Læsetid: 2 min.

Kunsten at være misforstået

James Dean ses i renkultur i ’Øst for paradis’, Elia Kazans kraftpræstation af et familiedrama fra 1955
20. juli 2001

(2. sektion)

James Dean ses i renkultur i ’Øst for paradis’, Elia Kazans kraftpræstation af
et familiedrama fra 1955

Repremiere
I løbet af en karriere på kun tre film lykkedes det James Dean at sætte verdensrekord i kunsten at være misforstået.
Han var hverken en ægte Rebel eller en ond Kain, således som han blev lanceret i sine to første film, men en frustreret romantiker på jagt efter accept og kærlighed. Han inkarnerede pubertetens smerte over ikke at være elsket nok, at føle sig udstødt og forladt. Og det på en måde, der var så sprængfuld af opdæmmede, modstridende følelser, at han aldrig kunne holde sig i ro, men gled katteagtigt og duknakket rundt og sendte omgivelserne fordægtige, skrå blikke, der i utallige nuancer vekslede fra det tryglende til det forpinte.

Bibelsk konflikt
Aldrig har Dean været så stakkels, så alene og så ømhedshungrende som i sin debutfilm Øst for paradis, der er Elia Kazans frie, følelses-ophedede bearbejdelse af John Steinbecks floromvundne bestseller. Her er frasen ’bibelske overtoner’ malplaceret, for der er tale om bibelske overskrifter – parallellerne til broderhistorien Kain og Abel tværes ud med store bogstaver i familiedramaet, der er henlagt til Californien i 1900-tallets start.
Dean er Cal, the mixed-up kid i eminent grad og som sådan en modsætning til sin ukomplicerede bror Aron, som faderen elsker. Cal higer efter sin fars kærlighed og længes efter en konfrontation med den gådefulde mor, der tidligt forlod familien og nu ernærer sig som bordelværtinde i en anden by.
Cal er bange for, at gener og aggression gør ham ’ond’ – i modsætning til den bror, der både har pigen (Abra) og faderens kærlighed. Filmen vil så vise, at den dydsirede Aron i virkeligheden er den svage, mens Cal sagtens kan være elskelig, selv for sin puritanske hædersmand af en far.

Nørd med sex-appeal
Øst for paradis er en af de ’klassikere’, som langt fra er helstøbte. Den bevæger sig i mange retninger, fra det lettere hysterisk familiedramatiske over det folkloristiske til det spædt romantiske for at ende i sentimental folkekomedie. Udvendigt teatralske opgør veksler med fine intime dialoger, inspirerede indfald (Deans rejse oven på en togvogn; en scene med personerne skjult af et piletræs hængende grene) afløses af overflødige broderier (f. eks. en historie om tyskerforfølgelse).
Men Øst for paradis lever stadig takket være mange af præstationerne, især selvfølgelig James Deans, der nok er blevet heftigt efterlignet, men stadig er enestående i det underlige underspil, den ulmende lidenskab og den kejtede gratie – han er noget så paradoksalt som en nørd med sex-appeal. Hans nuancerede, rent klingende scener med Julie Harris’ indtagende, kloge Abra er filmens højdepunkter, mens noget lidt for håndfast ofte sænker sig over de mange opgør med Raymond Masseys en-dimensionale rethaveriske faderskikkelse.
Men også flere af konfrontationerne med Jo van Fleets skarpt optrukne moder-heks bevarer deres elementære kraft, selv om det irriterer, at hendes karakteristik af Dean (’a likeable boy’) oversættes med ’en dejlig dreng’ – alt for stærkt et udtryk i den kølige dames mund.

*Øst for paradis. Instruktion: Elia Kazan. Manuskript: Paul Osborn. Amerikansk (Dagmar)

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her