Læsetid: 2 min.

K'NYT

4. juli 2001


Moskovitisk filmfestival
*To testosteron-emmende hanner med grumme divergerende gennemslagskraft i den virkelige verden, nemlig Jack Nicholson og Vladimir Putin, fik lejlighed til at gnide albuer ved en middag i forbindelse med den nys overståede 23. filmfestival i Moskva, hvor førstnævnte i øvrigt fik en særpris for sin loyalitet mod principperne i den russiske mester Konstantn Stanislavskijs (1863-1938) principper (kanaliseret til Jack under navnet Method Acting via Lee Strasbergs Actors’ Studio). Festivalens egentlige vindere blev nordamerikaneren Henry Bean, hvis film The Believer fik førstepræmien, der kaldes Skt. Georgs-prisen, og Ettore Scola, som fik prisen for bedste instruktion med en ny film, hvis titel på dansk er noget i nærheden af Ufin konkurrence. Juryen, der var præsideret af tyskeren Margarethe Von Trotta, gav sin særpris til iraneren Rakhsan Bani Etemad for Under byens hud. Russeren Vladimir Mashkov fik prisen for bedste skuespiller og Ree Miadzawa blev kåret som bedste skuespillerinde.pa

Tvivlsskabende Tabucchi
*Den italienske forfatter Antonio Tabucchi (f. 1943) modtog i weekenden i Barcelona en ytringsfrihedspris for artiklen »Hvor går Italien hen, hr. Ciampi?«, som blev trykt i El País og Le Monde efter at være blevet afvist af La Repubblica og Corriere della Sera, fordi den var »upassende«. Ved den lejlighed sagde forfatteren til det lille mesterværk Hævder Pereira: »Den intellektuelles funktion er at indføre tvivlen i den offentlige debat, ganske modsat politikeren, som skal få vælgeren til at tro, at denne er den bedste af alle mulige verdener. Politikeren skal berolige samvittighederne og den intellektuelle gøre dem rastløse.«

Selvmorderdukke på Nettet
*Albertslund takkede for nylig nej til et kunstværk af Jes Brinch, der havde tænkt sig at lade en virkelighedstro latexdukke dingle fra en løkke ud for køen til ’Borgerservice’. Som et pseudoplaster på såret kan kunstværket nu beses på www.albertslundraadhus.dk, hvor ’Blanket til udmeldelse af samfundet’ også kan beses og derpå evt. printes, udfyldes og indsendes.

Legater med havduft
*JL-Fondet har ladet i alt 2,5 mio. kr. drysse ud over diverse værdige modtagere, bl.a. Dansk Flygtningehjælp, Børnefonden og Røde Kors’ børnehjem i Nuuk. Der var også penge til Foreningen til Søfartens Fremme,
Esbjerg Havneservice og Fiskeri- og Søfartsmuseets i Esbjerg. De maritime modtagere forklares ved at fondet finansieres af et par rederier.

Jorden fra himlen på Kgs. Nytorv
*På Kgs. Nytorv vil man snart kunne se en fotoudstilling af franskmanden Yann Arthus-Bertrand betitlet ’Jorden set fra Himlen’. Den kører frem til medio september, hvorefter den forventes at rejse til Århus.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu