Kvindeminder
Hvordan forholder det sig med guldalderens kvinder i det danske museumslandskab? De har ikke rigtig fået deres enkeltmandsmuseer, som Karen Blixen har sit Rungstedlund. På Sophienholm leder man forgæves efter en mindestue for digteren og mæcenen Friederike Brun, men man har dog det hus, hvor hendes saloner tiltrakt danske og udenlandske skønånder, digtere og musikere, foruden kronprins Christian Frederik. Man kan selv digte hende ind i landskabet, den døve opiumsdranker ridende i parken på sit æsel, optaget af den yndige datter Idas æstetiske opdragelse. En kvinde, der i den grad råber på at blive biograferet.
Håndarbejde
Heller ikke fru Heiberg har fået sit eget museum, så man skal opsøge hende i Søkvæsthuset, på Teatermuseet, på Glyptoteket og på Frederiksborg, hvor Marstrands maleri hænger. Eller man kan finde skuespilleren og hendes kontroversielle svigermor, forfatteren til hverdagshistorierne, Thomasine Heiberg Gyllembourg på Bakkehuset, nær Søndermarken.
Her mindes de i udstillingen af de småting, der bliver tilbage af så lange, så bevægede og så åndshistorisk betydningsfulde kvindeliv. Her kan man se det syskrin med søjler, som Johanne Louise arvede fra Thomasine men også de fjerboldketchere, hun, Johan Ludvig og Henrik Hertz holdt de platonisk-erotiske bolde i luften med, den sommer i Hørsholm i 1832.
Så mange broderier, der allesammen har efterladt sig, fra de aftener hvor de sad ved lampen, lyttende, samtalende, indsugende den højtlæste litteratur. Bakkehusets frue, Kamma Rahbek, ønskede sig ikke nogen offentlig platform for sin livskunst: Hun gav folk øgenavne, fremstillede æsker og skrev breve i landlig afsondrethed fra byen. Også hendes have var et nyttigt kunstværk, hvor de nyeste sorter blev plantet ud i koncentriske cirkler og anvendt til blomsterdekorationer, der var lige så berømte som dem, Steen Eiler Rasmussen fotograferede hos Karen Blixen.
Stines kyse
Som digteren Isak Dinesens hvilede Kamma Rahbeks husholdning på et fundament af tyende, og det er derfor passende, at en af montrerne på Bakkehuset gemmer Stines kyse. Den vedlagte seddel fortæller, at Stine var den Valbykone, der besørgede Bakkehusbrevene ud til modtagerne i København. Ofte havde hun tillige Rahbeks manuskripter med til bogtrykkeren, og på hjemvejen medbragte hun kolonialvarer og et par langhalsede flasker. Uden mad og drikke bliver der ikke noget åndsliv, men hvorledes tjenestefolkene levede går ingen meget op i. Hos Johan Ludvig Heiberg kan man læse, hvorledes de umuliggør en åndfuld konversation, når de om vinteren havde det så koldt på deres usle hummere, at man var nødt til at byde dem med ved middagsbordet.
Bakkehusmuseet skal ikke lastes for ikke at vise mere af Stine end hendes kyse men til gengæld skal det sobert, probert og intelligent nyindrettede Bymuseum længere inde på Vesterbro roses for hverken at glemme de arbejdende kvinder i Middelalderen, rokokoen eller i de folkelige bevægelser. Her kan man få lidt af den sociologiske baggrund for Kamma og Knud Lyne Rahbeks liv.
Souvenirs
Det er påfaldende, når man kigger nøje på genstandene i de tætpakkede montrer på Bakkehuset, i hvor høj grad Kamma Rahbek levede retrospektivt i nuet. Knap har hun levet et øjeblik, før hun gør museumsgenstande ud af sine oplevelser.
Souvenir står der på den lille notesbog, hun købte under sin rejse i Tyskland i 1826, og man finder de tørrede blomster deri, som skulle gøre minderne levende. Også hendes gaver var til livslang erindring om hende selv, og venskabet. Når hun sendte en æske ud i verden, fik hun anbragt sig i sine bekendtes og slægtninges hjem som en evig påmindelse om hendes eksistens, der langt uden for voldene. At Bakkehuset nu er et museum er derfor blot den naturlige afslutning på det barnløse liv, der ikke manifesterede sig i offentligheden, men alligevel hårdnakket insisterede på sin relevans.
Kamma Rahbek tog også billedkunsten i brug til at fange minderne, som i det lille kunstakademi, hvor hun under vejledning af Kieler-maleren Heinrich Buntzen (en af dem, der gled ud af kunsthistorien af chauvinistiske grunde) sammen med udvalgte herrer og damer malede blomster og landskaber, så de kunne leve evigt. Det gør de så nu, i selskab med lokker af Thorvaldsens hår, »En lille rest af den buket, damerne overrakte Adam Oehlenschläger ved Promotionsfesten i Lund«, Sophie Ørsteds navneklud og hendes korpulente digters morgenkåbe. Bakkehuset er også et museum for memorabilia og den atavistiske personkult.
*Bakkehusmuseet. Rahbeks Allé 23, 2000 Frederiksberg C. On., to., lø. og sø. kl. 11-15. Entré voksne 10 kr., børn 1 kr. (!)
*Dette er den anden artikel i en serie Kvindeminder, hvor Charlotte Christensen skriver om særlige kvinders museer
