Læsetid: 6 min.

De kan få orm hos os

Om 60’ernes skrift-eksperimenter, med Per Højholts 6512 som eksempel
17. juli 2001

Tilbage til 60’erne
Hvad var de vigtigste resultater af 1960’ernes litterære eksperimenter? Om vi for en stund tillader os at tænke i de grove overskrifter og i lange historiske linjer, så kan vi formentlig sige, at 60’ernes digtning herhjemme frembragte to afgørende rystelser. Den ene fandt sted i forholdet mellem forfatter, værk og læser. Den anden undergravede de litterære værkers erkendelsesmæssige status.
Hvad taler vi om, når vi siger 60’ernes litterære eksperimenter? Vi mener vel i første omgang al den komplekse metaforspækkede poesi fra årtiets begyndelse (Rifbjerg, Ørnsbo, Sonne plus mange andre, store som små), dernæst prosaens forskellige formelle nybrud, enten abstrakt ’fransk’ konstruktivisme (den unge Svend Åge Madsen, den tidlige Vagn Lundbye) eller samtidsgenkendelig modul- og modelrealisme (Bodelsen, Kampmann). Videre sigter vi til den nyenkle, talte lyrik fra omkring 60’ernes midte og frem via 1970 (Benny Andersen, Kristen Bjørnkjær, siden hen ikke mindst Sten Kaalø og Peter Poulsen) og hele eksplosionen af vilde konkretistiske formforsøg og systemiske spil (Johannes L. Madsen og Vagn Steen; Per Højholt, Hans-Jørgen Nielsen, Inger Christensen og flere endnu). Endelig den syrede, anarko-surrealistiske skriven, sådan som denne dyrkedes af Peter Laugesen og den yngre Dan Turèll.
Hvad var de fælles om, på tværs af store forskelligheder? Nok først og fremmest to ting. Dels en ny holdning til kunst som kommunikation, dels en ændret opfattelse af meningen i den litterære tekst.

Horisontal åbenhed
Hvad angår det første, skete der nok noget afgørende nyt dengang ved årtiets begyndelse, da lyrikerne pludselig indrømmede, at de heller ikke selv kunne forstå, hvad de skrev – ja, at de sådan set måtte stå lige så fremmede over for deres egne frembringelser som den undrende læser. Dermed smuldrede den hævdvundne model, ifølge hvilken Ordet, som i sidste ende stammede fra Gud, via en mellemstation kaldet Ånden eller Inspiration gennemstrømmede en godhedsfuldt tjenende Digter, som så, med Værket som medium søgte at formidle selveste Tilværelsens Mening til den om muligt endnu mere godhedsfuldt lyttende Læser.
I modsætning til denne (for anskuelighedens skyld her groft karikerede) model gik 60’er-kunsten ud fra, at værket som materielt objekt simpelthen forelå. Det kunne fremgå af en kreativ proces, ja, måske endda være ét med denne, men det opfattedes som en kendsgerning, et givet fænomen, om hvis status forfatteren principielt kunne
ytre sige så meget eller lige så lidt som læseren – læseren, der jo derved fik en ny forskende og ikke mindst med-skabende rolle. Vertikaliteten afløstes af horisontalitet.
Dermed er vi langt ovre i det andet hovedaspekt af de litterære formbrud, nemlig nedbrydningen af en på forhånd given mening i eller omme bag ved den enkelte tekst, det enkelte værk. Hvor vi i tidligere epoker automatisk gik ud fra, at teksten nok ’derinde’ et sted ’rummede’ et eller andet, som det bare gjaldt om at få hevet ’ud’, dér slettede 60’ernes kunst forskellen mellem indre og ydre. Formen var nu indhold og omvendt, og ingen kunne vide, hvornår det ene slog om i det andet. Heraf den stadige appetit på at afprøve nye former: Ingen vidste, hvad de i sig selv betød, ’meningen’ var forduftet. Værket stod gavmildt åbent for tilskrivning af betydning.
Udgivelsen i maj i år af Per Højholts Auricula giver anledning til at anvende netop en bog af ham som eksempel. Jeg har valgt at belægge ovenstående abstrakte snak med iagttagelser i 6512, et yndlingsværk fra årtiet.
Eller værk og værk, det er måske så meget sagt. Bogen består af 110 nummererede afsnit, hver af ca. en sides længde, nogle dog meget korte, et enkelt lidt for langt, om hvilke Per Højholt hævder, at de stod skrevet på siderne i en gammel kalender, hvis ryg efterhånden gik itu, så papiret til sidst måtte holdes sammen af to elastikker.

Bumsen på biblioteket
Om personen, der skriver, ved vi, at han har haft en lykkelig barndom på landet, og at han tog studentereksamen, samt at han for en tid havde job på et apotek. Nu er han imidlertid endt som biblioteksbums og tilhører et sjak, der hver formiddag når læsesalen åbner, mødes, drikker lidt, snakker og pjatter, og så hengiver sig til studiet af f.eks. Kristeligt Dagblad eller Flensborg Avis.
Om jeg-fortælleren taler sandt, når han meddeler ovenstående fakta, kan læseren ikke vide. Måske er han bare en tom instans i et livfuldt sprog, et tilfældigt pronomen i sætningernes konstante strøm. Han kan hedde hvad som helst, selv hævder han, at han ikke hedder Tobias, Peter Fisk, Ole Ørred eller Kaj Minespil. Men skrive, det kan han til gengæld, det lærte han i skolen, af den lystfiskende lektor Jessen:
»Jessen ville græmme sig hvis han så dette her. Han var faneme dum, men han lærte os da to ting: At indtage en naturlig skrivestilling og at bogstavere nogenlunde korrekt. Deres søn gør sig umage, fru, han gør sig umage, meegen umage, sagde han til moder engang han var ude af fiske i bækken hos os. Moder var ved at græde og sov hele eftermiddagen af bare sindsbevægelse, dagen efter fik jeg seddel med, der stod ’De kan få orm hos os’ på.«

Livet og skriften
Om sit motiv til at skrive i bogen, der jo som sagt hen ad vejen mister sin karakter af bog, siger dens fortæller, at han faktisk blot ønsker at fylde en side pr. dag. Men allerede dét volder ham problemer, for tænk hvis han om formiddagen fylder hele siden, og der så siden sker noget, der ikke kan komme med? Eller tænk hvis han holder det meste af siden åben, og der så ingenting sker og siden sidenhen bare står som en larmende tavshed, der antyder, at noget er sket, så forfærdende at det ikke lod sig omtale her?
Jeg’et lever i bogstaveligste forstand mellem sætningerne. Ja, han lever også mellem bøger og hengiver sig på skift til læsning af Paludan-Müller, Hertz, Ploug, Drachmann, Stuckenberg, Wied, ja tilmed Gustav Esmann, der jo i sin tid kom så pinligt af dage.
Søndage er ikke behagelige. »Jeg sidder her i mit søndagshummer på min søndagsstol og bader mine søndagsfødder i søndagsvand og søndagspiller i min søndagsnæse. Mit søndagsjeg søndagskeder søndagssig søndagsad søndagshelvede søndagstil, søndagsmildest talt.«
Næ, så hellere sidde henne på biblioteket eller stå i købmand Rudes gård sammen med Albinus og Kirsten samt Carl og Karl (stavet således for forskellens skyld). Albinus dør tidligt i ’forløbet’, men optræder snart i levende live igen. Dette hænger sammen med, at dagbogsafsnittene ikke udgør nogen lineær struktur, men ordnes alfabetisk efter begyndelsesord.

Kunst som kritik
At læse 6512 er en fryd, ikke fordi den skaber en kohærent karakter og et aflæseligt plot, men fordi måden hvorpå den undlader disse ting, er så smittende vanvittigt skæg.
Dog, træder vi et øjeblik ud af grinebidernes rolle, kan bogen såmænd også demonstrere, hvori det fornyende ved 60’ernes litteratur bestod.
Romanen er nemlig for det første et stykke institutionskritik, en aktiv nedbrydning af vor forventning om forfatteren som inspireret seer. Den er for det andet en kritik af den litterære tradition – hvis eksistentielle potentiale f.eks. for fortællerjeget rangerer langt under hans glæde ved de to årgange af Ferskvandsfiskeri-Bladet, som han har bragt med fra sit barndomshjem. For det tredje indebærer bogen en sprogkritik derved, at den uafladeligt kan demonstrere, hvor tæt sproget hele tiden er ved slet ingen ting at sige, ud over naturligvis at komme med konstant kommentar til sig selv. Endelig for det fjerde kan bogen læses som en kritik af den læser, der sidder og tror, at han kan forvente en roman, og som først modstræbende, siden med salig fryd, indrømmer, at man da sagtens kan nyde en uroman eller anti-roman

*Serien ’Tilbage til 60’erne’ sætter fokus på kunst, film, teater, musik, litteratur mm. for at undersøge, hvordan årtiet igen er blevet aktuelt i kulturbilledet

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her