Læsetid: 2 min.

K'NYT

31. juli 2001


Nordbrandt i ny film
*Digteren Henrik Nordbrandt har skrevet manuskriptet til en 45 minutters kortfilm betitlet »På Amaír« og spiller selv en af hovedrollerne (!). Filmen, som er instrueret af Klaus Kjeldsen og har Claus Nissen i den anden hovedrolle, har premiere 17. august i Gloria og Øst for Paradis.

Festdage i Svendborg
*2. august begynder kulturfestivalen Svendborg Festdage 2001 med alskens åndsudvidende underholdning på programmet. Vi nævner en i flæng en brøkdel: Palle Mikkelborg, The Hoodangers, Marimba Nandayapa, Tomoko Takanashi, Pierre Dørge og New Jungle Orchestra og Partha Pratim Majumder. Dertil kommer diverse typer teater, klokkespil, torvedag, gadeløb og meget andet. Glo selv på www.svendborgfestdage.dk.

Suså festival for Ny Musik
*25. og 26. august afholdes den niende Festival for Ny Musik i Suså mellem Sorø og Næstved. Ny Musik betyder i denne sammenhæng »ny dansk kompositionsmusik«. Blandt de optrædende er Duodenum, Ensemble 2000, Ensemble Couleurs, Sirena, Det Jyske Ensemble og Trio Ondine. Lørdag kl. 14 stepper Per Nørgård forbi for at fortælle om sin kompositoriske praksis og de af hans værker, der opføres på Suså Festival. Tjek www.susaafestival.dk eller ring 5764 9164.

Orientalsk badeanstalt
*Badeanstalten Helgoland, der ligger på Amager og disponerer over en kultur-terrasse på 400 km, byder i aften på indisk dans. Kl. 20 demonstrerer Annemette Karpen fra Indisk Musikforening traditionelle danse og fortæller om sammenhængen mellem de erotiske og spirituelle aspekter. Torsdag 2. aug. kl. 20 kan man høre den pakistanske, herboende musiker Pervaiz Akhtar, akkompagneret af Frank Juul på tabla . Begge arrangementer er gratis.cc

Ny bogcafé i København
*Hver torsdag hele året vil der være forfatterarrangementer i boghandleren Paludan Bøgers nye bogcafé, som åbner på fredag. Foruden oplæsninger vil det nye sted for bøgerne arrangere skiftende galleriudstillinger, foruden »kulinariske specialiteter«. Ligesom Wiuffs Boghandel på Jagtvej i København, har denne bogcafé sit forbillede i bl.a. New York, hvor man over en kop kaffe kan bladre i nye, såvel som i gamle bøger.

Opera-aften med snak og sang
*‘Italienerne på Hofteatret’ er titlen på et arrangement, hvor Det Danske Guldagerselskab mindes fortidens operagæstspil på Hofteatret på Christiansborg. Dengang kom operastjernerne og optrådte og historier fra dengang vil bl.a. blive fortalt af Jens Brincker og Sten Høgel vil fortælle om datidens italienske sangkunst. Elisabeth Meyer-Topsøe vil stå for sangforedragene med Jutta Rohard ved klaveret. Arrangementet foregår den 15. august. mere info: 45816687

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her