Læsetid: 8 min.

Koraldød truer Det Røde Hav

En af verdens store naturperler betaler prisen for manglende miljøbevidsthed
21. juli 2001

EILAT – Det Røde Hav ser indbydende ud fra sandstranden i den israelske badeby Eilat. Modlyset spiller i vandets fine krusninger, og en lun søndenvind gør sit til, at man får lyst til en dukkert. Lidt ude er et træskib ved at sætte sejl, mens en vandscooter pløjer frejdigt ind mod kysten.
Rejsebureauernes brochurer kalder det et ferieparadis, hvilket det bevisligt også er for tusinder af blege europæere og endnu flere tusinder af israelere, for hvem Eilat er en form for udland – fjernt fra job-stress og palæstinensisk intifada. De kommer alle for at slappe af og leve livet og ikke mindst for at opleve egnens store, naturskabte attraktioner – ørkenerne, som breder sig i alle retninger ud fra byen, undtagen hvor den smalle havbugt kommer ind fra syd med koralrev i verdensklasse.
Allerede i Eilats lufthavn fortæller meterhøje billeder, hvad havet kan tilbyde. Fisk i næsten uvirkeligt farvestrålende variationer og fantastiske koralformationer med havets dybblå nuancer som fotogen baggrund. En tur i vandet bekræfter dog, at virkeligheden kan se noget anderledes ud.
Den israelske miljøorganisation Tsalul har inviteret til pressetræf i Eilat for at fortælle om koralrevene ved Sinaihalvøens kyst, der er ved at gå til efter årtiers sjusk med miljøforholdene.

Klart vand
Organisationens navn betyder Klar – som det klare vand, der er en absolut livsbetingelse for koralrev og efterhånden er blevet noget af en mangelvare i farvandet omkring Eilat, hvor elendigheden er størst.
»Vi befinder os i den 11. time,« siger Ofra Mor, som repræsenterer Tsalul. »En femtedel af korallerne er døde, og fortsætter udviklingen, går der ikke ret mange år, før det hele er væk!«
Koraller lever ikke nord for 30. breddegrad. Eilat ligger derfor i udkanten af udbredelsesområdet, men er ikke desto mindre berømt for sine koralrev, fordi en række øvrige vækstbetingelser er ideelle. Temperaturudsvingene er små, strømforholdene stabile og der er gode bundforhold ned til de 10 meters dybde, hvor solens stråler bliver for svage til at nære koraller.
En svømmedykker med kamera viser på en tv-skærm, hvordan havbunden under det chartrede skib tager sig ud. De førhen farvestrålende koraller står tilbage som hvide benstumper – farven skyldes, at døden er indtrådt forlængst – og de er begravet i gråt slam. Det stammer fra et havbrug med fiskeopdræt i kæmpebure inderst i bugten. Virksomheden ejes i fællesskab af en række kibbutzer på egnen, som har fundet en god fidus, blandt andet fordi fiskene vokser hurtigere året rundt. Men dels er fiskene ikke naturlige beboere af Det Røde Hav, og dels er afføring og madrester en stor belastning for det følsomme miljø. Fiskene får det samme, som står på menuen i kibbutzernes kostalde, og hver dag hældes kraftfoder nok til 2.000 malkekøer direkte i havet.
»Men dette er kun et af flere miljøproblemer, som udviklingen har skabt på forbløffende kort tid,« siger Ofra Mor.

Mange faktorer
»For 50 år siden var her ingenting. I dag har Eilat 52.000 indbyggere, og byen er gearet til konstant at have 30.000 turister boende,« fortæller byens borgmester, Gabi Kadosh. Han er valgt for højrefløjspartiet Likud og arbejder tæt sammen med miljøgrupperne, fordi han ser det i byens og turisterhvervets interesse at passe godt på egnens følsomme natur. Men sådan har det ikke altid været, og der er fortsat mange og modstridende interesser på spil.
I 70’erne oplevede Eilat sin første store vækstperiode. Det skete i forbindelse med anlægget af havnen, som omfatter både en oliepier, containerterminal og ikke mindst udskibningsfaciliteter til de store mængder fosfater, som udvindes ved Det Døde Hav, 200 kilometer mod nord. Kloaknettet blev ikke udbygget i takt med byens vækst, så i perioder blev urenset spildevand lukket direkte ud i havet, som også måtte lægge ryg til flere alvorlige olieudslip fra tankskibene.
Op gennem 80’erne var fosfatkajen den store miljøsynder. Udskibningen af dødehavsmineralerne udviklede store mængder støv, som lagde sig på vandet. Støvet tilgrumsede det klare vand, mens det sank til bunds og hindrede sollysets vej til korallerne. Senere skaffede man sig udstyr, som næsten eliminerede støvudviklingen, men da var skaden sket.

