Læsetid: 3 min.

De kalenjinske underben

To dokumentarprogrammer om løsningen på gåden om de kenyanske løberes hegemoni på mellem- og langdistancen
26. juli 2001

Atletik
Enhver, der har spenderet hver fjerde sommer i skæret fra den olympiske tv-skærm, kan kalde billedet frem på nethinden: Tre kenyanske løbere i vanlig næsten ubærligt elegant løbestil alene i front i opløbssvinget.
De kenyanske mellem- og langdistanceløberes suveræne overlegenhed kan pindes ud i tal, der taler for sig selv: Siden 1968 har kenyanerne vundet 80 guldmedaljer ved olympiader og verdensmesterskaber. 52 procent ud af de 20 hurtigste tider nogensinde på samtlige distancer fra 800 meter til marathon er sat af kenyanere. 18 af de 20 hurtigste i 3.000 meter forhindringsløb.
De fleste af disse løbere tilhører et knap tre mio. stort højlandsfolk ved navn kalenjinnerne. Hvorfor?

Det største mysterium
I aften kl. 19.55 på DR2 sendes første halvdel af en dokumentarfilm, der følger et forskningsprojekt, som søgte at besvare dette spørgsmål, som er blevet kaldt det største mysterium i sportsfysiologien. Projektet blev ledet af Bengt Saltin og den tidligere landstræner i atletik Henrik B. Larsen fra Center for Muskelforskning på Rigshospitalet, og svaret, de fandt, overraskede alle, inklusive dem selv.
Grundene til kenyanernes overlegenhed kan være mange: Genetiske, sociologiske, det kan være maden, de spiser, eller det faktum, at kalenjinnerne fødes og lever 2.000 meter over havets overflade.
Myterne desangående er ligeledes talrige. Dennis Jensen, indehaveren af den danske rekord på 5.000-meteren siger:
»Forskellen på os og kenyanerne er, at de holder mere af at træne.« Den kenyanske marathonløber Simon Biwott mener også, at det er glæden ved træningen, som gør udslaget. Men sammenlignende studier mellem danske og kenyanske løbere viste, at der ikke var nogen forskel på den mentale styrke eller evnen til at presse sig selv.

Ingen højdefordel
En anden populær tese siger, at det er fordi kalenjinnerne løber lange distancer til skole allerede fra en ung alder, men også denne idé måtte falde i et sammenlignende studie af danske og kenyanske drenges fysiske aktivitetsniveau og iltoptagelsesevne.
Hvad maden angik kunne den heller ikke siges at udgøre en udslagsgivende forskel.
Når det kommer til højdeforskellen, og den deraf følgende tyndere luft, viste studierne, at det heller ikke er en fordel, faktisk tværtimod hvis konkurrencerne afholdes tæt på havets overflade, som tilfældet jo oftest er.
Men forskellen består: Forskerne fandt, at kenyanernes ’løbeøkonomi’ er ti procent bedre; De bruger med andre ord færre kræfter på at flytte deres kroppe den samme distance på den samme tid.
Man lavede et parallelt tre-måneders træningsprogram med utrænede unge drenge i Danmark og Kenya for at se, om de var fordi, at de er mere modtagelige for træning, men også det viste sig at være en blindgyde.
Ergo måtte svaret ligge i det genetiske; At kenyanerne har fysiske fordele allerede fra fødslen. Først undersøgtes en tese om, at deres muskler indeholdt flere af de såkaldt ’langsomme fibre’, men nul banan her. Heller ikke musklernes enzym-indhold udviste nogen substantiel forskel. Så sammenlignende man benlængderne, og der var der bid: Danskerne er gennemsnitligt fem cm højere, men kenyanernes ben er stadig – med to cm – de længste. Men komplicerede computerudregninger viste, at det ikke var synderlig fordel, når det kommer til løb. Forskerne var ved at løbe tør for ideer.

Dyrt ankelkød
Fra tidligere forskningsprojekter vidste man, at vægt omkring anklerne er meget dyrt for en løber. Kødfulde ankler koster. Og nu var der forskningsmæssig gevinst: Kalenjinnernes underben er betragteligt tyndere, og især hvis man sammenligner eliteløberne. Computerne regnede på sagerne og forskellen på underbensvolumen og løbeøkonomien er parallel.
Der kunne således konkluderes, at den fysiologiske forskel på underbenene, lagt sammen med den entusiasme og tradition for mellem- og langdistanceløb, der er i Kenya, er forklaringen.
Dokumentarfilmen, der er instrueret af Mikael Agaton, viser hele dette forskningsforløb, men fortæller også hvorledes løberiet for mange unge kenyanere er et håb om at kunne slippe ud af fattigdommen, når de ser de tidligere guldmedaljevindere flytte tilbage til Eldoret, hovedbyen i kalenjin-området, for at bygge sig million-dollar-villaer i europæisk stil og tøffe rundt i dyre biler, som løberen Moses Tanui har gjort. Andre forsøger mere direkte at give noget tilbage, som national-ikonet Kip Keino, der har oprettet en skole og et børnehjem, for børn, hvis forældre er bukket under for den grasserende aids-epidemi. Vi ser også hvorledes de udenlandske sportsudstyrsfirmaer, der arrangerer konkurrencer for børn i Eldoret for at finde morgendagens guldfugl.
I programmet ses også den danske kalenjin, Wilson Kipketer. Han smiler.

*DR2 i aften kl. 19.55 og næste afsnit næste torsdag kl. 19.30

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu