er svaret på den nyliberale globalisering, siger nogle venstreorienterede. Hvad mener du?
»Vi deler ikke det synspunkt og har ikke en nostalgisk følelse for nationalstaten. Staten blev historisk brugt til at kontrollere folk. Der findes befrielsesbevægelser som i Sydafrika, der har haft en positiv rolle, men man skal ikke glemme, at den nationale suverænitet er en kapitalistisk undertrykkelsesform. I stedet for at længes tilbage til nationalstaten, skal vi udvikle nye former for demokrati i det globale samfund, der også giver plads til selvorganisering.«
Han mener, at det globale imperium giver større muligheder for at samle de udbyttede og kuede i en mangfoldig koalition, end hvis de var splittet op i nationalstaterne. Især knytter han forhåbninger til de nye vidensarbejdere.

Nye netværk
»I dag laver mange mennesker immaterielt arbejde. Vidensarbejderne har fået mulighed for at organisere deres selskaber i nye netværk. Deres viden giver dem en social magt. Det immaterielle arbejde laves ikke bare i it-industrien, men også af læger, sygeplejersker og servicearbejdere. Selv fastfood-arbejdere i McDonald’s skal yde noget ekstra og får besked om at give ’service med et smil’. Det ændrer ikke alt arbejde, men når medarbejdere skal til at vise følelser, glæde, og engagement, så forandres arbejdet også og får en ny kvalitet. Den ny økonomi har overtaget 68-oprørets krav om sætte kreativiteten, fællesskabet og følelserne til magten. Det rummer et potentiale for en frigørelse fra den kapitalistiske dominans.«
– I er også fascineret af de fattige, og I anklager dele af venstrefløjen for at have set ned på de fattige. Hvorfor?
»Vi betragter ikke de fattige som ofre, men som et potentiale for masserne. Jeg er selv fascineret af Vittorio De Sicas film Miraklet i Milano (1951), der er en satirisk og magisk film om en italiensk mand, der skaber et utopisk samfund. De fattige vinder til sidst i filmen i en magisk scene, hvor alle mødes og flyver væk.«
– Et af jeres forbilleder er også den hellige Frans af Assisi?
»Det fascinerende ved ham er, at han gjorde sig ligeværdig med de fattige og selv med fuglene. Med sin livs-glæde stillede han sig op imod magtens elendighed.«
I bogen gør Hardt og Negri også Chaplin til en profet: »Det virkelig profetiske ved Charlie Chaplins fattige, frie latter var, når han frigjort fra enhver illusion fortolkede fattigdommens ’moderne tider’ og koblede de fattiges liv sammen med et frigjort liv og en frigjort produktivitet.«
Michael Hardt fortsætter:
»Chaplin var også båret af denne franciskanske forestilling om lighed og solidaritet. De to har ikke nødvendigvis levet et eksemplarisk liv, som alle bare skal efterleve, men de giver os en ide om, hvordan vi kunne vælge at leve.«
– Er der stadig brug for utopier?
»Ja, de er ekstremt vigtige. Især i en tid, hvor imperiets kapitalistiske magter er rus-tet med en stærk militær og økonomisk magt. Man hævder, at der intet alternativ er til den herskende orden, og selv dele af venstrefløjen har mistet drømmen om et alternativ. Men vi har brug for utopierne til at forestille os en anden fremtid.«

*Michael Hardts og Antonio Negris bog ’Empire’ er udgivet på Harvard University Press, 2000.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu