Læsetid: 5 min.

Krigens børn

3.400 børnesoldater blev i februar måned hentet ud af oprørshæren i Sydsudan. I dag bor de tætpakket i lejre, hvor fra de skal tilbage til deres familier. Men krigen fortsætter, og mange af drengene ønsker at blive
26. juli 2001

Det var en dramatisk redningsaktion under stor medie-bevågenhed. I februar lagde mere end 3.000 børnesoldater deres AK-47 på jorden. De dannede kæder, og gik med hinanden i hænderne ombord på UNICEF’s fly. De blev fløjet væk fra den syd-sudanesiske front i det nordlige Bahr el Gazal. Nu var de frie.
Det var den største demobilisering af børnesoldater, der endnu er sket, og en sejr for Carol Bellamy, eksekutivdirektør for UNICEF. Hun havde i efteråret 2000 fået aftalen i stand med Salva Kiir, næstkommanderende i den sydsudanesiske oprørshær, SPLA, der har kontrollen over store dele af Sydsudan.
Men medierne var knap væk, før problemerne begyndte i de seks demobiliseringslejre omkring byen Rumbek, der ligger cirka 300 kilometer syd for frontlinien. Der var langt flere drenge end UNICEF havde regnet med, maden var knap, hytterne endnu ikke bygget, og der var ingen aktiviteter i lejrene.
»Drengene sloges, drak sig fulde, smed sten efter de ansvarlige i lejrene, og gik i demonstration mod UNICEF’s kontor, for at protestere mod de dårlige forhold,« siger Moses Marial, der arbejder for en sudanesisk udviklingsorganisation i en af lejrene.
I dag mener han, at for- holdene er blevet bedre, og de har fået mere styr på lejrene. Men der mangler stadig en del skolebøger, og der er endnu ikke opført hytter nok.
Andre nødhjælps- og udviklingsorganisationer, der arbejder i Sudan, har kritiseret aktionen for ikke at være planlagt godt nok. Men lederen af UNICEF i Rumbek, Siddarth Chatterje, mener, at den hastige redningsaktion var nødvendig:
»Vi valgte at få drengene væk fra fronten hurtigt, da det var et spørgsmål om tid, før SPLA satte en stor militær offensiv igang. Børnesoldaterne risikerede at dø i kampene, hvis vi havde ventet, til lejrene var klar.«

Krigen fortsætter
Nu truer et nyt problem. Planen er, at drengene hurtigst muligt skal sendes hjem til deres familier. Men borgerkrigen hærger stadig, og det gør hjemsendelsen mere kompliceret. Mange af de unge har ikke lyst til at forlade lejrene, før det er blevet mere fredelig i deres hjemegne.
De 3.400 demobiliserede børnesoldater er vokset op i krigszonen for den 18 år lange borgerkrig. Nogle endte i hæren på grund af tvang. For andre unge var hæren den eneste mulighed for mad og beskyttelse. Nogle drenge har båret våben, andre har gjort rent, lavet mad og passet de syge soldater. Men alle drengene, der er mellem otte og 18 år, har traumatiske oplevelser fra tiden i militærbarakkerne.
En af dem er 12-årige David Deng Garang. Han er fra området øst for byen Aweil i det nordlige Bahr el Gazal, hvor der stadig kæmpes.
David var tre år gammel, da hans forældre flygtede fra krig og hungersnød til hovedstaden Khatum i Nordsudan. David blev tilbage hos onklen i en kvæglejr, hvor han kunne få mælk – en tradition for dinkastammen, når børn skal vænnes fra amning.
»Da jeg var ni år kom fjend-en og tog alt vores kvæg. Min fætter blev dræbt, og jeg var helt alene og sultede. Jeg gik ind i SPLA for at få mad. Jeg var for ung til at kæmpe, men så efter bagage i militærbarakkerne og lavede grød til de sårede soldater.«
»Vi var mange i samme situation. Hæren var det eneste sted, hvor vi kunne få mad og beskyttelse,« fortæller David. Selv om han ikke var direkte involveret i krigshandlinger, har han stadig mareridt om de tre år i militærbarakkerne.
»Når sårede soldater kom tilbage, var det ikke et godt sted at være. Jeg kunne ikke sove, når jeg havde set blod, brækkede knogler og soldater dø for øjnene af mig. Jeg var mest bange for at se mine venner hårdt sårede og døende. Og for at regeringshæren også angreb barakkerne, hvor jeg var,« siger David.
I den midlertidige lejr oplever David for første gang i mange år, at han kan
leve fredeligt og få lidt skolegang.
Det stærke sollys brænder ind gennem pindene, der udgør væggene i den hytte David deler med 20 andre drenge.
David har sin egen intermistiske seng lavet af pinde – og en lille nødpakke fra UNICEF med et tæppe, et moskitonet, kladdehæfte og en UNICEF t-shirt ’With Children a better World.’ Det er alt, hvad han ejer.
Det er frokosttid og bagende varmt. I Davids hytte sidder to drenge bøjet ind over ildstedet på det jordstampede gulv, mens den blålige røg fylder rummet. De er ved at røre majsmel ud til en bleg, gullig grød. Omkring dem sidder drenge for sig selv på deres senge.
Udenfor, under et træ, får en klasse undervisning i matematik. Et stykke derfra lyder der vilde skrig. Der sparkes til en hjemmelavet fodbold, mens de bare tæer hvivler rødt støv op af jorden. Men de fleste drenge hænger bare ud i området eller i deres hytter. Tiden fordrives.

Barn i en krigszone
Det er meningen, at UNICEF hurtigst muligt vil sende drengene tilbage til deres familier og lokalsamfund. Der er sat et omfattende logistisk arbejde igang for at finde drengenes hjem, og undersøge om forholdene er sikre.
For det er vigtigt, at drengene har et ordentlig alternativ til livet i militærbarakkerne, understreger Siddarth Chatterje.
»Vi har mobile hold ude for at forberede familier og slægtninge på, at drengene snart kommer tilbage. Hvis drengene er forældreløse, er der en tradition for, at slægtninge eller klanen tager over. UNICEF sikrer, at der kommer skoler, rent vand og sundhedsklinikker til lokal-samfundene. Det er med til
at forhindre, at drengene tager tilbage til hæren, og fungerer samtidig som en belønning til lokalsamfundene, for at tage børnene tilbage.« siger han.
For Josefh Longar, der er 17 år, er det svært at vende hjem.
»Jeg har set mennesker fra mit område blive myrdet, og mange af mine venner er taget som fanger. Hvis jeg skal tilbage til min familie, bliver jeg nødt til at kæmpe for at beskytte dem,« siger Josefh, der har været i hæren i tre år, - siden han fyldte 14.
Ligesom David, stammer Josefh fra en landsby øst for byen Aweil. Og han har svært ved at se en lys fremtid for sig.
»Vi bliver ofte angrebet af nomader nord fra, der sam-arbejder med regeringshæren. De stjæler vores kvæg, og tager børn som slaver. Vi må flygte hver gang, de kommer. For hvis fjenden finder dig, så dræber han, men med et gevær kan jeg i det mindste forsvare mig selv.« siger Josefh.
Josefh følte ikke, at han havde andet valg end at gå ind i hæren. Men han ville ønske, at han havde gået i skole i stedet. »Jeg håber, at jeg nu får chancen for at gå i skole og få en uddannelse. Før sad vi under et træ og fik undervisning, men vidste aldrig, hvornår vi blev angrebet,« fortæller han.
Han er glad for at komme væk fra fronten, men tankerne er stadig hos familien:
»I starten sov jeg ikke så godt. Jeg var bange for, at min familie blev angrebet, og der er sult i mit område. I dag sover jeg bedre, men jeg er stadig bekymret for min familie og for at skulle tilbage, hvis jeg ikke får en uddannelse. Uden det har jeg ingen fremtid,« siger han.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her