Læsetid: 2 min.

Kvindernes styrke

Diane Reeves overrumplede i Tivoli og Anker/Crispell/Mazur viste, hvad fri poesi er. Det kunne Vildmændene lære af
12. juli 2001

Jazzfestival
Lidt pligtskyldigt havde jeg anskaffet billet til Diane Reeves i Glassalen i Tivoli. Og blev totalt overrumplet! I en forrygende koncert med sjældent musikalsk overskud og en helhjertet, ukrukket udstråling bjergtog Reeves den fyldte sal fra første minut, og det føltes ikke for langt, da hun to timer efter blev klappet ind til sit andet ekstranummer af et publikum, som ikke ville slippe hende.
Reeves er en jazzsangerinde af verdensformat, og hun bredte generøst sit talent ud med varm musikalitet, sublimt understøttet af hendes fremragende musikere: Otmaro Ruiz (tangenter), Reginald Veal (bas), Mark Simons (trommer) og Munyungo Jackson (perkussion).
Reeves’ show, der tager udgangspunkt i en hyldest til hendes store forbillede Sarah Vaughan, bestod ikke blot af ældre standards, men også af eget materiale og af nutidige sange fra pop- og rockmusikken og fortæller om hendes interesse i at ajourføre jazzsangertraditionen til vor tid.
Der var såvidt ikke forskel på, om hun sang standarden »Misty« eller Carole Kings popklassiker »Will You Love Me Tomorrow«. Ånden var den samme, nemlig med umiskendelig jazzfeeling og spontanitet at folde sangene ud som fortællinger, der tillod Reeves at lege med sangteksten, scat-synge og kommunikere med publikum.
Hendes baggrund i det sorte amerikanske kirkemiljø blev tydeligt i gospelsangen »Testify«, en fascinerende rytmisk og melodisk kraftudladning, hvis budskab om dén »Amazing Grace«, der holder sammen på hendes liv, på ingen måde blev anmassende, men fremstod som et redeligt vidnesbyrd fra en personlig kunstner.
Vildmændenes puleri
Tidligere på dagen var jeg forbi Pumpehuset og hørte avantgarde-jazzgruppen The Wild Mans Band med den tyske veteran Peter Brötzmann (sax, klarinet). Det blev til skuffende 35 minutter, som første sæt varede, eftersom gruppen valgte en lidet varieret instrumentpulen, der næsten var en parodi på den tradition, de er en del af. P. O. Jørgensen tampede løs på sit trommesæt i aggressiv fryd, Peter Brötzmans saxofon gik i selvsving som en tysk trykkoger på højeste ydelse, Peter Friis-Nielsens el-bas mudrede uartikuleret rundt i støjens søle mens Pierre Dørge for det meste brugte sin guitar som en enerverende mandolin eller filede løs på strengene med en violinbue.
Man kan ikke retfærdiggøre hvad som helst i anarkiets navn. Jeg ville gerne have hørt noget ordentligt fritspillet musik, men hvor var dialogerne, åndehullerne, poesien?
Poesien retfærdiggør
Den stod kvinderne for i et propfyldt Copenhagen Jazzhouse, hvor Lotte Anker (tenor- og sopransax), Marilyn Mazur (perkussion) og den amerikanske pianist Marilyn Crispell gav en meget fin koncert, der afspejlede musikken på trioens netop udsendte cd Poetic Justice. Her var det modsat Reeves’ afroamerikanske musiktradition en europæisk musikalsk orientering, der var fremherskende i et transparent, klangligt opmærksomt og ofte minimalistisk trekantspil, der kunne eksplodere i voldsomhed, men altid fandt tilbage i sit prøvende leje af dialog.
Lotte Anker, der i årevis har insisteret på og kultiveret en fri og koncentreret spillestil, tydeliggjorde sit format på særlig sopransaxofonen ved på ingen måde at stå tilbage for de to stærke musikalske personligheder, der omgav hende. I et helt ligeværdigt samspil udviklede trioen et uforudsigeligt poetisk univers, hvor melodiske fraser, rytmiske kanter og atonale fletværk blev kommunikeret i en generøs og afvæbnende atmosfære.

nThe Wild Mans Band, Pumpehuset, tirsdag

nDiane Reeves, Glassalen i Tivoli, tirsdag

nAnker/Crispell/Mazur, Copenhagen Jazzhouse, tirsdag

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu