Læsetid: 3 min.

Ja-siden klokkede i det

Det var manglende professionalisme hos Ja-partierne, der gjorde, at den internationale spin-doktor, Michael Waters, havnede som rådgiver for euro-modstanderne op til EU-afstemningen sidste år. Ja-siden kunne ikke enes om betalingen
10. juli 2001

Spin
Det var interne skænderier hos Ja-partierne, der gjorde, at den internationale spin-doktor Michael Dane Waters og firmaet CSG-Worldwide havnede som rådgiver for Nej-siden. Ja-siden kunne ikke enes om, hvem der skulle betale.
»Ja-partierne var så meget oppe at slås, at de ikke kunne rejse penge til så meget som et sølle seminar med Michael Waters. Venstre ville ikke betale, før de konservative havde betalt. Og de konservative ville ikke betale, før Venstre havde betalt. Og de ville slet ikke samarbejde med Socialdemokratiet, før socialdemokraterne havde punget ud. Det hele gik op i røg, fordi de ikke engang kunne blive enige om, hvem der skulle lægge penge ud til hans fly-billet, så de kunne holde et indledende møde,« fortæller Mads Qvortrup, der er ph.d. fra Oxford og har forfattet en ny, endnu ikke offentliggjort rapport som led i Folketingets flerårige forskningsprojekt, Magtudredningen.
»Det pudsige er, at Waters oprindeligt havde tænkt sig, at han ville arbejde for Ja-siden, da han tidligere havde fungeret som konsulent for de svenske socialdemokrater.«
– Det er da rimeligt uprofessionelt af Ja-siden, er det ikke?
»Det er hamrende uprofessionelt. Det eneste de skulle, var at betale hans fly-billet. Det kunne de ikke nosse sig sammen til, og så ringede Waters til Nej-siden i stedet for,« siger Mads Qvortrup til Information.
Qvortrup har ud over sit arbejde for Folketingets forskningsprojekt, Magtudreningen, også et side-erhverv som forsker hos The Initiative and Referendum Institute, en amerikansk non-profit organisation, der rådgiver om folkeafstemninger. En institution, som Michael Waters er chef for.

Danmark et let job
Michael Waters’ assistent, Bill Piper, blev efter den indledende kontakt sendt til Danmark for at lave research forud for Waters’ besøg hos Nej-siden. Her blev der samlet meningsmålinger ind, holdt for-møder med de involverede parter, klippet aviser og skrevet punch-lines, så Waters kunne virke professionel, når han ankom.
»Jobbet i Danmark var faktisk ret simpelt,« fortæller Michael Waters til Information.
»I enhver folkeafstemning vil folk stemme nej, hvis de er forvirrede. Den danske Ja-kampagne gjorde den basale, men meget alvorlige fejl at sende alt for mange budskaber ud til befolkningen, så folk blev forvirrede. Når man er forvirret, vil man sikre status quo, og så stemmer man nej.«
»Vores råd til Nej-siden var, at de skulle sende et eller to enkle budskaber ud, og holde fast i dem, og bare blive ved med at gentage beskederne, så ville det løse sig af sig selv«.
Ud over de fælles strategi-møder i København, var Euro-modstanderne også i London sammen. Her blev der over en uges tid holdt møder med forskellige valgeksperter og politikere, heriblandt den konservative partileder William Hague og chefredaktionen på den EU-skeptiske, konservative avis, The Daily Telegraph, der arrangerede en indsamling af godt 120.000 pund til de danske Euro-modstandere.
Pengene gik til Frank Dahlgaards Nej-bevægelse, Nationernes Europa, da enkelte »konservative briter var betænkelige ved at give penge til en gammel kommunist (Jens-Peter Bonde, red.),« som den konservative, britiske europa-parlamentariker, Daniel Hannan forklarer det i rapporten.
Jens-Peter Bonde havde ifølge britiske konservative ellers fået »anselige beløb« fra de britiske konservative i forbindelse med Amsterdam-afstemningen i 1998. Men nu havde de fået kolde fødder.
»Jens-Peter er politisk kløgtig, så han foreslog, at vi kanaliserede et beløb til Frank Dahlgaard, som er mere på bølgelængde med os. Det syntes vi var en god idé,« udtaler Daniel Hannan i rapporten.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her