Flere hajer
»Det er flere årtiers tilsidesættelse af miljøet, som har sat sine dybe spor på koralrevene. Israel har længe manglet en tradition for miljøbevidsthed, som først nu er ved at komme langsomt til live, og måske er det for sent,« siger Yossi Loya. Han er professor i havbiologi ved Tel Avivs Universitet og ved, hvad han snakker om. Gennem mere end 30 år har han gjort studiet af koraller til sit liv og er en hyppig gæst i Eilat.
Akaba- eller Eilatbugten, som denne del af Det Røde Hav hedder alt efter hvilken politisk kasket, man ifører sig, er kun godt 150 kilometer lang. Men koralrevene, som starter længst mod nord ved Eilat og løber langs den østvendte kyst til Ras Muhammed på Sinaihalvøens sydspids, kan ifølge havbiologer nemt måle sig med Australiens 2.500 kilometer lange Great Barrier Reef. Eller kunne, for navnlig langs Israels kun ni kilometer lange kystlinje er rigdommen stærkt decimeret, og længere mod syd bærer også den egyptiske kyst præg af miljøproblemet.
»For 30 år siden kunne man tage et vilkårligt udsnit på 10 meter af revet og finde 15 forskellige koralarter. Når Great Barrier Reef er bedst, er det tilsvarende tal syv-otte, men her hos os er tallet i den mellemliggende tid blevet halveret,« oplyser Yossi Loya.
»Det eneste dyreliv, der er blevet mærkbart rigere, er hajerne. De bliver tiltrukket af fiskeburene, men det er en anden historie,« indskyder Ofra Mor.

Katastrofen lurer
»Hvis denne sommer bliver usædvanligt varm, kan det meget vel være slut med, hvad vi ser nu,« fortsætter Yossi Loya dystert. »Koralrev er nogle af verdens allermest følsomme økosystemer, og det er meget nemt at bringe uorden i den hårfine balance.«
Balancen er der rykket ved, og en varm sommer vil nemt kunne sætte en eksplosiv og ødelæggende algevækst i gang, hvilket var, hvad der skete ved Galapagos-øerne for nogle år siden. Dette skyldes ifølge Yossi Loya den globale opvarmning. I normalt sommervejr når vandtemperaturen 25-26 grader, men runder den de 28-29 grader indtræffer katastrofen. Så vil algevæksten spærre for sollyset og omdanne store dele af kysten til hvad han kalder »maritim ørken«.

Lokalt dilemma
Skipperen på Koralperlen, der til daglig sejler med turister, kigger med skepsis på sine passagerer.
»Jeg skal jo leve af det her,« siger han, da vi har trukket os bort fra miljøfolkenes blikke. Han præsenterer sig som Rafi (»Efternavnet kan være ligemeget!«) og fortæller, at han i en årrække har sejlet med turister på Det Røde Hav. To gange om dagen står han ud fra Eilats marina og går langs kysten forbi de vigtigste koralformationer til et undersøisk observatorium tæt på grænsen til Egypten. Under dæk kan man på turen sidde i Rafis plasticstole og gennem store glasruder i skibets bund se koralrev og fiskeliv glide forbi.
»Somme tider er der intet at se,« medgiver Rafi tøvende. Når strømforholdene er i dét lune, hvirvles det menneskeskabte mudder op og hyller både koraller og fisk i en tåge, som både hindrer turistens udblik, men også standser den naturlige vækst på revene. I forvejen vokser de mest fremmelige kun syv-otte mm om året.
»Jeg synes, man skal standse væksten i Eilat,« skyder styrmanden ind, mens han behændigt kanter skibet langs de mange bøjer, som markerer koralrevene. Han har heller ikke lyst til at navngive sig selv, men smiler blot bag Gucci-solbrillerne. »Der er allerede hoteller nok i byen til, at vi kan leve godt af turismen, og flere vil blot ødelægge både byen og miljøet omkring den.«

To af hver
På den anden side af den smalle bugt rejser en tæt, hvid støvsky sig over havnen i Akaba. Også jordanerne henter god fremmed valuta til statskassen ved fosfatudvinding ved Det Døde Hav, og også de eksporterer råstofferne sydover. Men her har man endnu ikke teknikken til at forhindre støvudviklingen under arbejdet, som derfor fortsætter med at skade korallerne.
»Dette kunne have været afhjulpet ved regionalt samarbejde, som på officielt plan stort set ikke finder sted trods en fredsaftale for syv år siden,« siger Dori Meshi fra organisationen Friends of the Earth.
Hun giver en i dag unødvendig dualitet skylden for en del af miljøproblemet. Akaba, som er Jordans eneste forbindelse til havet, har sin egen havn, ligesom byen har sin egen turistindustri, som kun landets ringe økonomiske formåen forhindrer i at vokse sig lige så stor som Eilats. Selv den fælles israelsk-jordanske lufthavn, man nu har talt om gennem en årrække, forbliver på tegnebrættet.
Eneste undtagelse er den såkaldte Fredspark, som skulle have omdannet store dele af havet omkring de to byer til naturreservat, men dette blev hurtigt skrinlagt, da den palæstinensiske intifada begyndte i september sidste år.

Organisationer samarbejder
»Akaba er ligeså stor som Eilat, og udviklingen er lige så planløs som hos os, men den jordanske miljølovgivning er bedre end den israelske, og derovre har de ikke taget så mange forkerte beslutninger som her,« tilføjer Ofra Mor fra Tsalul.
Hun fortæller, at Israels daværende ministerpræsident, Yitzhak Rabin, i sin tid foreslog jordanerne at drive fiskefarmen i havet som bi-nationalt projekt i fredens navn. Kong Hussein intervenerede personligt og sagde nej, hvilket Israel tog ilde op og opfattede som tegn på manglende fredsvilje. Men kongen begrundede sin beslutning med hensynet til miljøet.
»På organisationsplan er der også en voksende jordansk interesse for at samarbejde. På den internationale miljødag i april lavede vi en stor rensningskampagne, hvor svømmedykkere fra begge sider samlede affald fra bunden. Den slags aktiviteter iværksætter vi med jævne mellemrum, samtidig med, at vi giver hinanden inspiration til nationalt og internationalt lobby-arbejde,« tilføjer Dori Meshi.

Lever af liv
Tsalul har længe haft en stor finger med i spillet om at påvirke lokalpolitikernes interesse for miljøsagen.
»Jeg står midt i konflikten mellem udvikling og miljøbevidsthed,« siger Gabi Kadosh, som fortæller, at man f.eks. for syv år siden besluttede at lægge loft over antallet af hotelværelser i byen. Dengang var der planer om at bygge hoteller på stort set hele kysten ned til den egyptiske grænse. Havde ingen slået bremserne i, havde Eilat i dag haft 32.000 hotelværelser. I stedet holder man sig under den vedtagne grænse på 12.000, og alle nye hoteller bliver bygget i et særligt kvarter i selve byen.
Der stod også miljøbevidstbed bag bystyrets ønske om at få lagt havet ind under den kommunale indflydelsessfære, hvilket gik i opfyldelse tidligere i år. Så med virkning fra den 1. april strækker Eilat kommune sig 300 meter ud i vandet langs hele kysten – med undtagelse af de 400 meter kyststrækning, hvor kibbutzernes fiskeopdræt ligger.
»De har fået 18 måneder til at flytte produktionen til damme i land, men der er ikke meget, som tyder på, at de agter at gøre det. Og sker det ikke, er der meget lidt, vi og kommunen kan stille op,« siger Dori Meshi.
80 procent af befolkningen i Eilat lever direkte eller indirekte af turisterhvervet, og borgmester Kadosh lægger ikke skjul på, at hans interesse for miljøsagen er økonomisk. At det forholder sig således synes ikke at genere miljøfolkene, som har fundet et fornuftsægteskab med et parti, hvis interesse for miljøet traditionelt har været minimal.
»Vi lever af liv,« siger borgmesteren flere gange, som udtaler han et prøvet valgslogan. »Uden livet i havet dør byen også!«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her