Læsetid: 5 min.

Jugoslaviens svære historie

Historieundervisningen i Serbien trænger til en kraftig modernisering som et vigtigt bidrag til at undgå konflikter på Balkan
27. juli 2001

Udleveringen af Milosevic til Haag – på serbernes historiske mindedag 28. juni – satte gang i en masse stof i pressen om de sidste 20 års jugoslaviske historie.
Noget af det mest interessante var en specialudgave af avisen Nedeljni Telegraf, der kombinerede reportage, tilbageblik og kommentarer for og imod udleveringen. Og så fik man over tre sider en gennemgang af Haag-tribunalets anklageskrift mod Milosevic og hans 4 medanklagede Milutinovic, Sainovoc, Ojdanic og Stojilj-kovic. Helt igennem en klar, saglig og oplysende gennemgang. Hele ekstraudgaven, flot layoutet og med interessante fotos, ville være oplagt at bruge i skoleundervisningen. Hvor der ville være hårdt brug for den.
Et andet blad, ugemagasinet Blic News, der udkom 11. juli, fokuserer netop på historieundervisningen i Serbien. I et stort dobbeltopslag kritiserer journalisten Jovan Lj. Gajic det serbiske undervisningsministerium, fordi det har kunnet finde midler til at indføre kristendomsundervisning i skolerne, men ikke til at udgive nye historiebøger.
Jovan Lj. Gajic giver eksempler på, hvad der nu står i historiebogen for ottende klasse – blandt andet en tankevækkende passage, som ser på baggrunden for udbruddet af kampene i Slovenien og Kroatien for ti år siden i de første valg med flere partier, som fandt sted i 1990 »under stort pres, dels fra dele af oppositionen, som boykottede valgene, dels fra udlandets side.« Og historiebogen fortsætter:
»Næsten samme situation udviklede sig også i Bosnien fra april 1992, hvor dele af de muslimske masser, religiøst opfanatiserede (under tilstedeværelse af mujahediner) udsatte serberne, og senere kroaterne, for ugerninger af samme omfang som under den tyrkiske besættelse.«
Undervisningsministeriets holdning til en skolebog med sådant indhold er et råd til lærerne om at anvende neutrale termer og et afvejet sprog, når de beskæftiger sig med »følsomme« emner, så de undgår ensidige vurderinger og stereotype vendinger. Senere vil man luge ud i materialet og trykke nye lærebøger.

Det er nu ikke, fordi ministeriet ikke tager sin opgave alvorligt. Men det er jo ikke ligetil, hvad der skal stå i de nye lærebøger. Fra kommunisttiden har det været normalt, at der var ét lærebogssystem og én måde at undervise i historie på, og helt håndfaste forventninger til lærernes formidling af stoffet. Eleverne har hidtil været opdraget til at tro på læreren og lærebogen, og ofte fået seddel med hjem til forældrene, hvis de trods dette skulle stille spørgsmål, som opfattedes som kritiske.
I Kroatien og føderationsdelen af Bosnien er der kommet nye skolebøger. De udgør en forbedring, men undervisningsmetoden synes ikke at være grundlæggende ændret, og i etnisk blandede områder er der tendens til at dele eleverne op efter etniske skel i historieundervisningen.
Det gamle Jugoslavien havde på mange måder et effektivt, men også et meget autoritært skolevæsen. Og traditionen er videreført, også hos andre end serberne. Det ligger i rygmarven, at der kun er én sandhed, den til enhver tid autoriserede, og at det er den, der skal indlæres.

Denne tradition for indoktrinering har kun få indtil nu sat spørgsmålstegn ved, selv om den formentlig er en af de vigtigste årsager til, at så mange eksjugoslavere er faldet for deres regimes »løgnagtige patriotisme«, som en anden avis udtrykker det.
Jovan Gajic omtaler til sammenligning, og det bliver gentaget i en tekstkasse, at man i Danmark til 1.500 historielærere har 600 forskellige lærebøger i historie – en oplysning han har fra Dragica Koljanin, underviser ved universitetet i Novi Sad i det nordlige Serbien. Dragica Koljanin omtaler tillige behovet ikke blot for alternative lærebogssystemer, men også for en stadig efteruddannelse af historielærerne. Noget man næppe kan være uenig med hende i.
Artiklen understreger med rette, at fænomenet med den mildt sagt enstrengede historieundervisning ikke først opstod i Titos Jugoslavien, men at det går helt tilbage til 1800-tallet. I hver periode har historiebøgerne skulle prise det aktuelle regime og dets forbilleder i fortiden i blomstrende vendinger og udtale sig dybt kritisk om andre styreformer og regimer. Milosevic-perioden adskilte sig heri ikke fra de forrige.

Det er unægtelig på høje tid, at der sættes fokus på denne problematik i jugoslavisk presse. Skal man have nogen chance for at undgå nye krige på Balkan, er det enormt vigtigt at opdrage lærere og elever til, at der aldrig kun er én sandhed og én måde at se tingene på. Derfor er det vigtigt, at man nu ikke bare sætter et hold historikere til at skrive et nyt, autoriseret lærebogssystem. Der må være flere tilbud på markedet, som indgår i konkurrence med hinanden, og lærerne må efteruddannes til en ny, friere og mere mangfoldig historieundervisning. Måske bør Undervisningsministeriet overveje, om omfattende lærebogssystemer er den rette vej, ikke mindst i den aktuelle situation hvor der faktisk ikke foreligger tilfredsstillende og tidssvarende lærebøger. Og så er det nødvendigt at gøre op med den udbredte indstilling hos historielærerne, at det er for tidligt at danne sig et billede af 1990’erne, fordi dannelsen af nye stater på det gamle Jugoslaviens jord ikke er afsluttet. Jovan Gajic gør sig ligefrem til talsmand for, at historikerne skal konfrontere eleverne med det faktum, at forskerne er uenige!
Artiklen lægger kort sagt op til et systemskifte i jugoslavisk historieundervisning. Og nogle aviser er gået i forvejen ved at anlægge en ny stil for information og modstilling af synspunkter, som bedre svarer til kravene til et moderne demokrati. Problemet er imidlertid, hvor hurtigt skolevæsenet og dets lærebogsmateriale kan ændres. Det er et benhårdt økonomisk problem. Men måske et af de steder, hvor man fra udlandets side burde sætte mest ind med støtte. Det gælder om at gøre nuværende og kommende generationer uimodtagelige for indoktrinering og afhængighed af officiel mytedannelse, i alle dele af det nu splittede tidligere Jugoslavien.

Det bør ske ikke blot ved støtte til lærebogsudgivelser, men frem for alt ved gensidige faglige kontakter og seminarer. I den henseende har det sommeruniversitet, som Next Stop Serbien gennemfører i Novi Sad i samarbejde med serbiske studentergrupper, vist både behovet og interessen for at få input udefra til at vurdere fortid og nutid. Den nødvendige historiske revisionsproces kan kun lykkes i en stadig dialog med udlandet.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu